Pageboy

Taemin er en teenager, og ligesom alle andre, har han problemer.
Han er sytten år, og har fået hjemmeundervisning i længere tid, da han er blevet mobbet gennem hele hans skolegang, fordi han er virkelig køn.
Da han starter på High School, har skæbnen noget imod ham.
Han bliver forelsket for første gang. I en af de mest populære på skolen. Den slags, der plejede at mobbe ham.
Han er blevet forelsket. I en fyr.
Ikke nok med, at han skal styre sit forhold til hans ukårne, men nogle piger prøver også at sætte en kæp i hjulet for dem.

358Likes
1218Kommentarer
58925Visninger
AA

61. Forever

”Hvad sker der?” hviskede jeg lavt imens jeg betragtede de små bogstaver, der langsomt kom til syne. Da faldt der en fin, hvid kuglepen ud fra en af siderne i bogen og landede på gulvet foran mig.

En kuglepind?

Til en trykt bog?

Jeg samlede dog kuglepennen op, studerede den helt kort, hvorefter jeg så på en af de blanke sider, bagerst i bogen, der snart ville være fyldt ud med bogstaver. Tekst.

Den forkerte, ulykkelige tekst, der ville lave bogen om, til en ulykkelig slutning. Hvis jeg ikke gjorde noget.

”Taemin! Du kan ikke bare ødelægge bogen med kuglepensstreger! Du har lige fået den!” udbrød Key, da jeg begyndte at skrive i bogen med kuglepen.

”Vent, umma. Der er noget, jeg skal have undersøgt,” sagde jeg lavt, og skrev videre. Jonghyun lagde en hånd på Keys skulder, så han blev lidt væk fra mig. Tårerne kom til syne i mine øjne igen, da jeg klappede bogen sammen, da jeg havde skrevet det, jeg ville skrive.

”Taemin, hvad laver du?” spurgte Jonghyun lavt.

”Ikke noget,” sagde jeg lavt og skjulte bogen for Jonghyun og Key, det samme med Onew.

 

BIP…

BIP…

BIP…

 

Mine øjne blev store, da bippene lød bag mig. Helt præcist hvad var det for en bog, Karorin havde givet til mig?

”Minho…” hviskede jeg lavt. Key holdt sig for munden. Jonghyun begyndte at græde igen. Onew så overrasket ud. Jeg vendte mig langsomt om. Jeg kunne ikke holde det største smil tilbage, jeg nogen sinde havde haft. Glædestårerne pressede på.

Minho…

 

Det var fuldmåne om aftenen. Natten var stille. Jeg stod ude på min terrasse, og nød den kolde, men alligevel lune, aften. Himlen var skyfri, og månen lyste hele området op. Stjernerne glimtede smukt på himlen.

Jeg krammede bogen i mine arme ind til mig. Jeg smilede stort. Jeg var så lykkelig. Så inderligt lykkelig. Jeg anede dog ikke, hvem Karorin var. Jeg ville så gerne finde ud af det.

”Mange tak, Karorin,” hviskede jeg lavt, imens jeg så op mod himlen. Jeg vidste, at hun var derude et sted, jeg havde nemlig set hende på samme dag, som jeg stod der!

Det var hende, sygeplejersken. Hende, der hjalp mig på hospitalet. Hende, der kom med pakken til mig, trods den lå hjemme.

”Taemin, kommer du ikke snart ind i seng?” sagde den dejlige stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt og smilede varmt til ham. Jeg nikkede og tog bogen med indenfor.

”Igen, hvad er det for en bog?” spurgte han.

”Bare en,” sagde jeg og rakte tunge til ham. Han smilede skævt til mig og kyssede blidt mine læber.

”Skal vi ikke læse lidt i den?” spurgte han.

”Nej, det ville være en skam, at afsløre det hele,” sagde jeg med et grin og lagde mine arme omkring hans hals. Han grinede lidt.

”Jeg elsker dig, Taemin,” hviskede han lavt og kyssede blidt min pande, ligesom han altid havde gjort. Jeg lukkede blidt mine øjne i og lænede mit hoved mod hans bryst, imens jeg så på bogens forside.

Der stod ”Pageboy”.

Jeg smilede stort.

”Jeg elsker også dig, Minho hyung.”

 

Jeg aner ikke, hvem Karorin er. Jeg aner ikke, om jeg ser hende igen nogen sinde, selvom jeg inderst inde håber det! Jeg vil takke hende. Jeg er hende evigt taknemmelig. Mit hjerte længdes efter, at sige hende tak. Jeg ved også, at Onew savner hende, trods han så hende samme dag.

 

Onew P.O.V.

 

Jeg var ude at gå en tur, efter hospitalet, imens jeg samlede mine tanker. Alle fik deres elskede. Jonghyun og Key forblev sammen, og Taemin fik sin eneste ene tilbage.

Hvad så med mig?

Jeg håber endnu.

”Jinki~!”

Jeg så opad, mod et hustag, hvor hun sad og så ned på mig med hendes smukke smil. Kønne smil. Englesmil. Jeg stoppede brat op og så op på hende med store øjne. Mit hjerte gik helt amok. Temperaturen i min krop steg.

Hun blæste et kys til mig, før hun forsvandt i vindens sus. Jeg tog mig blidt til min kind, jeg kunne nærmest mærke kysset, der blev plantet.

Var det noget, jeg bildte mig selv ind?

Jeg smilede så stort.

Nej, det var virkelighed.

Jeg glæder mig til at se dig igen, Karorin. Jeg elsker dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...