Fra fortidens skygger

Daniel troede at han havde lagt sit gamle liv og alt det indeholdt bag sig. Efter 3 år er han endelig ved at få stablet et helt nyt liv på benene, men da en ung pige, med et par velkendte blå øjne, åbner døren til hans boghandel, bliver han tvunget til at vende tilbage til den by han hader som pesten, og se sin fortid i øjnene. Denne gang får han dog langt flere problemer på halsen, da en af verdens mest magfulde onder vender tilbage til live.

3Likes
8Kommentarer
1440Visninger
AA

1. Memento Mori

Vinden hylede ind gennem de knuste vinduer, mens den tunge egetræs dør knirkede på hængslerne. De engang så sirligt lige rækker af bænke lå nu i en kaotisk bunke af træ på det ujævne stengulv. Mellem de knækkende fliser voksede græs og ukrudt op, og flere steder var de smuldrende vægge helt opslugt af arkitektens trøst, der var det eneste der holdt fast på det, der for kun for år siden havde udgjort hele den ene væg i den nu tomme og nedslidte bygning.

Lyden af skrabende små dyr kunne konstant høres, når de rotter, der havde bosat sig, hastede gennem den store sal, gemt i væggene og under gulvet. Foran det slidte alter, der stadig var dækket af en engang vinrød dug, der nu var støvet, hullet, og afbleget af solens hærgen, lå resterne af visne blomster, væltede stearinlys og falmede billeder. Et enkelt violet bånd, som dem der ofte ses på blomsterkranse til begravelser, lå draperet hen over virvaret af halvrådne planter og knækkende, falmede lys.

'Vores elskede søn.'

Et par følelseskolde øjne gled langsomt hen over teksten, studerede hver en lille løkke de fine guldbogstaver skabte, på deres vej over den fine silke. Et lille, nærmest umærkeligt glimt af foragt lyste de sorte øjne op, før det forsvandt, uden at efterlade et eneste spor. Blege hænder, der næsten lyste hvidt i det bløde måneskær, der flød uhindret ind gennem de ødelagte vinduer og hullerne overalt i væggene, blev vendt og drejet, studeret, som om det var uvant for deres ejer at kunne føle dem.

Vinden strøg let gennem hans hår, legede med de silkebløde lokker, der nærmest så ud til at flyde som skygger omkring hans ansigt. Han lukkede øjnene, lod sanserne flyve, og fornemmede den velkendte kraft, som var blevet stjålet fra ham, for hvad der virkede som hundredvis af år tilbage, strømme gennem hans krop. Et hånligt smil bredte sig på de blege læber, da han med en let bevægelse af hånden, satte de gamle, falmede billeder i brand. Han så til mens ilden spredte sig og opslugte resterne af planter og det violette bånd. De orange flammer skinnede igen i hans øjne og fik ham til at se endnu mere vanvittig ud, end han gjorde i forvejen. Han lagde hovedet let på skrå og betragtede asken der blev ladt tilbage efter alt andet var brændt væk. Andet var der ikke tilbage af de ting folk havde lagt for at mindedes den unge dreng, der var død på præcis det sted et par år tidligere, kun få skridt fra alteret.

Den dumpe lyd af skridt fik ham til at se sig over skulderen, men ellers bevægede han sig ikke. Han vidste allerede hvem det var – få mennesker satte fod her nu om dage, og endnu færre ville have modet, eller idiotien måske, til at vække ham fra afgrunden. Den ældre mand der stod bag ham, var utroligt rank og stolt af udseende, især når man tænkte på hvad han havde gjort i løbet af sit lange liv. Manden lod et smil, ganske ufortrødent, og gik ned på det ene knæ på trods af det tykke lag af støv, der dækkede gulvet, og bøjede hovedet i respekt og ærefrygt for den spinkle skikkelse ved alteret.

”Domine Azazel.” Sagde han, uden at rejse sig. ”Velkommen tilbage.”

”Faustin.” Hans stemme var kold og følelsesløs, selvom han talte til en mand, som han i dette øjeblik skyldte næsten alt. Men han var aldrig taknemmelig. ”Semper fidelis. Jeg går ud fra at det var dig der bragte mig tilbage.”

Smilet på den ældre mands ansigt bredte sig endnu mere, og i Azazels øjne fik det ham blot til at se endnu mere hæslig og menneskelig ud end normalt – ikke at der var den store forskel på de to begreber. Azazel bevægede sig ikke, heller ikke da manden bag ham rettede sig op og begyndte at gå mod alteret med langsomme skridt, som om han forventede at få besked på at stoppe. Azazel sagde intet. Han var ligeglad.

