Seven days left - JDB

... "Justin, jeg er syg. Meget syg," siger hun stille, og kører en hånd op i hans uglede hår. Han kigger uforstående på hende, og rynker brynene sammen til en smal line. Langsomt ser han godt, hvor svag hun ser ud. Men så breder et smil sig alligevel på hans læber, idet han spørger: "Hvad fejler du? Influenza? Jeg kan godt lave dig en kop varm kakao..." Hun søger væk fra hans øjne, mens hun tænker sine ord igennem. Det svider i hendes mave, og en tåre baner sig vej ud gennem øjenkrogen. "Nej Justin, det er ikke influenza. Jeg skal dø Justin, jeg skal dø..."

87Likes
145Kommentarer
6228Visninger
AA

9. 1 dag tilbage

1 dag tilbage: London

Jeg undgår at vise Justin den smerte jeg føler, da vi næste morgen lander i London i Justins’ eget mini fly. Det er pænt cool at han selv ejer et fly, hvilket jeg ofte har givet udtryk for. Nå, men smerten, som jeg før har følt, startede i mit underliv. Og nu befinder den sig nær min nyre. Den ene jeg har tilbage, og som jeg er syg i. Noget siger mig allerede fra den begyndende morgensol af, at jeg vil få mit ønske til at gå i opfyldelse. Måske jeg alligevel vil nå at gå borte i Europa?

”Jeg ved hvad vi skal lave i dag,” siger jeg optimistisk, for ligesom at bygge en holdende facade op for at skjule mine smerter. Jeg tør ikke engang dække for min mave med min hånd, af frygt for at Justin vil mistænke mig for noget. Det er ingen hemmelighed, at han har været rigtig bekymret for mig siden han fik sandheden at vide. Eller… Det tætteste på sandheden, han fik at vide – mener jeg. Men naturligt er det, eftersom hans veninde siden de helt tidlige år ligger for døden.

”Hva’ så?” spørger han henrykt over min positive stemning, og sender mig et alt for kært smil som straks giver mig varmen tilbage i hele min krop. Lige nu befinder vi os på vores hotelværelse som har frit udsyn til både Big Ben og Themsen lige i horisonten som løber så smukt med skibe og både sejlene derpå. Jeg har aldrig været i London før. Okay, jeg har aldrig været i Europa før Justin tog mig med hertil, men London er en by jeg altid gerne har villet besøge. Dels fordi jeg blev undfanget her.

”Til The Regents’ Park,” svarer jeg med et kæmpe smil, og går over til vinduet og peger ud. The Regents’ Park er én af Londons’, ja sågar hele Englands’, mest berømte parker.

”Det er der jo ikke rigtig nogen udfordring i,” mukker han lavmælt.

”Det er vores sidste dag Justin, vi behøver ingen udfordringer i dag.”

Han erklærer sig overraskende nok enig i min mening, og igen får jeg min mening. Utroligt han kan bukke under så let. Først i går ved den ”pølsevogn” i Berlin, og nu hvad vi skal foretage os i London. Jeg tror han havde regnet med, at jeg ville på shopping på Oxford Street. Ja, det ville jeg hvis jeg ikke var syg og fortsat havde mange år tilbage at leve i, men hvad skal jeg med en sød bluse eller et par stramme bukser, når jeg alligevel ikke får brug for det?

Som vi når frem til parken, slår Justin et medbragt tæppe ud på græstæppet. Han hjælper mig op fra min kørestol og får mig sat over på tæppet, alt imens han støtter sig til mig. En rigtig gentleman, er hvad han er.

”Justin, der er noget jeg gerne vil synge for dig,” siger jeg pludseligt, og kigger op på ham. Et øjeblik ser han overrasket ud, men ændrer straks sin anstrengte maske til et smil. Jeg forstår hans reaktion. Jeg har aldrig brudt mig om at han hørte mig synge. Dels fordi jeg altid har været bange for at han grinte af mig fordi han er så langt bedre end jeg selv, men også fordi at når jeg synger, så mener jeg sangens tekst, dens handling og dens betydning. Og det har jeg aldrig brudt mig om, når jeg har skullet synge for Justin.

”Lad mig høre,” siger han opmuntrende, og tager min hånd som han giver et klem.

”Og du må ikke grine!”

