Anorexia nervosa

Anja lider af anorexia nervosa, og hver dag er en kamp for livet. Spiseforstyrrelsen giver hende lave selvværdsproblemer, hvilket bare får hende til at gøre endnu mere drastiske ting, som at skære i sig selv. Efter at have besvimet i skolen af udmattelse, får hun øjnene op for Kevin, der prøver at vise hende vejen om på de raskes side. Men kan hun reddes? Og ligger den professionelle hjælp egentligt ikke i, at man selv 'vil' blive rask?..

13Likes
28Kommentarer
4130Visninger
AA

1. Starten

Datid i datid: Der var ikke en bestemt start på min spiseforstyrrelse, men der var en indlysende start, og det var der, at jeg vidste den var gal. Det var en helt almindelig aften i november. Der var koldt udenfor, og skønt det kun var efterår, sneede det voldsomt. Mens blæsten legede med træerne, og de orange brune efterårsblade hvirvlede rundt, sad min mor og jeg i den varme sofa, med fødderne slænget op på sofabordet, og puttede os under et uldent tæppe. Dengang var mit hår langt, tykt og mørkebrunt, med en snert af kastanje og et rødligt skær. Mine øjne var store, safirblå og blanke, med forførende øjenvipper og markerede kindben. Jeg havde en lille fin næse, og et blændende smil med de sødeste smilehuller. Jeg så sund ud, og jeg var smuk dengang, men ville ikke kendes ved det. Jeg havde ingen anelse om hvor smuk og begavet jeg var, og jeg smed det hele i vasken, alt sammen på grund af et par overflødige kilo, hist og her. Tænk at jeg var så dum dengang, tænk at jeg kunne tage så grueligt fejl af alting. Men min situationsfornemmelse, havde aldrig været den bedste, så det var kun i sin ret, at det skete som det skete. Det vidste jeg kun alt for godt nu. For når man først havde sagt ét, måtte man også sige to, og det var for sent, at springe fra nu. Det ville altid være for sent. Mor og jeg sad og så et program om spiseforstyrrelser. En pige spinkel på femten år, der var 1.62 høj, vejede 41 kilo og havde Anorexia nervosa. Det kaldte specialisterne det. Min mor sad og sukkede, og det samme gjorde jeg. Overflødigt. For jeg havde slet ikke lyst til at sukke og have ondt af pigen, hun var heldig. Jeg vidste godt at det ikke var normalt at være misundelig på en syg person, men det var jeg. Og det var der at jeg vidste at der var noget galt. For jeg kunne jo ikke kurere mig selv, for noget der ikke engang var startet endnu? Selv ikke hvis jeg vidste, at det ville starte? Jeg læste engang, at når først en person med anoreksi, først anerkendte sin sygdom, var det starten på at blive rask. Ved mig var det lige omvendt. Jeg startede med at vide at jeg havde sygdommen, men igennem forløbet, fortrængte jeg det langsomt det faktum at jeg havde anoreksi, for til sidst helt at fornægte det. Men når tingene sker i en sådan omvendt rækkefølge, kan det hele nemt gå grueligt galt..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...