”Det var mig, min herre.” Azazel foragtede den sleske, fedtende tone i hans stemme. Ikke at det ændrede på noget, manden kunne stadig udbyttes og fanatisk som han nu engang var, ville han aldrig stille spørgsmål. Med samme tonefald fortsatte han; ”Deres tid endte for hurtigt, min herre. Så meget De aldrig fik afsluttet…”

”Og hvorfor er jeg blevet bragt tilbage?” Afbrød Azazel utålmodigt – han havde en idé allerede, men Faustin Teller havde altid været en uberegnelig mand.

Der opstod en stilhed mellem dem, mens manden bag ham tøvede. Det virkede som om han prøvede at finde det rigtige svar, det der ville tilfredsstille Azazel mest. Efter et par minutter tog han en let indånding og sagde; ”Den ungdom De lovede mig ebbede ud da De… forsvandt.” Han så på Azazel med et forsigtigt blik, for det var meget tydeligt at dette emne var et meget ømt punkt for ham. ”Jeg tænkte at jeg kunne få den tilbage hvis De gik på jorden igen, Herre…”

”Quem di diligunt adolescens moritur.” Afbrød Azazel, uden at vise den stigende irritation Faustin fik ham til at føle. I stedet smilede han let for sig selv, tydeligvist skadefro. ”Den, som Gud elsker, dør ung, Pater. Bragte du mig tilbage i den tro, at jeg ville belønne dig med et længere liv? Du burde kende mig godt nok til at vide, at jeg aldrig gør noget for andre hvis jeg ikke får noget ud af det.”

Den stolthed, er nærmest havde strålet i Tellers mørke øjne forsvandt, og han udstødte en ynkelig lyd, der blot gjorde Azazels foragt for ham større. Manden gik helt hen til ham, faldt igen på knæ i støvet og tog fat i den lange frakke som Azazel var iført. Azazel stivnede og vendte sig langsomt om mod den gamle mand, der krympede sig i støvet. Han trak frakken til sig i en hurtig, hård bevægelse og flåede samtidigt stoffet ud af Tellers hænder. Langsomt, ganske langsomt, satte han sig på hug foran den ynkelige skikkelse ved sine fødder og lagde sine hænder mod hans skulder i en næsten trøstende bevægelse, selvom hans ansigt stadig lyste af foragt.

”Fortæl mig, Faustin,” hviskede han i en faretruende blød stemme, ”vækkede du mig virkelig på grund af dit eget forfald? Troede du at jeg ville komme kravlende og opfylde dine ønsker, bare fordi det var dig der fik mig hertil i første omgang? Hvis du gjorde, Faustin, er du en større idiot end jeg troede.”

Han havde knap færdiggjort sætningen, før han skubbede Teller fra sig i en så kraftig bevægelse, at den gamle mand faldt bagover med en overrasket lyd. En ubehagelig knasende lyd kunne høres da han landede på siden, med sin arm under sig i en akavet vinkel. Han blev liggende ubevægelig, og det eneste tegn på at han stadig levede var de hivende åndedrag han tog ind i mellem. Han bevægede sig ikke engang, da Azazel gik forbi ham ned ad kirkegangen, med den lange frakke glidende hen over gulvet bag sig. Azazels skridt gav ikke genlyd mellem de gamle vægge, som Tellers havde gjort, og hans lette, elegante bevægelser fik det til at se ud som om han slet ikke rørte gulvet. Han nåede helt ned til de store dobbeltdøre, der stadig stod åben – Teller havde sikkert ikke haft kræfter til at lukke dem efter ritualet. Azazel vidste hvor meget den slags tærede på svage væsner som mennesker – før den gamle mand endelig fik sat sig op. Hans sorte præsteklæder var plettet grå af støv, og han holdt sin skadede arm ind til sig.

”Vent!” Hans stemme lød hæs idet han råbte efter Azazel. ”Vent. Jeg kan give Dem noget til gengæld. Noget jeg ved De vil værdsætte.”

Den desperate klang afslørede tydeligt, at han ikke var så sikker i sin sag som han ellers gav udtryk for, men Azazel vendte sig alligevel om mod ham, og så på ham med et blik, der kun viste en minimal interesse.

”Jeg lytter.”

Teller kom på benene, utroligt besværet og med et smertefuldt udtryk i ansigtet, og stavrede et par skridt frem mod den spinkle skikkelse, der ikke var andet end en sort skygge mod månelyset. Et håbefuldt glimt kunne ses i hans mørke øjne.

