Den nye pige i klassen

Arthur, som er hovedpersonen, bliver forelsket i en ny pige i klassen. Han finder ud af, at hun allerede har en kæreste, men prøver alligevel at komme i kontakt med hende. Til sidst går det op for ham, at han aldrig vil være jaloux igen.

0Likes
0Kommentarer
689Visninger
AA

1. Den nye pige i klassen

Det regnede og tordnede udenfor, præcis som det også havde gjord den seneste uge. Utroligt med den slags vejr i sommertiden. Alting var gråt og kedelidt. Jeg rejste mig op af min seng og gik til på toilettet. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Mit lange sorte hår skød i alle retninger, så jeg forsøgte at ordne det med en kam. Efter det, gik jeg ned i stuen for at lave morgenmad. Aldrig havde jeg været så træt, muligvis fordi jeg ikke havde sovet så meget den nat da man konstant blev vækket af torden. Mine forældre var endu ikke stået op endu. Heldigvis. De kunne alligevel ikke stå op på denne tid af dagen.

Et par år efter jeg blev født blev mine forældre skilt, fordi min biologiske far blev alkoholiker. En dag hvor min mor kom hjem fra arbejde, fandt hun min far på gulvet stang vissen. Han var også omringet af samtlinge husholdningsgenstande som han havde sniffet. Han blev kørt på hospitalet og nogle dage efter han blev indlagt, kontaktede min mor ham og fortalte at hun ikke ville se ham mere. Derfor flyttede min mor og jeg til hvor vi bor idag, i København. Lejligheden var lille, men skal man være optimist, er den stor nok til tre mennesker. Et par uger efter vi flyttede ind, fik min mor en ny kæreste som hun mødte på sit arbejde.

Jeg satte mig ved bordet og spiste mine cornflakes. Min nakke tvang nærmest mit hoved nedad af træthed. Pludselig hørte jeg fodtrin fra trappen. "Husk at du skal møde om fire minutter, Arthur". Det var min mor. "Ups, glemte tiden", var min undskyldning for at sove for længe. Jeg skyndte mig at sluge resten af morgenmaden, hente skoletasken og cykle til skole. I regnvejr! 

Jeg satte min cyklen foran skoleindgangen, hvor jeg på vejen hen til indgangen mødte Tue fra min klasse. "Hej Arthur!". Tue var min bedste ven, han var dog lidt skør, sagde tit mærkelige ting og så intresserede han sig uhyggelig meget inde for dyr og den slags. "Hvordan går det med din mor", spurgte han mig. "Ganske fint, hun har lige fået ny hofte". "Fedt, hvad med dig Arthur?", fortsatte han. "Ja jeg har skam stadig den samme hofte". Der blev stille et par sekunder. "Ved ikke om det er sandt, men mener at der skulle starte en ny i vores klasse idag", sagde han. "Okay, en dreng eller en pige?". "Ingen anelse", svarede han. Jeg håbede det var en pige

Timen startede og vores dansklærer, Ernst, kom ind af døren. Alle fra vores klasse undgik at tale til ham. Han spiste altid hvidløg i timerne og nogle gange spyttede han når bogstavet "s" indgik i et ord. Der blev derfor kæmpet om de bagerste pladser i klassen, for ingen gad at få en blanding af hvidløg, kaffe og mundskyld i hovedet når han råbte "Stille!". På et tidspunkt midt i dansktimen, bankede det på døren. Det var den nye elev. Det var heldigvis en pige. Hun var høj og slank og havde mørkt hår. "Det her er den nye elev der skal starte i klassen", sagde Ernst. Hun hed Dorrit. Dorrit satte sig ved et ledigt bord ved siden af mig og ingen sagde noget.

