Hævnen


0Likes
0Kommentarer
954Visninger
AA

4. Den endelige hævn

Alt var planlagt ned til den mindste detalje: Katarina og Samuel skulle mødes hjemme hos Samuel kl. 21:30. Jeg havde sagt til Samuel, at jeg skulle i byen med nogle veninder, og at jeg ville overnatte hos dem. Jeg tjekkede Samuels telefon, efter jeg havde fortalt ham om min bytur. Han havde skrevet til Katarina, at hun godt kunne komme over. Når Katarina kom, ville jeg gemme mig på toilettet, indtil Samuel skulle på toilettet. Når han så kom derud, ville jeg sigte på ham med den pistol, jeg havde købt dagen før. Derefter ville jeg føre ham ind til Katarina og skyde hende. Eller noget i den retning. Jeg var selv godt tilfreds med min plan, og ventede bare på, at Katarina skulle komme.

Klokken nærmede sig endelig 21:30, og dørklokken ringede. Jeg kunne hører, at det var Katarina, der var kommet. De satte sig ind i stuen, og var der lidt over en time. Jeg kunne heldigvis ikke se nogen  af dem, for ellers var jeg nok gået ud og skudt dem begge. Jeg tænkte på, hvor såret og ked af det Samuel ville blive, når jeg dræbte Katarina. Pludselig kom han ud på toilettet. Jeg sprang frem fra mit skjulested og sigtede på ham. Han fik et chok og sprang tilbage. Jeg kommanderede ham til at lukke døren, og det gjorde han. Jeg fortalte ham, hvilket dårligt menneske han havde været. Jeg kunne se, at han var bange. Jeg nød følelsen af at have kontrol. Han kiggede på mig med sine kastanjebrune øjne og spurgte mig, om jeg havde tænkt mig at dræbe ham. Jeg grinte ondt, og rystede på hovedet.  Det var en stemme, jeg ikke vidste, at jeg havde.  “Nej, Samuel”, sagde jeg, “for hvordan skulle du kunne føle den smerte, du gav mig, hvis du var død?”. Samuel svarede ikke. Han kiggede ned i jorden med et tomt blik. “Katarina?” sagde han pludselig, og kiggede på mig. “Ja”, svarede jeg, ”Katarina”. Jeg kommanderede Samuel ind i stuen. Han gik forrest ind i stuen med mig lige i hælene og en pistol sigtende i nakken. Følelsen af magt strømmede ind over mig. Katarina sad lammet af skræk i sofaen. Jeg kommanderede ham hen ved siden af hende. “Amanda”, begyndte Samuel. “Ti stille”, råbte jeg med en vred stemme. “ I ved vel, hvorfor jeg er her?”, sagde jeg med en ond stemme. “Samuel, du har været mig utro med Katarina. Og Katarina, du ved vel forhåbentlig, hvad du har gjort?”. Katarina svarede ikke, så jeg tog ordet igen.  “Du har ødelagt alt!”.  “Men vi vidste jo ikke...”, “at jeg ville finde ud af det”, afbrød jeg Katarina med en stemme så høj, at Samuel gav et lille spjæt ovre fra sofaen. “Det er min tur nu”, sagde jeg med et ondt smil på læben. Jeg flyttede pistolens sigtekorn fra Samuel og over til Katarina i en rolig bevægelse. Jeg tog en dyb vejrtrækning, og trykkede på aftrækkeren. Følelsen af magt strømmede atter ind over mig. Samuel udstødte et lille skrig, og råbte af mig. Men jeg var ligeglad. Jeg havde fået min hævn. På vej ud af lejligheden kiggede jeg en sidste gang på roserne. De var nu visnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...