”Jeg ved hvor han er, min Herre.” Håbet og desperationen fik ham til at virke vanvittig. ”Ham, der tog Deres kræfter fra Dem og forviste dem til afgrunden.”

Det var tydeligt at Azazel vidste hvem der var tale om. Hans kropsholdning blev anspændt og et øjeblik så det ud som om hans sorte øjne lyste rødt. Det var kun et øjeblik, så Teller var ikke sikker, men det ville ikke undre ham. På trods af Azazels reaktion vågede han at tage et par skridt mere.

”Jeg finder ham for Dem, sørger for at han kommer til Dem, min Herre.” Hans stemme var faldet til en hvisken. ”Jeg skal sørge for at De får Deres hævn.”

Igen opstod der en stilhed, der virkede langt mere isnende end de første. Kirkerummet virkede koldt og uhyggeligt, og for første gang forstod Teller hvorfor den lokale befolkning havde ladt den forfalde – ekkoet af den hændelse, der havde fundet sted herinde 3 år tidligere, kunne stadig fornemmes, som om det sad i væggene. Han skuttede sig, selvom smerten jog gennem hans arm, mens hans blik hele tiden var rettet mod Azazels mørke skikkelse. Efter noget tid nikkede Azazel en enkelt gang.

”Så har vi en aftale.” Et smil bredte sig over hans smalle læber. ”Det ser ud til at du har solgt din sjæl til Djævlen igen, Pater.”

 

 

Daniels fingrer gled langsomt over den kolde overflade, lod dem løbe langs de smalle fordybninger for hvem ved hvilken gang – han havde efterhånden ikke tal på det. Sneen skar som små isnende knive mod hans knæ, og hans ånde blev hængende i luften, som hvide skyer, før de forsvandt, som havde de aldrig været der. Men han ænsede det ikke. Han mærkede knap kulden, selvom han var overbevist om, at han havde siddet i samme stilling i flere timer.

Egentlig burde han være glad, og fejre netop den dag, men hvordan kunne nogen mand i verden få sig selv til at fejre den dag, hvor han mistede alt? Selv nu, 3 år efter, kunne han ikke forbinde den dag, den forbandede dato, med andet end den hændelse. Hans øjne fulgte fingrene. Han blev nødt til at bøje hovedet, før han overhovedet registrerede, hvad hans øjne så – han vidste alligevel alt for godt hvad der stod. Lige meget hvor mange gange han havde været der, og lige meget hvor mange gange han ville komme i fremtiden, ville han nok aldrig kunne få sig selv til at se på det.

Det var lige før, at han måtte tage sig selv ved kraven, og tvinge sig på benene. Det var først nu, at han mærkede kulden – og besværet ved at rejse sig, efter at have siddet på knæ i minus grader i et par timer. Han sukkede en enkelt gang, før han nænsomt lagde en enkelt hvid rose på jorden foran gravstenen, der repræsenterede et liv, som han aldrig ville få tilbage. Hvid for uskyldighed. Ironien i det var på en gang grinagtig og hjerteskærende.

Af gammel vane slog han korsets tegn for sig, og mumlede en kort velsignelse på latin, før han vendte om, og forlod det sted, der en gang havde været det sted han elskede mest – det sted han nu hadede som pesten. Stedet var for længst gået i forfald, for der var ingen der turde, at sætte fod derinde længere, så det havde stået tomt hen i flere år nu. Omkring 3 år. På grund af det dødsfald der var sket i den engang flotte og stolte bygning havde byens beboere ikke haft hjerte til at tage den i brug igen og lade som ingenting. Så der stod den altså; tom, faldefærdig og spøgelsesagtig. Daniel havde fået noget af et chok da han var vendt tilbage til byen efter alle de år og set hvordan det stod til. Men et eller andet sted var han glad for, at det der var sket i kirken dengang ikke var blevet glemt.

Han sukkede let for sig selv og lod den ene hånd glide gennem sit hår, der allerede havde enkelte grå stænk, på trods af at han var fyldt 29 for få timer siden. Han vidste at han så ældre ud, for de mørke rande under hans øjne og skægstubbene på hans hage havde bestemt ikke undsluppet hans opmærksomhed. Han kunne sikkert gøre noget ved det, men han kunne ganske enkelt ikke være mere ligeglad – der var kun en gang i hans liv han havde haft en grund til at se pæn ud, og det var efterhånden lang tid siden. Den grund var for længst forsvundet.

