Svigt fylder mere.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2011
  • Opdateret: 11 sep. 2011
  • Status: Færdig
Mit bud til konkurrencen om svigt.
Edwina er en ung pige, plaget af de skønneste følelser. Men sådan føltes det ikke rigtigt. Da der en dag kommer en ny dreng på skolen, oplever hun sin første kærlighed. Men da hun senere finder ud af en masse ting, og det ikke går helt som hun havde planlagt, svigter han hende, og svigt opløser hendes kærlige følelser - er dette enden, eller vil hun blive ved med at kæmpe? Hun ved nu, at svigt kan fylde mere, end kærlighed kan. Meget mere.

0Likes
3Kommentarer
2582Visninger
AA

3. Kapitel to.

"Ed!" var der en der skreg. Jeg vendte mig hurtigt om mod stemmen. Stemmen tilhørte en pige, hun var ikke særlig høj. Et hoved mindre end mig. Pigens hår var ravnsort og hendes øjne en smuk, lysende grøn. "Hvad?" spurgte jeg stille. Jeg talte aldrig særlig højt. Det lå til min natur at være stille. Sådan var jeg bare. Pigen kom hen til mig og begyndte at gå ned af gangen. Jeg fulgte med hende. Hun var den eneste rigtige ven jeg havde, men hun var stadig en jeg endnu ikke kunne betro mig til. Hendes navn var Skyler. "Jeg siger dig, Edwina, den dreng kan lide dig." Jeg kiggede lidt på hende, med et uforstående blik. "Den nye, er du gået kold? Han kiggede hele tiden på dig! Du er utrolig heldig. Du må være ved at dø?" Hun var glad på mine vegne, det kunne man høre. Men samtidig syntes hun også trist, da hun gerne selv ville have ham. "Nej. Jeg syntes faktisk ikke at han er særlig speciel." Hun tabte underkæben. "Han er vel meget sød, men han er ikke min type." Hun så lidt bedrøvet ud, men samtidig var hun utrolig glad. "Du må gerne få ham." Hun hoppede lidt. Vi var stoppet op og stod nu midt på gangen. "Mener du det? Tak!" Hun krammede mig og da vi så hørte klokken løb hun hurtigt ned af gangen. Over skulderen råbte hun til mig. "Efter skole!" Jeg nikkede og gik af sted mod min time. Dette klasseværelse lå et stykke væk. Jeg var næsten også nødt til at løbe for ikke at komme for sent. Men heldigvis var dette en af de timer hvor vi havde en langosm klasselærer. Efter klokken ringer, plejer det at tage ham et kvarter at kommet frem til lokalet. Men den tid udnytter vi også rigtig godt.

Jeg går langsomt. Jeg vil ikke frem til det larmende klasseværelse, men heller ikke risikere at komme for sent. Til min lettelse ligger klasseværelset længere væk end jeg stod før, hvilket vil sige at jeg kun vil komme få sekunder før læreren. Jeg tager meget langsomme skridt. Jeg har aldrig været den hurtigste løber, men heller aldrig været den langsommeste. Mine skridt er langsomme, jeg plejer som regel at tage små skridt. Men man vænner sig til dem, og skal altid sænke farten hvis man vil gå med mig.

Allerede ti meter fra klasseværelset kan jeg høre støjen. Høj støj. Jeg kaster et blik over skulderen og ser læreren et par meter bag mig. Jeg går lidt hurtigere, men stadig ikke særlig hurtigt. Da jeg kommer ind i klassen finder jeg hurtigst muligt min plads, og ønsker hurtigt at eg havde gået langsommere, så læren ville komme før, og jeg ikke skulle sidde i totalt larm. Da læren kommer ind sidder de fleste allerede på deres pladser, mens resten skyndsomt finder den. Først da jeg kigger op, lægger jeg mærke til, at jeg bliver kigget på. Et betagende par grå øjne møder mine. Han smiler, og jeg smiler lidt ligeglad tilbage. Han kan se hvor lidt interresse jeg har i ham og vender hurtigt sit bedrøvede blik væk.

Klokken ringer ud og jeg tager min bøger i hånden. Jeg skynder mig ud til mig skab og lægger alle bøgerne ind. Jeg har nu fået fri og vil bare gerne hjem. Et par piger går hen imod mig. I blandt dem er Alexis, som jeg faktisk syntes er en mær. Hun syntes nok heller ikke så godt om mig, men det er jeg ligeglad med. Jeg kan hade alle og være ligeglad med deres følelser for mig.

Alexis smiler sødt til mig. Et falsk smil regner jeg med. Jeg kender ikke resten af de piger hun står med, men har set de fleste fra nogen af mine timer. Skyler kommer hen til mig bagfra og lægger hurtigt armene over kors. Hun bryder sig heller ikke om Alexis. "Nå. Hør her: Du har bare at holde dig væk fra Christian. Han er min." Alexis' stemme var hård og hun så meget truende ud. "Nej, det tror jeg da i hvert fald ikke." Jeg snakkede lavmælt, ikke nær så ondt, jeg lød faktisk næsten sød. "Hvorfor ikke? Vil du have ham for dig selv, eller hvad?" Hun så lidt uforstående ud. Gad vide om hun bare havde taget de andre piger med, bare for at skræmme mig. De skræmmede mig ikke. Jeg var stærkere end dem, selvom jeg var spinklere. Jeg var måske den mest spinkle person på skolen, lige efter Skyler. "Nej," svarede jeg. "Han er ikke lige min stil. Men han er desværre heller ikke din." Hun så stadig uforstående ud, og snakkede blidere nu. "Men hvem skal så have ham?" Jeg smilede stort og skubbede Skyler lidt fremad. "Det skal hun. Hun er i øvrigt også kønnere end dig." Jeg trak Skyler i armen og vi gik ud af skolen. "Jeg hader den pige," sagde hun stift. "Også mig," sagde jeg. "Men vi må bare lære at leve med hende. Og forresten fortjener du ham meget mere end hun gør." Hun smilede stort. "Ja, gør jeg ikke?" Jeg gav hende en albue i siden og vi grinede. "Jeg mener: Ja, det gør jeg nok." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...