Pageboy

Taemin er en teenager, og ligesom alle andre, har han problemer.
Han er sytten år, og har fået hjemmeundervisning i længere tid, da han er blevet mobbet gennem hele hans skolegang, fordi han er virkelig køn.
Da han starter på High School, har skæbnen noget imod ham.
Han bliver forelsket for første gang. I en af de mest populære på skolen. Den slags, der plejede at mobbe ham.
Han er blevet forelsket. I en fyr.
Ikke nok med, at han skal styre sit forhold til hans ukårne, men nogle piger prøver også at sætte en kæp i hjulet for dem.

358Likes
1218Kommentarer
58910Visninger
AA

15. Blodtab

Jonghyun P.O.V.

 

Hvornår var det aften i Keys hoved? Vi havde lige fået fri, og jeg var ikke engang kommet hjem endnu. Skulle jeg tage over til ham nu, eller vente? Jeg gik frem og tilbage, på en lille strækning på fortovet, i nogle minutter.

Som et lyn, der susede gennem min krop.

Jeg havde en mærkelig fornemmelse. En fornemmelse om, at der foregik noget. Jeg brød mig ikke om det. Den første jeg tænkte på, var Key. Min hjerne vidste ikke, hvad der foregik, men mit hjerte kontrollerede mig på det tidspunkt. Jeg begyndte at løbe. Mod Keys hus.

 

Jeg så Sekyung komme gående ud fra hans hus. Jeg dukkede mig og gemte mig bag det hvidmalede hegn, der var ind til Keys families hus. Jeg havde dog ikke brug for at dukke mig specielt meget, da jeg var lav i forvejen. Jeg hadede at indrømme det.

Hun fik ikke øje på mig. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg gemte mig for hende. Måske for at slippe for hendes endeløse pladder om, hvor klog, smuk og perfekt hun selv mente, at hun var.

Jeg satte kurs mod døren til huset. Huset var bygget af rødbrune mursten, med et sort tag. Der var to etager i huset, og det var tydeligvis et dyrt hus. I forhold til det hus som jeg boede i.

 

”Key? Er du her?!” råbte jeg, da jeg trådte indenfor. Intet svar. Jeg sukkede lavt.

”Kibum! Du har bare at være her! Jeg er løbet hele vejen herover!” råbte jeg. Jeg brugte endda hans rigtige navn. Måske lidt som en trussel, eller for at lyde mere alvorlig. Stadig intet svar.

Jeg knurrede indvendigt og skulle til at vende om, for at gå igen, da jeg hørte noget.

 

DUNK!

 

Noget blev smidt, eller tabt, på gulvet ovenpå. Jeg rettede straks mit blik mod trapperne, der førte ovenpå, og begyndte at løbe.

”Key!” råbte jeg igen. Jo nærmere jeg kom på hans værelse, jo tydeligere blev nogle smertefulde støn. Meget smertefulde. En grusom lugt fyldte mine næsebor.

Blod.

Det var blod!

Jeg løb de sidste meter mod hans værelse. Jeg rev hans dør af mørkt træ op, og braste ind på hans værelse.

Der lå han.

Blod over gulvet omkring ham. Han holdt sig for maven med sin ene hånd, imens hans anden hånd var viklet omkring en telefonledning, hvor telefonen lå smidt på gulvet. Det var dunket, jeg hørte fra før. Det var jeg sikker på.

”Key,” hviskede jeg chokeret og løb over og satte mig ved hans side.

”J-Jjo… Jjong,” fik han sagt, mellem hans smertefulde støn. Jeg kunne mærke mine tårer presse på. Jeg prøvede at holde dem tilbage, uden held.

”For fanden, Kibum!” udbrød jeg, da tårerne strømmede ud. Jeg fandt hurtigt min mobil frem, og ringede til ambulancen.

”Skynd jer at komme! Han bløder kraftigt fra maven!” sagde jeg i min mobil. Min stemme hakkede meget. Jeg trak vejret i små drag. Jeg holdt Key for hans sår. Så stramt jeg kunne, for at mindske hans blodtab.

”Du skal nok klare den, Key, ikke?” sagde jeg og prøvede at smile opmuntrende. Key så på mig. Hans læber vendte sig i et smil.

”Jeg elsker dig, Jonghyun,” sagde han. Jeg smilede svagt.

”K-Key, du skal nok klare den, okay? Du taler i lidelse nu,” sagde jeg. Jeg kunne snart høre ambulancens sirener. Key havde mistet meget blod. For meget. Key, du må ikke dø nu, forstået?!

Jeg har endnu ikke fortalt det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...