Når følelserne står på spil

Denne novelle har Bella Vinter og jeg skrevet sammen - jeg håber I vil nyde den! :)

5Likes
28Kommentarer
2006Visninger
AA

2. 1

Jeg sad ved vinduet, og kiggede ud på dig. Regnen silede ned af vinduet i store portioner. Det hele var næsten dugget til. Skyerne havde trukket sig sammen, og det regnede mere end nogensinde. Men stoppede det dig? Det tror jeg ikke. Og du var ikke den eneste. Du og et par andre fra klassen spillede fodbold. Den rutine skulle intet ødelægge. Endda ikke regnen. Men det blev ved, og flere og flere gik ind. Du var den sidste. Den allersidste.

Du gik indenfor, og dine våde sko gjorde dine fødder tunge. Før var de flotte og nye - men nu var de beskidte. Der sad små dråber dug i dit korte lyse hår, der af og til dryppede ned fra din lille næse. Græsset fra dine sko spredte sig på gulvet, og fulgte med dig hvorhen du gik - Lige ledes gjorde jeg. Du havde et par helt hvide sko i en grøn Sportsmaster-indkøbspose, gemt i skoletasken. Du smed dine svedige sko ned i posen og trak dine rene sko om dine lige så svedige sokker. Dit blik faldt på mig, et normalt blik, dog begyndte jeg at rødme så meget, at jeg var nød til at kigge væk. Du kastede din sorte eastpak skoletaske over skulderen og traskede ud på gangen for at hente din jakke.

Jeg drømte mig inde i dine dybe himmelblå øjne, der igen værdigede mig et blik. Men ganske kort, du havde travlt. Du tog din tynde blå regnjakke over dig, og svingede atter tasken over skulderen. Jeg stod lidt i siden af dørkarmen, og så dig langsomt forsvinde ud i regnen. Da du var væk, greb jeg min hjelm der hang som den første og tætteste på døren. Jeg tog den på hovedet og klikkede. Jeg tog min lilla jakke over mig, og trillede ud af skolegården på min cyklen, som jeg havde placeret uden for døren.

Jeg trådte i pedalerne, men jeg kunne mærke alle tænder under mine tynde ballerinaer. Det gjorde lidt ondt, men jeg havde inden længe vendet mig til det, præcis som jeg altid gjorde. Jeg svingede ind mod dit hus og kørte forbi mit eget - vi var næsten naboer. Jeg stilte min cykelved indgangen, under jeres store gamle æbletræ, som jeg mange i mange sommer i træk havde siddet sammen med dig og spist de sødeste små røde æbler, mens vi grinte og hyggede os.

Jeg åbnede den lille gamle trælåge, der sad i et hul i jeres hæk. Jeg lukkede som altid efter mig, og stilte mig under jeres lille halvtag, der dog knap gav mig ly fra regnen som gik skrå. Selvfølgelig ind mod mig.

Jeg havde stået der lidt, mens jeg gik rundt i cirkeler, og prøvede at gøre op med at mig, om jeg skulle ringe på eller ej. Jeg havde endelig bestemt mig for at ringe på dit hus, men da jeg var blot en enkel cm fra at ringe på, kom du og åbnede. Du hørte sikkert mine tunge trin. Så smilte du venligt til mig. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" sagde du, mens du lændede dig op af dørkarmen. "Jeg ville bare spørge om.. du ville hjælpe mig med lektierne!" Du gjorde mig altid blød i knæene, og med din bløde smørstemme havde du ført mig ind i drømmeland. Du havde gjort mig pinligt berørt som altid.

"Kom da ind" sagde du venligt, og smilte beundrende til mig. Jeg nikkede taknemligt, og tørrede mine efterhånden våde ballerinaer af i dørmåttet. De var blevet lidt lysegrå, af støvet fra gruset. Jeg lagde dem fra mig, og stilte den op på en hylde, hvor jeg kunne se, alle jeres sko stod på. Du viste mig ind på dit - som altid - ordenlige værelse, selvom jeg allerede vidste hvor det lå. Det var bare dig og dine manérer.

Du satte dig på din store sorte kontorstol og jeg på din seng - en sovesofa. Dit hvide lan var spredt ud over sengen, og den krøllede lidt sammen hist og her. Lidt af lanet hang udenfor sengen. Det bevægede sig fra op til ned, og fra ned til op. Den bevægede rundt i ustyrlige højder, ved hvert eneste hjørne. "Nå - hvad var det du skulle have hjælp til?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...