justin's Biebers lillesøster 2

Der er gået flere måneder, hvor Justin ikke har lavet andet ind at passe hans skrøbelige lillesøster. Jazmin er flyttet hjem igen til usa, så hun har derfor slået op med Austin og fundet sammen med Nick Jonas.
Jistin kan godt snakke med Nick men vælger ikke at gøre det da han vil gøre alt for Jazmin. Men hvad vil jazmin når hun allerede ved hun er døden nær?

6Likes
32Kommentarer
2848Visninger
AA

2. "Jeg er helt normal!"

Jeg stirret med våde øjne over mod Justin, han havde forandret sig så meget. Aldrig sammen med nogle, aldrig arbejde han ellers virkelig elsket, aldrig sammen med Selena.  Det eneste han fortog sig var at kiggede hen mod mig, i håb om jeg ville være okay. Men selv jeg viste det bare var en uendlige drøm, en fantastisk drøm. Jeg kan tydelig huske at jeg var så tæt på at endelig kunne få fred, kunne svæge rundt og vogte over Justin eller Nick, eller Austin. Men de vandt, de nåede det i sidste øjeblik, hvor jeg dog hadet det, jeg ville have fred jeg havde smerter. Og det er lige frem ikke blevet letter af at jeg stadige lever, nej svære. Før skulle jeg bare kunne klare alle pigers normale ting, ting der går dem på. Nu er jeg så heldig at jeg har fået æren af at leve med jeg er tyk, kræft. Adais, hvorfor gjorde jeg det. 

 

"Jazmin, spis nu" mumlede Justin, imens han stille knælet foran mine ben. Da jeg sad på sengen og han havde sat sig på hug foran mig. "Hvorfor? Jeg er jo tyk. Så hvad hjælper det?" mumlede jeg lavt imens jeg var på nippen til at græde. Hvorfor skal han hele tiden tage det op, jeg er på en "sund" slankekur. Men det mener ingen, selv ikke min elsket kæreste der ellers skulle have støttet mig igennem slankekuren, men nej han var på Justin side. "Jazzy! du er ikke tyk, du er kun skind og ben" mumlede han igen, bare mere skrapt. Imens jeg bare rullede med mine finde øjne, der ikke havde en eneste utryk tilbage at bruge. "Det skal du jo sige!" halvråbte jeg igen, men  så godt jeg nu kunne da min hals var ved at tage livet af mig. "Justin, hvad er det ikke du forstår!" råbte jeg arrig, imens jeg rejste mig hurtig op. Men det skulle jeg aldrig have gjort, jeg var så svag så jeg ente med at ligge ned på jorden og hive efter vejret. "Kan du se det? du har ingen krafter" smilede han bebrejden imens han stille trak mig op og ligge i sengen. "Nej Justin, jeg rejste mig bare for hurtig!" råbte jeg igen, imens jeg igen rejste mig, dog mere varsomt. Jeg ville ikke bevise det, jeg var tyk, fed, grim, en billig tøs.

 

"Jazzy, glem det. Du er svægget for energi, og hvad med din medicin?" smilede Justin stille, imens han strøg mig blidt over håret. "Ja jeg har, og det er ikke rigtig. Jeg tager hjem til Nick" mumlede jeg stille, imens jeg stille kunne mærke smilet båndet hive lidt op, så den dannet et lille kejtet smil, men jeg er ligeglad. Nick er min solstråle i mine sorte dage, som ingen kan beskrive.   

 

 "skal jeg køre dig?" smilede Justin, imens han gik rejst sig så yndefuldt op. Og så kommer jeg her, med mine enorme deller der bare ikke skal være der. "Nej" femstammet jeg, imens jeg kunne mærke hvordan min hals stille begyndte at krømpe sig sammen, så jeg begynde automatisk at hive efter vejret, helt febrilsk uden nogle ændring. Det ente så dog med at Justin alligevel hev mig ud i bilen, og kørte mod Nicks hus, og resten af Jonas familien. Jeg havde virkelig savnet dem, da jeg virkelig følte de var min anden familie, men hvad vil de sige når de ser hvor fed jeg er?.  "Du ringer hvis der er det mindste, så henter jeg dig" smilede Justin usikker, imens han stille lagde en mobil i hånden på mig. "Jojo" mumlede jeg fraværren, imens jeg stille åbenede døren og traskede med raske skridt mod Jonas's familiens hus.   

 

Jeg stirret med forvirret øjne da Joe kom og åbende døren, ja jeg ved jeg er tyk med behøver du rode rundt i det. "Hvad er der sket med dig" råbte Joe panisk imens han kiggede med store øjne hen mod mig, "jeg har bare taget mere på" smilede jeg uskyldig, og kiggede hurtig ned i jorden. "Du er jo kun skind og ben!" råbte han igen, dog med nogle fodtrin bag sig. "Jeg er helt normal" sukkede jeg stille imens jeg skubbede ham væk, med alle de krafter jeg havde tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...