Pageboy

Taemin er en teenager, og ligesom alle andre, har han problemer.
Han er sytten år, og har fået hjemmeundervisning i længere tid, da han er blevet mobbet gennem hele hans skolegang, fordi han er virkelig køn.
Da han starter på High School, har skæbnen noget imod ham.
Han bliver forelsket for første gang. I en af de mest populære på skolen. Den slags, der plejede at mobbe ham.
Han er blevet forelsket. I en fyr.
Ikke nok med, at han skal styre sit forhold til hans ukårne, men nogle piger prøver også at sætte en kæp i hjulet for dem.

358Likes
1204Kommentarer
59026Visninger
AA

14. Blod. Sekyungs saks

Key P.O.V.

 

Jeg havde det… Sjovt. Jonghyun og jeg havde gode samtaler sammen. Vi drillede hinanden ved middagsbordet. Det var rart, at jeg kunne tale med ham. Jeg havde troet, at jeg bare ville gå i stå, med det samme han så på mig. Idet mindste kunne han godt tage min humor, og at jeg gjorde lidt grin med ham overfor de andre engang imellem. Selv Sekyung grinede engang imellem.

Jeg var ved at blive dårlig til at skælme mellem falske grin, og ægte grin. Eller også var hun bare blevet bedre til at grine mere overbevisende.

 

”Ses vi så efter skole?” spurgte Sekyung. Jeg smilede til hende og nikkede. Vi havde talt sammen i alle frikvartererne, og måske var det faktisk muligt på en person, at ændre sig. Vi havde det jo også rigtig sjovt før vi blev uvenner. Jeg havde nu også savnet, at snakke om sladder med hende. Hun havde jo, trods alt, været én af mine bedste venner på et tidspunkt. Hun vinkede til mig, og gik til time.

”Key, jeg tænkte på, om vi skulle lave lektier sammen i aften,” spurgte Jonghyun, der pludselig stod bag mig. Jeg så straks tilbage på ham.

”Uhm, i-i aften?” spurgte jeg forsigtigt. Han nikkede og smilede varmt til mig. Jeg bed mig selv i underlæben.

”Jeg har hørt, at du skulle være god til digte, og vi skal analysere et digt til i morgen, og, for at være ærlig, stinker jeg til digte,” sagde han. Jeg så på ham med et hævet øjenbryn.

”Okay, jeg stinker til alle fag,” mumlede han. Jeg grinede lidt. Jeg smilede.

”Okay, du kommer bare over i aften på et tidspunkt,” sagde jeg og vendte om for at gå til time. Mine forældre var ikke hjemme i aften. Som sædvanligt. De var altid væk. Hele tiden.

Det blev en ulempe for mig, at mine forældre ikke var hjemme den aften. En stor ulempe. Ingen kunne høre mig.

 

”Key, jeg har virkelig savnet, at være sammen med dig!” sagde Sekyung, da vi var kommet hjem til mig efter skole. Jeg smilede til hende og nikkede. Jeg havde måske også savnet det. Bare en lille smule.

”Hvor er dine forældre?” spurgte hun, da hun havde lagt mærke til, at der var meget stille i huset.

”Forretningsrejse. Igen,” svarede jeg. Jeg syntes, at jeg kunne ane et smil på hendes læber, men jeg var ikke sikker. Smilet var i hvert fald hurtigt væk igen.

”Key, nu da vi er venner igen, så kan vi fortælle hinanden alt, kan vi ikke?” spurgte hun og smilede sødt. Jeg nikkede kort.

”Mmmh?” mumlede jeg.

”Hvad synes du om Kim Jonghyun?” Så kom spørgsmålet. Hvorfor vidste jeg bare, at det ville komme?! Jeg så på hende med store øjne.

”H-Han er da, meget venlig,” mumlede jeg lavt og så lidt ned.

”De øjne siger noget andet,” sagde hun og gik hen foran mig, med hendes arme bag hendes ryg. Jeg så på hende med store øjne.

”H-hvad?” spurgte jeg.

”Key, du var min bedste ven i så lang tid,” startede hun. Jeg hævede et øjenbryn, imens hun fortalte videre.

”Den måde Jonghyun ser på dig på. Det er nærmest, som om, du prøver på at stjæle ham fra mig. Du bruger din charme, din personlighed,” sagde hun, imens hendes blik blev lidt mindre venligt. Jeg knyttede mine hænder.

”At skulle dele Jonghyun med nogen,” hviskede hun lavt imens nogle få tårer trillede ned ad hendes kinder. Jeg skulle til at trøste hende. Jeg vidste ikke, hvorfor. Jeg elskede Jonghyun, gjorde jeg ikke?

”Hvis jeg skulle dele Jonghyun med nogen, så ville jeg hellere undvære min bedste ven!” udbrød hun.  

Jeg stivnede med et højt gisp.  

Hendes hænder var kommet frem, fra bag hendes ryg. En lang, skarp saks, havde hun i hænderne. Den var nu rød af blod. Hun begyndte at grine lavt.

”Key. Din tid som Jonghyuns udkårne er forbi,” hviskede hun koldt til mig. Jeg kunne ikke bevæge mig. Mine ben blev langsomt svage.

”Jeg elsker Jonghyun så meget, og nu er han kun min,” grinede hun, og trak saksen til sig. Den var dækket af blod.  Mit blod. Mine pupiller blev små.

Jeg faldt sammen. På gulvet på mit værelse.

Jeg kunne høre Sekyungs grin. Hendes højlydte grin.

Jonghyun…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...