Klokken ringede og det var frikvarter. Jeg gik ud i skolegården og satte mig på en bænk mens jeg ventede på at Tue kom tilbage fra kiosken. Skolegården ved vores skole var utrolig grim og kedelig. Ingen fodbold baner eller legepladser til de små. Kun en flad asfalts plads. Dorrit stod i hjørnet af skolegården og snakkede men nogle piger fra klassen. Jeg overvejet kraftigt at snakke med hende. Spørge hvilken skole hun kom fra og hvorfor hun flyttede hertil. Pludselig faldt der noget ud af et blad hun havde i hånden. Og uden hun vidste det, forlod hun skolegården med de andre piger. Jeg lod som om jeg ikke så det, men spekulerede på, hvordan jeg skulle gribe situationen an. I det mindste kunne man være flink at samle det op og aflevere det tilbage. Jeg sprang op af bænken og spurtede med al kraft mod tingen hun havde tabt. Det skaber meget opmærksomhed når jeg løber, da mine ben var utrolig lange i forhold til resten af min krop. Det lignede meget hurtigt powerwalking. Målet var nået. Jeg samlede tingen op i farten og ilede videre. "Vent, du tabte noget!" råbte jeg forpustet og lagde tingen i hendes hånd. "Tak skal du have". Pludselig indså jeg, at den ting som kunne havde været alt andet, bare var en plakat af en vandrende pind. Jeg så på bladet hun havde i hånden. Det hed "Terrarie og reptil nyt". Jeg blev sur på mig selv, da så meget energi var spildt på så en lille ting. Alligevel var jeg stolt af mig selv, så fik jeg dog snakket med hende. "Hvor kommer du endelig fra i verden?". "Jeg kommer fra Jylland, men er flyttet her til, fordi skolen jeg gik på før lukkede". Der fik jeg grunden til hendes sjove accent. Hun sagde endnu engang tak, og kyssede mig pludselig på kinden. Jeg blev overvældet.

Klokken ringede og jeg kunne ane Tue løbende tilbage fra kiosken i horisonten. "Tue, jeg talte med Dorrit. Hun fortalte mig at hun kom fra Jylland, men er flyttet". "Okay. Men hvordan kom du så i kontakt med hende, gik du bare hen til hende?". Tue var målløs. Det var ikke hver dag vi snakkede med piger. "Hun tabte en vandrende pind plakat fra hendes blad. Så løb jeg hen til den og gav hende den tilbage". Jeg fortalte ikke noget om kysset.

 

Dagen efter glædede jeg mig for en gang skyld at komme i skole. Mine tanker var at snakke mere med Dorrit. Jeg syntes at hun var meget sød. Da jeg kom ind i klassen, så jeg Dorrit tale med nogle drenge. "Hej Arthur, har du hørt at Dorrit allerede har fået en kæreste fra vores klasse" sagde Tue, der gik på min venstre side. "Hvem er det?". Det var Hans-Henrik. Hans-Henrik er klassen "Playboy". Han lavede hele tiden ballade, lavede aldrig sine lektier og hadede derfor skolen som pesten, men befandt sig tit på pigernes side. "Når, du er nok jaloux Arthur?", sagde Tue med en falsk irriterende pigestemme. "Hvorfor skulle jeg være det. Hun er jo en såkaldt sminkedåse". Jeg løj direkte overfor Tue og mig slev. Selfølgelig var jeg jaloux.

Da de to første lektioner var overstået, blev det frikvarter. På vej ud af døren, så jeg Dorrit og Hans-Henrik. Jeg smilede og sagde "Hej" til Dorrit, men da jeg vendte mig om imødekom jeg en stenhård knytnæve, der ramte plet. Lige på næsen. Jeg tørrede blod af min næse. Jeg vidste at der ikke var en grund til det, men jeg slog med al kraft igen og ramte Hans-Henrik i ansigtet. Med lysten til at slås som vi var små børn, løb vi ud i skolegården. Han ramte mig. Jeg ramte ham. Han ramte mig. Jeg ramte ham. Og sådan fortsatte det, indtil Hans-Henrik fik væltet mig og begyndte at sparke og slå mig i hovedet. Vores dansklærer, Ernst, kom ud og stoppede slåskampen. Da alle fandt ud af, at jeg var besvimet, blev der hurtigt tilkaldt en ambulance. Blodet fossede ud af ørene, munden og næsen. Ambulancen kom, og jeg blev hurtigt kørt på hospitalet...

 

Et skarpt hvidt lys vækkede mig. Jeg kiggede mig omkring. Hvis man kiggede man ud, kunne man se en dejlig skyfri blå himmel. Hospitalet, sagde jeg til mig selv. En kalender hang på væggen. Tre dage. Jeg havde været væk i tre dage. Pludselig fik jeg et chok, Dorrit sad ved siden af mig. Jeg stirrede på hende. "Undskyld at jeg har rodet dig ud i det her". Jeg sagde ikke noget. "Hans-Henrik og jeg var ikke kærester. Jeg løj". "Hvorfor?" spurgte jeg interesseret. Hun fortalte, at det var fordi hun gerne ville blive populær hurtigst muligt. Jeg sukkede, men var lettet samtidig. Vær aldrig jaloux igen. Aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...