Pageboy

Taemin er en teenager, og ligesom alle andre, har han problemer.
Han er sytten år, og har fået hjemmeundervisning i længere tid, da han er blevet mobbet gennem hele hans skolegang, fordi han er virkelig køn.
Da han starter på High School, har skæbnen noget imod ham.
Han bliver forelsket for første gang. I en af de mest populære på skolen. Den slags, der plejede at mobbe ham.
Han er blevet forelsket. I en fyr.
Ikke nok med, at han skal styre sit forhold til hans ukårne, men nogle piger prøver også at sætte en kæp i hjulet for dem.

358Likes
1218Kommentarer
58928Visninger
AA

29. Dagslys!

Key P.O.V.

 

Mørke.

Ensomhed.

Kulde.

Det var alt, jeg kunne mærke. Jeg var bange. For første gang i lang tid, var jeg virkelig bange. Mørket omringede mig, kredsede sig omkring mig, i en masse tåger og skygger. Hvor var jeg?

Jonghyun, hjælp mig. Jeg er bange!

Hvorfor kaldte jeg på Jonghyun? Var det fordi, jeg savnede ham? Fordi jeg følte, at han var den eneste, der kunne redde mig? Måske begge dele. Jeg var uigenkaldeligt forelsket i den dumme dino.

Jeg kunne nærmest se ham for mig. Hans brune hår, smukke, markerede ansigt, og dumme smil. Det smil, jeg elskede så meget. Han rakte mig sin bløde hånd, og jeg tog imod den. Uden tøven.

 

Så skete det. Jeg så det endeligt.

Lys.

Dagslys!

Jeg havde sådan savnet det. Det sved i mine øjne, da jeg åbnede dem. Jeg lå behageligt, men havde en lille smerte i min ryg, som om jeg havde lagt ned for længe. Jeg lå og stirrede op i et hvidt loft. Jeg havde en ting på mit ansigt, jeg blev lidt bange for den, og ville have den af. Den pumpede luft ind i mine lunger.

Jeg kunne ikke bevæge mig. Når jeg prøvede at bevæge min ene hånd, rystede den bare meget. Jeg havde ingen energi. Overhovedet.

Men jeg var pludselig ikke bange mere. Jeg rettede mit blik mod min anden hånd, hvorpå hans hånd lå. Han lå hen over den seng, jeg lå på, og sov. Tungt. Han så fredfyldt ud, og jeg ville ønske, at det øjeblik aldrig ville ende.

”Jjong,” hviskede jeg svagt, selvom det nærmest kom ud som en lille brummen, da jeg næsten ikke kunne sige noget for den forbandede maske.

Hvad var der sket? Hvad lavede jeg her? Jeg rettede mit blik mod loftet igen, og prøvede på at huske det.

 

Jeg kunne mærke noget bevæge sig, og opdagede, at Jonghyun var ved at vågne fra sin søvn. Jeg havde lige netop nok kræfter til, at strejfe hans kind med min hånd.

Han reagerede, ved at tage blidt fat i min hånd, før han åbnede sine øjne op. Han var endelig vågnet op. Efter Solen at dømme, var det tidligt morgen, og han havde vist sovet her.

”Kibum,” mumlede han, halvvågen. Jeg grinede, næsten helt lydløst, indtil han åbnede sine øjne og så på mig. Hans øjne blev store.

”K-Key, du er vågen!” sagde han hurtigt og rejste sig op, uden at fjerne sit blik fra mig. Jeg smilede svagt til ham. Han begyndte langsomt at få tårer i øjnene. Hvorfor græd han?

”Key, jeg har sådan savnet dig!” sagde han og lagde blidt sine arme omkring mig. Jeg kunne ikke gøre modstand. Jeg havde heller ikke lyst til at gøre modstand. Hans varme var så behagelig. Hans duft var fantastisk.

Jeg tog fat i masken jeg havde på, og prøvede på at få den af. Jonghyun så på mig med store øjne.

”Hvad laver du?! Det er farligt, du skal have ilt-” Jeg stoppede ham i at sige mere, da jeg havde flået masken af, og pressede mine læber mod hans. Jeg lod ham ikke gå lige med det samme. Pludselig kom jeg i tanke om noget, og så alvorligt på Jonghyun.

”Hvordan har min baby det?! Har frø-fjæs gjort noget ved ham?!” spurgte jeg. Dødalvorligt. Jonghyun undgik mit blik lidt.

”D-De er vist lidt sure på hinanden,” sagde han forsigtigt. Jeg skulle til at sætte mig op, for at komme ud af den forbandede seng! Jeg kunne ikke. Jeg var stadig for svag. Jeg kunne ikke mærke mine ben.

For fanden!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...