Seven days left - JDB

... "Justin, jeg er syg. Meget syg," siger hun stille, og kører en hånd op i hans uglede hår. Han kigger uforstående på hende, og rynker brynene sammen til en smal line. Langsomt ser han godt, hvor svag hun ser ud. Men så breder et smil sig alligevel på hans læber, idet han spørger: "Hvad fejler du? Influenza? Jeg kan godt lave dig en kop varm kakao..." Hun søger væk fra hans øjne, mens hun tænker sine ord igennem. Det svider i hendes mave, og en tåre baner sig vej ud gennem øjenkrogen. "Nej Justin, det er ikke influenza. Jeg skal dø Justin, jeg skal dø..."

87Likes
145Kommentarer
6218Visninger
AA

5. 5 dage tilbage

5 dage tilbage: Paris

Da vi kommer frem til det hotelværelse mine forældre har lejet til os, er klokken over midnat. Vi kommer hurtigt i vores nats påklædning, og det føles først for alvor akavet, da vi begge står og kigger ned på den store dobbeltseng som står i midten af værelset. Det var okay dengang vi var små, men hvad med nu? Hvad vil Justin ikke tænke, hvis vi sover i samme seng?

”Jeg sover bare på sofaen,” konstaterer han roligt, efter tydeligvis at have tænkt samme tanker som jeg. Jeg gør et nik på hovedet og sender ham et smalt smil, inden jeg ligger mig i sengen og kryber ned under dynen. Automatisk lukker mine øjne sig i, og inden jeg når at svinde ind til drømmeland, mærker jeg et par bløde læber i min pande. Det får mig til at falde i søvn med et smil på læben.

 

***

 

”Skal vi allerede tilbage nu?” spørger jeg lavmælt Justin om, da vi begge er vågne om morgenen. Han ligger stadigt på sofaen og jeg stadigt i den store og bløde seng, mens vi ligger og kigger på hinanden.

”Med mindre vi skider på din mor og flyver til Paris…” Han griner hæst.

Netop som ordene forlader hans perfekte læber og jeg opfanger dem, er jeg pludseligt fuldstændig med på idéen. Lad os skide på det hele, tage til Paris og leve livet som var dagen vores sidste! Forstået i mere eller mindre bogstaveligt forstand.

”Ja! Ja, Justin du er jo genial. Lad os tage til Paris!” udbryder jeg henrykt, og sætter mig straks op i sengen og kigger over på ham med et enormt smil plantet om mine læber.

Langsomt rejser han sig op på albuen, og siger stille: ”Gaia, det var for sjovt.” Han slikker sig om læberne og ryster med sit hår, hvorefter han kigger ned i sofabetrækket.

”Oh…”

”Men vi tager af sted en anden gang, okay? Når du er blevet rask tager vi ud og oplever hele Europa, er du med på den?” Han rejser sig op og kommer over til mig, sætter sig på sengekanten og tager min hånd. Han er kun iført T-shirt og boxershorts.

”Justin, lad nu være,” mukker jeg lavmælt. ”Jeg vil til Paris før det er for sent.” Jeg kigger op på ham og møder hans dybe øjne, og ser straks medfølelsen blandet med de chokoladebrune øjne.

”Jeg vil til Paris,” gentager jeg stille.

Der er stilhed længe. Som om, at han genovervejer det.

”Og du er sikker på, at du gerne vil?” Han giver min hånd et klem og kører sin frie hånd gennem mit hår. Jeg lyser straks op, ved lyden af hans ord. Om jeg er sikker? Jeg har aldrig været mere sikker!

”Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja!” hviner jeg, og kaster mig om halsen på ham. Jeg smider ham ned i sengen med mig ovenpå, og krammer ham af alle mine kræfter. Hans grin fylder atmosfæren, og kuldegysningerne fremhæver sig på mine barer arme.

”Jamen så lad os tage til Paris!”

Og det gør vi. Utroligt, at jeg sammen med Justin kan få mine drømme til at gå i opfyldelse.

 

***

 

Efter at have befundet os i Paris’ travle og helt igennem fantastiske gader det meste af dagen, samt set en masse seværdigheder, beslutter Justin sig for at vi skal op i Eiffeltårnet. Også selvom jeg fra begyndelsen af har fortalt ham, at jeg på ingen måder skulle op i det tårn. Dels fordi, jeg har højdeskræk.

”Husk nu, at vi er her for at udforske ukendte sider af os selv, ikke?” bliver han ved med at sige, alt imens han trækker mig nærmere det vildt store tårn, som selv fra landjord giver mig kvalme at kigge op på.

”Jamen det er ikke sådanne ukendte sider jeg vil udforske!” sukker jeg opgivende, idet han køber et par billetter til både entré og elevator, på flydende fransk naturligvis. Hans franske sprog har altid fascineret mig. Da vi var små, lærte han mig endda noget af sproget. Men som vi blev ældre, glemte jeg de mest basale ord, men to ord, har jeg dog alligevel aldrig glemt. Det er de to ord, der beskriver mine følelser for Justin: Je t’aime.

Da vi når toppen og stiger ud af elevatoren, føler jeg at det hele bevæger sig. Jeg standser op og må lige finde mig selv for en stund, hvorefter jeg griber fat i Justin og lader ham hjælpe mig frem. Hans favn er tryg. Tryggere end noget andet på jord.

”Min mor flipper fuldstændigt ud, når hun finder ud af at vi ikke kommer hjem i aften,” siger jeg stille, og kigger op på Justin. Han nikker på hovedet og trækker let på skuldrene, men dog uden at vise at han ikke er bekymret. For det er han. Det er ingen hemmelighed at min mor og Justin altid har haft et godt forhold til hinanden. Når min mor har bedt Justin om at gøre noget, er det blevet gjort. Og også omvendt. De har aldrig haft grund til at tvivle på hinanden.

”Jeg vil bare gøre dig glad,” mumler han ned i mit hår, og strammer sit greb om livet på mig.

Jeg smiler.

Som Justin vil tættere på kanten, giver jeg slip på ham og stiller mig inde ved siden. Jeg følger ham med mit blik. Alt hvad han gør og alt hvad han siger, opfanger jeg og tilfredsstiller mig. Han er fejlfri. Helt igennem fri for fejl.

”Gaia, se, Frihedsgudinden!” råber han pludseligt og kigger tilbage på mig, mens han peger ned på byen nedenfor.

Uden at tænke nærmere over det, skynder jeg mig over til ham og kigger i den retning han peger. For at indse, at der ingen Frihedsgudinde findes i Frankrig.

”Årh hvor er du dum,” sukker jeg irriteret.

”Se det på den lyse side,” opremser han, mens han ligger sine arme om mit liv bagfra og lader sit ansigt hvile mellem mine skulderblade. ”Du overvandt din højdeskræk. Lige nu befinder du dig 300 meter oppe i luften.” Han griner ind i mit øre.

”Takket være dig…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...