”Det lover jeg,” lover han ærefuldt, og giver igen min hånd et klem. Langsomt lukker jeg mine øjne i og fornemmer blæsten tage i mit hår, alt imens jeg spidser læberne og lader Celine Dions’ smukke og fantastiske sang flyde ud over mine læber:

 

”For all those times you stood by me

For all the truth that you made me see

For all the joy you brought to my life

For all the wrong that you made right

For every dream you made come true

For all the love I found in you

I'll be forever thankful baby

You're the one who held me up

And never let me fall

You're the one who saw me through, through it all

 

You were my strength when I was weak

You were my voice when I couldn't speak

You were my eyes when I couldn't see

You saw the best there was in me

Lifted me up when I couldn't reach

You gave me faith 'cause you believed

I'm everything I am

Because you loved me…”

 

Jeg rammer ikke vokalerne rigtigt, men hver gang jeg er på tippet til at opgive, klemmer Justin min hånd og beder mig fortsætte. Tårer triller ned langs mine kinder bag mine lukkede øjne, men det er glædestårer. Intet mindre.

 

“You gave me wings and made me fly

You touched my hand I could touch the sky

I lost my faith, you gave it back to me

You said no star was out of reach

You stood by me and I stood tall

I had your love I had it all

I'm grateful for each day you gave me

Maybe I don't know that much

But I know this much is true

I was blessed because I was loved by you

 

You were my strength when I was weak

You were my voice when I couldn't speak

You were my eyes when I couldn't see

You saw the best there was in me

Lifted me up when I couldn't reach

You gave me faith 'cause you believed

I'm everything I am

Because you loved me

 

You were always there for me

The tender wind that carried me

The light in the dark shining your love into my life

You've been my inspiration

Through the lies you were the truth

My world is a better place because of you

 

You were my strength when I was weak

You were my voice when I couldn't speak

You were my eyes when I couldn't see

You saw the best there was in me

Lifted me up when I couldn't reach

You gave me faith 'cause you believed

I'm everything I am

Because you loved me..."

 

Da jeg igen åbner mine øjne, ser jeg Justin sidde lige overfor mig hvor han også havde siddet før jeg lukkede mine øjne. Han er selv blank omkring sine øjne, og inden jeg når at opfange noget overhovedet, læner han sig ind over mig og planter blidt sine bløde læber ovenpå mine. Det er ovre hurtigere end jeg ved af det. Hans læber… Så bløde. Lige så perfekte, som jeg altid har forestillet mig dem.

”Hvorfor nu det?” spørger jeg overrasket, og helt igennem lykkelig.

”Det har jeg haft lyst til i så mange år…” Han lyder drømmende, og idet han ligger en arm om min nakke og igen skal til at kysse mig, mærker jeg hvordan svimmelheden overtager. Jeg ser pludseligt dobbelt, og inden jeg ved af det, falder jeg sidelæns ned på tæppet. Jeg opfanger intet. Intet andet end Justin der rusker i mig, og efterfølgende råber efter hjælp…

 

***

 

Jeg kan høre stemmer snakke ovenover mig. De er bekymrende. Jeg kender dem. Den ene tilhører min mor, den anden min far og den tredje tilhører Justin. Jeg prøver at åbne mine øjne, men intet sker. Selvom jeg kan høre dem snakke, hører jeg ikke hvad de siger. Jeg hører intet. Det hele lyder som mumlen.

Jeg mærker en hånd tage om min, klemme den og jeg klemmer tilbage. Dernæst bliver deres stemmer mere tydelige, men igen kan jeg ikke høre nøjagtigt hvad der bliver sagt. Jeg kan ikke mærke mig selv. Ikke mærke noget som helst.

”Gaia, skat, vågn nu op. Jeg elsker dig…” Disse ord, tilhørende Justin, er det eneste jeg hører. Alt andet går tabt. Jeg prøver at smile og forsikre ham om at alting nok skal gå, men uden held. Der sker intet.

”Desværre mistede vi Gaia Bennet klokken 00.01… Det gør mig ondt…” Dernæst fryser Justins’ hjerte til is. Han ved hverken hvad han skal sige eller gøre; ved ikke hvordan han skal reagere. Også mine forældre er kede af det, dog mere fattede. De græder. For mig. Selv ligger jeg med et smil på læben, mens jeg lader døden omslutte mig. Jeg døde i en andens sted, for en jeg elsker; det vil jeg aldrig fortryde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...