Mit liv

En dansk stil jeg skulle lave. håber i kan li den

1Likes
2Kommentarer
1127Visninger

1. Mit liv

Mit navn er Julie Birkholm Andersen, men er kendt som Birk. Jeg blev født D. 16/7 1997 klokken 21:28. Jeg bor sammen med min mor i Skive. Min far bor også i skive en halv kilometer fra mig. Min storebror bor med min far, og min søster bor sammen med mine bedsteforældre med sin kæreste. I min familie er jeg den mindste. Min storebror er 16, søster 19, mor 42, far 44 og jeg selv er 14 år. Selvfølgelig driller mine søskende mig, det er jo bare harmløst familiedrilleri. Selvom de pisser mig af nogle gange, elsker jeg dem alligevel. De betyder alt for mig. Uden dem er jeg ikke den jeg er i dag. Men fagligt ligger jeg udmærket i alle fag. Jeg har gået på 3 forskellige skoler, Ådalskolen A K A Dalgasskolen, Brårup skole og nu Svankjær Efterskole. Men på Brårup og Dalgas, blev jeg mobbet, meget. Mange gange har jeg været ved at smadre skallen på en masse mennesker. Jeg har et stort temperament, og det gør at jeg bliver drillet. For de ved at de kan få mig op i det røde felt. På Dalgas – selvom jeg blev drillet- havde jeg nogle gode venner, nogle bedre end andre. Men de var der. Da jeg kom i 4. Klasse startede helvede for alvor. Jeg fik en meget uretfærdig lærer. Hvis jeg var med i noget slåskamp eller noget harmløst drilleri og hvis jeg selv var den der blev drillet, så fik jeg altid skylden. Flere gange har jeg kaldt hende kælling af ren raseri og had, men når jeg tænker tilbage, tænker jeg ”Så kunne hun egentlig lære det.” Men det er jo ikke godt at man har det sådan med en lærer. Jeg har det også med at komme for sent til timerne af ren dovenskab. Men en af de dage hvor jeg kom for sent, gik jeg forbi døren til klasseværelset og min lærer så mig. Hun småløb hen til døren, og så havde hun sat sin fod foran døren indefra. Jeg prøvede at åbne den, men det kunne jeg ikke. Jeg slog og sparkede på døren, og så gik jeg ca. ti skridt bagud og tog tilløb og skulle lige til at sparke på døren, hvor hun så åbnede den i stedet for. Og alle grinede bare da jeg endelig kom ind. Og derfor skiftede jeg skole i 5. klasse. Af ren og skær mobning fra læreren OG eleverne. Men det blev bedre på Brårup, selvom at jeg har fået af vide, at der altid vil være mennesker som dem du flygter fra, lige meget hvor du går hen. Jeg tror bare ikke rigtigt på det indtil jeg startede på Brårup. Nogle var jo sødere end andre. Men mobning og drilleri det er bare noget der ligger til mig. Jeg er og forbliver for det meste et mobbeoffer. Men når man jo er blevet mobbet siden altid, så lægger man ikke så meget mærke til det mere. Selvfølgelig har der været tider hvor man tænkte ”Jeg er ikke det værd, jeg fortjener ikke at leve.” Der har jeg været, men er væk, og vil helst ikke tilbage. Nogle gange kan der kommer en midlertidig depression, hvor jeg kan stirre ned i bordet, eller slet ikke høre efter. Men bare stirre i den blå luft. Og så igennem sommerferien mellem skoleåret fra 7. klasse og det nye skoleår i 8. klasse har været et kæmpe skridt. Min selvtillid blev i top, jeg fik på en måde flere venner, og så var jeg altid glad. Men jeg tror det var luftforandringen mellem forkerte og rigtige mennesker. En af grundene til Svankjær Efterskole, var at komme væk fra alle de mennesker som jeg på en eller anden måde havde fået et had til. Min bedste veninde som altid skulle overgå mig, måske var det rent jalousi. Hvem ved? Jeg følte bare ikke jeg passede nogen steder, og det var forfærdeligt. Man følte sig som en total outsider. Men den luftforandring har gjort så meget for mig. Jeg har fået flere venner -mange flere- og min selvtillid er bedre end nogensinde. Men bedst af alt tror jeg at det var det at komme hjemme fra. For min dovenskab passer ikke altid min mor, Julie gør dit Julie gør dat. Men sådan er mødre jo. Og SE er jo det rene vanvid når det gælder rengøring. Men når man har fpet rytmen ind i sin hverdag, så går det bedre. Man tænker tilbage på de minder man har fra sine gamle klassekammerater og kærester og alt det der. Men der var jo ikke noget fællesskab der, ikke så stort som på en efterskole. For det er uhyre svært at være asocial, når man har en roomie. Og det er jo sundt at være asocial men ikke hele tiden. Og på en eller anden måde føler jeg mig mere tryg ved at sove sammen med et andet menneske. Har altid været bange for de der store værelser, især når der er skabe. Fordi så har jeg en tanke om at der kommer en ud af dem npr jeg vender ryggen, og slår mig ihjel. Men det er jo bare min fantasi ikke? Men nu er mit liv endelig begyndt. Man kan være den man vil og det er mega sejt. Og nu er jeg i døgndrift på SE.

Tak fordi du ville læse min stil. Jeg håber du nød den og syntes den var god, for nu er der nemlig ikke mere. For ord af kan jeg flere.

JULIE BIRKHOLM ANDERSEN
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...