Nørden møder fotomodellen

Sam er en nørd, og han bliver mobbet i skolen på grund af det. Han hader hvert sekund, og vil egentlig bare gerne over på en anden skole, men det må han ikke for sine forældre.
Lisha er en fotomodel, som flytter til byen, og vælger at starte på samme skole som Sam, hun hader at alt er delt op i grupper, og vil prøve at ændre det. Hvad hun ikke ved, er hun muligvis også gør det af andre grunde..

Dette er min 2'er til Good Girl Meets Bad Boy, hope you will enjoy ;)

12Likes
58Kommentarer
2286Visninger

1. 1

Jeg gik langsomt ned af gangen, på vej over til næste time. Jeg turde ikke gøre andet end at kigge i jorden, for hvis jeg kom til at kigge på de andre, kunne jeg risikere at få bank. Jeg skubbede mine briller op på næsen igen, de gled hele tiden af. Jeg kiggede forsigtigt udover kanten, for at se hvor jeg skulle gå. ”Nørd!” Var der en der råbte, jeg turde ikke kigge, for jeg vidste at hvis jeg gjorde det, så ville de komme efter mig. Så jeg blev ved med at gå. Jeg nåede uskadt hen til næste klasse, men det var kun et rent held. Det var normalt at jeg var fodbold holdets boksebold. Jeg hadede det. Jeg hadede det virkelig! Men jeg havde ikke muligheden for at ændre det. Jeg var hvad jeg var. En nørd. Og den del kunne jeg jo godt lide. For det gav mig en form for frihed. Jeg var klog, og kunne derfor dagdrømme tit i timerne, men jeg lavede mine ting, og det vidste lærerne, og det var det jeg fik bank for. Jep, jeg fik bank fordi jeg svarede korrekt. Skørt ikke? Men sådan var mit liv i skolen. Jeg var ikke som de andre fyre på denne skole, jeg gik ikke til sport og jeg gik ikke til vilde fester, jeg lavede lektier, og spillede lidt musik.

Jeg satte mig på min sædvanlige plads, bagerst i det nederste hjørne, for der kunne de populære ikke ramme mig. Jeg skubbede mine briller på plads igen, og satte mig på min plads. Der var kort tid til timen skulle starte, men der var ikke kommet nogen ind endnu, de stod og hang ude på gangen.  Det var først da klokken ringede ind, at de andre kom ind. Jeg fik ikke engang et blik, da de kom ind. Men det var jeg sådan set også glad for, da jeg helst ville være usynlig. Da læreren kom ind, bad hun os om at være stille, eller jeg var stille, som den eneste her, havde jeg ikke masser af venner. Jeg havde faktisk ingen her på denne snobbet privatskole. Jeg havde venner, de gik bare på en kommunal skole. Jeg havde forsøgt at overtale min mor til at lade mig gå på samme skole, som mine venner, men det havde hun nægtet, det var noget med, at vi var for fine til en kommunal skole, jeg var ligeglad, jeg ville bare gerne have været hos mine venner. Kort tid efter læreren, kom en anden ind. Der blev musestille, og jeg kunne høre et sæt stiletter, jeg gad næsten ikke kigge op, for det var enten en fra kontoret, eller en der var kommet for sent. Men det var det ikke, for læreren sagde ”Vil du selv præsentere dig?” Jeg kiggede op, og så den mest fantastiske pige. Hun havde langt mørkebrunt hår og en perfekt brun hud. Hun smilede, så man kunne se hende snorlige tænder, og jeg havde aldrig set vores skoleuniform passe så godt på nogen, som den passede hende. Hun lignede en million! Jeg kiggede genert ned på bordet igen, for selvfølgelig ville hun ikke værdige mig et blik, hun ville selvfølgelig sætte sig hos de andre populære, og ignorerer mig. Så jeg begyndte at tegne kruseduller igen, og ventede på at læreren gik i gang. Den nye elev havde præsenteret sig, men jeg havde ikke hørt efter. Jeg var ligeglad med hvad hun hed, for hun ville nok drille mig alligevel.

Jeg blev dog nervøs da jeg hørte læreren sige ”Du kan sætte dig oppe ved siden af Sam” Jeg blev helt stiv i kroppen, og jeg kunne mærke at alle kiggede på mig. Jeg kiggede rundt, det kunne ikke passe det her! Var der ikke andre pladser end ved siden af mig? Det var der ikke, så hun gik op til mig. Hun satte sig og sagde ”Hej” Jeg sendte hende et svagt smil, og sagde med en lille stemme ”Det er okay, du kan bare tage stolen og sidde ved de andre, det er okay” Hun kiggede underligt på mig, og jeg fik det faktisk værre af det. Så jeg kiggede igen ned på bordet, og ventede bare på at hun ville gå. Det gjorde hun bare ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...