Aldrig mere

Dette er min movella til Svigt konkurrencen, håber I vil læse og stemme på den.

Hun vil ikke mere. Hun vil ikke! Hun vil væk fra dem, hun vil være fri. Og der er kun en vej...

2Likes
0Kommentarer
966Visninger
AA

1. Aldrig mere

Flammer, tusinde af varme tunger der slikkede op af huset. Det store, prangende hus. Bjælkerne skreg mod himlen i rædsel, knagede da stærke arme greb fat i dem. Græsset forvandlede sig fra grønt til sort under den funklende himmel. Kulden veg tilbage, forsvandt ind i skyggerne. Ansigtet glødede i mørket, da varmen bredte sig. Vinden hvislede sagte om den stille krop, da ilden brølede højt. Naboerne ville snart blive vækket og komme farende for at se, hvad der skete. Huset smeltede for øjnene af hende, ligesom et lys i mørket. Stille og roligt flød stearinen ned af det kraftige voks, satte sig i store klager. Det hele flød ud på græsset foran hende, snart ville der intet være tilbage af det. Det hus hendes forældre havde kæmpet sådan for, det hus de havde betalt mange millioner kroner for, deres eventyrslot, stod i lys lue. En tåre trillede ned af hendes kind, hænderne hang knyttet ned langs siden på hende, rystede svagt i kulden. Hun så rasende på den brændende klump foran sig. Næste del af planen skulle snart i gang, inden nogen kom for at se til hende. Ingen måtte forhindre hende i sin plan, nu skulle der tages hævn en gang for alle. Endelig skulle de få som fortjent.

 

**

 

Smerten var efterhånden for meget til, at hun kunne bære rundt på den. Hver dag voksede den mere og mere, fyldte hele hendes krop og sind. Den bredte sig ud i hver afkrog af hende, bandt sig fast til hendes hjerte, og til sidst blev det alt for meget for hende. Hendes hjerte kunne ikke slå ordentligt, hendes lunger kunne ikke trækker vejret, hver dag befandt hun sig i et levende mareridt, som nægtede at stoppe. Hun bevægede sig gennem hverdagen som en skygge, men ingen lagde mærke til det, ingen så det og prøvede at forhindre det. Hvorfor skulle de også det? Det var ikke dem, det gik ud over. Den frygtelige sandhed gik op for hende en dag, hun så sig i spejlet. Hun ville snart ikke kunne holde til mere. Det var en almindelig dag, en dag ligesom alle andre i hendes liv, men det var samtidigt den dag, alt gik galt. Hun havde ligget bundet til sengen i noget, der føltes som flere timer, inden hun var kommet op, hun havde skændtes med de psykopater, som kaldte sig hendes forældre. Dem som aldrig tænkte på, hvordan hun havde det. Dem som gav hende skylden for alting! Dagen fortsatte langsomt uden stop, hjertet pumpede tungt i brystet på hende. Hun havde mistet al sin selvtillid, hun kunne efterhånden ikke græde, fordi hun vidste, det ikke nyttede. Hun kunne ikke smile, ikke le, men til gengæld kunne hun blive vred. Rasende! Og det var præcis hvad hun blev, da hendes forældre bekendtgjorde, at de ville dumpe hende på en kostskole og tage ud og rejse. De behøvede kvalitetsfilm til dem selv, som de sagde. Hun skulle nok få det sjovt, de havde fundet en meget dyr kostskole til hende, hvor hun sikkert ville få mange venner. Hun var jo så god til at få venner, og de andre piger på skolen kom jo fra præcist det samme miljø som hende, så hun skulle jok få sig nogle gode venner, ikke ligesom dem på den skole, hvor hun gik nu.  ”Jeg vil ikke.”  De lyttede ikke til hende, de snakkede videre om, hvor fantastisk hun ville få det på kostskolen. Hendes mor havde jo selv været på kostskole, da hun var ung. Det havde været den bedste oplevelse i hele hendes liv. ”Jeg vil blive her.” Farens ansigt blev blåt, da hun sagde det. Pulsårerne dunkede, da hånden fløj gennem luften og hamrede ind i hendes hoved. Stolen skrabede mod gulvet, da hun faldt. Moren rystede på hovedet uden at sige noget, hendes blonde hår hang stift om hendes hoved. Faren rømmede sig og redte sit mørke hår tilbage med hånden. Den blå farve forsvandt fra hans ansigt, da hans kone strøg ham over kinden. Det var da også så synd for ham, at han havde fået sådan en datter. Hun vidste virkelig ikke, hvad de kunne gøre ved hende. Kostskolen kunne måske gøre noget ved det, men hun tvivlede. Hun tvivlede stærkt. Hun kastede et blik ned på sin datter, der kom langsomt på benene og styrtede væk fra bordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...