Anorexia nervosa

Anja lider af anorexia nervosa, og hver dag er en kamp for livet. Spiseforstyrrelsen giver hende lave selvværdsproblemer, hvilket bare får hende til at gøre endnu mere drastiske ting, som at skære i sig selv. Efter at have besvimet i skolen af udmattelse, får hun øjnene op for Kevin, der prøver at vise hende vejen om på de raskes side. Men kan hun reddes? Og ligger den professionelle hjælp egentligt ikke i, at man selv 'vil' blive rask?..

13Likes
28Kommentarer
4261Visninger
AA

5. Besvimet

Nutid i datid: ”Hvor mange fingre har jeg her?” spurgte en fløjlsblød mandlig stemme, og viftede med en hånd foran mit ansigt. Jeg lå på noget blødt og behageligt, men kunne stadig mærke sulten, der faretruende lurede i baggrunden, og ville have mig til at indtage kalorier. Min fjende. ”13,” sukkede jeg og mærkede en kraftig dunken i baghovedet. Jeg kneb øjnene sammen, fra lyset der strømmede ind gennem vinduerne. ”Er hun okay?” spurgte en anden stemme, en ung fyr, hvis stemme jeg ikke helt kunne identificere. ”Burde vi ringe efter lægen? Måske skal hun på hospitalet.” Den tredje stemme var lys og bekymret, og det var tydeligvis en kvindestemme. ”Nej!” hiksede jeg, og gispede efter vejret. Jeg rejste mig lidt op, og opdagede at jeg lå på en cremefarvet diva, inde på skoleinspektørens kontor. ”Gudskelov. Hvordan har du det Anja? Har du nogen idé om hvorfor du besvimede? Er det sket før?” spurgte min lærer, Anton mig. Besvimede? Åh gud, ikke foran hele klassen. ”Ja, det så virkelig vildt ud,” sammentrykkede Kevin, den før uidentificerede drengestemme. Kevin gik i min klasse, og havde aldrig så meget som værdiget mig et blik. Hvorfor var han her? ”Nej, jeg har ingen idé om hvorfor, og det er aldrig sket før. Jeg kan ikke komme i tanke om en mulig grund, måske var jeg bare træt,” hvislede jeg udkørt, hvilket kun var en halv løgn. Jeg rejste mig op fra divaen, og stod usikkert på benene, indtil mit hoved stoppede med at køre rundt. Jeg havde det som om, at min mave trak sig permanent sammen, vær gang jeg trak vejret, og det var ubehageligt. Meget ubehageligt. ”Vi har ringet efter din mor, men hun tager den tydeligvis ikke. Ved du hvor hun arbejder?” spurgte Nina, skolens viceinspektør. ”Jeg kan ikke tænke klart,” sukkede jeg, og det i sig selv var sandt, men jeg vidste godt hvor hun arbejdede. Hvis de ringede og fortalte min mor om mit lille show, ville hun flippe helt ud af bekymring. Nej, det var bedst at hun ikke vidste noget. Jeg fik øje på min taske og min jakke i hjørnet af rummet, og begav mig med skælvende ben derhen. Jeg svingede tasken over skulderen, og tog jakken under armen. Jeg prøvede at smile til dem, og udstråle rolighed, men det lignede nok mest af alt en underlig grimasse. ”Har du brug for noget?” spurgte Anton, med rynkede bryn. ”Nej, tro mig. Jeg har det helt fint, bare rolig. Jeg fortæller min mor om det når jeg kommer hjem, det lover jeg. Men nu bliver jeg altså nødt til at komme hjem,” kvidrede jeg med falsk entusiasme, og gik ud fra kontoret. Da jeg næsten var uden for skolen, kom Kevin løbende efter mig. Jeg havde netop smidt min madpakke i skraldespanden, og var på nippet til spæne hjem, og gemme mig under dynen. ”Vent, Anja!” råbte han efter mig. Jeg ventede lettere frustreret på ham, han gik jo i min klasse, og hvad ville han ikke tænke? Selvom jeg ærligtalt var hamrende ligeglad. ”Hvad?” kvidrede jeg og lod mig overskygge af en facade, der ikke udstrålede andet end lykke og tilfredshed. ”Kunne du måske tænke dig at gå med ud og få lidt at spise? Altså, jeg mener, den er jo kun 15.00, eller deromkring,” stammede han, og pillede nervøst ved lynlåsen på hans sorte slidte læderjakke. Alt ved ham så faktisk slidt ud, men det var vel også en del af hans image. Hans converse sko var slidte og beskidte, hans cowboybukser havde huller og skræmmer, hans T-shirt var løs og hærget, og han lignede mest af alt en der lige var stået op, med håret selvsiddende ud til alle sider. Men han var flot, med markerede kindben og hage, en veltrænet brystkasse, og nøddebrune øjne, der udstrålede ’kontrol over situationen’. Han var ligefrem blændende, og det gav god mening at han ikke havde værdiget mig ét blik i hele folkeskolen. Men da ordene han havde sagt, sivede ind, og gav mening i min omtågede hjerne, fik jeg kvalme. Mad. Han ville komme til at se mig spise. Han ville tænke at jeg var tyk, og at jeg hellere burde løbe en tur. Sådan tænkte de alle sammen, det vidste jeg bare. ”Men..” hviskede jeg hjælpeløst. Hvad var det egentlig jeg kæmpede i mod? Jeg havde jo lyst til at gå ud med Kevin, og jeg havde lyst til at spise. Hvad var den dårlige side af det hele? Jeg vaklede på benene, og Kevin lagde en arm om mig. ”Det var ikke et tilbud. Jeg kan jo ikke lade dig gå omkring, i den tilstand,” lo han forsigtigt, og fik mig til at trække på smilebåndene. Det var første gang i meget lang tid, at nogen eller noget havde fået mig til at smile af oprigtighed. Måske var det derfor, at jeg kun meget lidt modvillig, lod mig slæbe hen på nærmeste café. Men ikke alene, sammen med Kevin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...