Den gamle jernlåge, med de snirklede, gotiske mønstre, knirkede på sine rustne hængsler, da han skubbede den op. Der havde været en lås engang, men den var sikkert blevet brækket op af en flok unger, der ikke havde bedre at tage sig til. Det var formodentligt de samme, der havde væltet gravstene og revet blomsterne op ved roden. Daniel kunne ikke undgå at tænke over hvorfor han aldrig havde fundet Christians grav sådan – ødelagt, gravet op eller så meget som rørt. Aldrig havde han set et eneste fodaftryk i den bløde muldjord ved det lille stykke jord, ud over sine egne. Men måske var det ikke så underligt. Folk var stadig bange for ham, selv efter hans død. Han kunne mærke det da han parkerede sin bil på den eneste parkeringsplads i byen, henne ved det beskedne indkøbssted, for første gang siden han forlod byen. Der var ingen der havde talt til ham eller hilst på ham da han passerede dem på gaden, men han kunne se på deres ansigter, den måde de så på ham med en slet skjult foragt, at de bestemt ikke havde glemt ham. Sådan var det med små byer – her blev ingenting gemt. De huskede ham stadig som et udskud, noget nær en forbryder. Ikke at han bebrejdede dem.

Daniel gik i sine egne tanker, med blikket rettet mod jorden, så det generede ham ikke, at byens beboere så efter ham med deres forhadte blikke. Til gengæld lagde han heller ikke mærke til den mand, der stod lænet op ad muren ved siden af den smalle optegnede plads, hvor hans bil lige nu stod parkeret. Han havde allerede stukket nøglen i låsen på døren og skulle til at dreje den, da manden rømmede sig. Hvis han ikke havde gjort opmærksom på sig selv havde Daniel aldrig bemærket ham. Hans blik gled fra den grå asfalt ved hans fødder og hen mod det sted den dybe, lidt hæse lyd kom fra. En overrasket, næsten vantro lyd undslap hans læber mod hans vilje, for selvom den midaldrende mand, der stod foran ham var velkendt, havde han aldrig regnet med at se ham igen.

”Kean…” Daniel kunne sagtens selv høre hvor svag hans egen stemme lød, men han forventede ikke ligefrem en venlig modtagelse fra manden, der stod og så på ham med et hårdt blik. Til hans overraskelse så Keans ansigtsudtryk ud til at bløde en smule op, idet han nikkede som svar på tiltalen.

”Daniel.” Sagde han, og hans stemme var fri for det had, som Daniel ellers havde forventet at høre. ”Jeg havde håbet at finde dig her.”

Han fik intet svar, for Daniel vidste ganske enkelt ikke hvad han skulle sige. Hans blik flakkede en anelse, for han havde svært ved at se Kean i øjnene. Han havde trods alt frarøvet manden den sidste illusion han havde om en familie. ”Hvorfor her?” Fik han endelig sagt. Det undrede ham at Kean ikke bare havde ventet ved kirkegården, når det nu var det eneste sted i byen han befandt sig når han var her.

Nu var det Keans tur til at være stille. Daniel kunne tydeligt se på den måde hans øjne langsomt gled mod jorden, at det ikke var noget han havde lyst til at tale om, så han blev en smule overrasket da han endelig sagde; ”Jeg kan ikke holde ud at være der. Så jeg ventede her i stedet.”

”Jeg forstår dig.” Svarede Daniel, mens et lille ironisk smil bredte sig over hans læber. ”Men jeg forstår ikke hvorfor du opsøger mig. Du burde hade mig som pesten.”

”Det gjorde jeg engang.” Der var ingen tvivl om at Kean talte sandt, for der lå en hvis giftig tone gemt i hans stemme, men hans blik var helt blottet for had da han så op på Daniel. ”Men jeg ved at du gjorde hvad du fandt bedst. Og jeg er her hverken for min egen eller Iris’ eller nogen anden fra byens skyld. Jeg er her for Christians.”

Da Christians navn blev nævnt havde Daniel det som om Kean stak en glødende ildtang i brystet på ham, og vred den engang rundt i hans hjerte. Han havde ikke selv nævnt det navn siden Christian døde og han havde heller ikke hørt nogen nævne det. Han havde undgået det, i håb om at smerten ville forsvinde. Nu vendte den tilbage for fuld kraft. Den forsvandt ikke, men blev næsten forstærket af den underligt anende fornemmelse han fik, da Kean rakte en laset notesbog frem mod ham.

”Jeg fandt den her på hans værelse for noget tid siden.” Keans stemme var helt monoton, og Daniel regnede med, at det var hans måde at gemme sin smerte. ”Det var nok ikke meningen at du skulle se indholdet, men jeg synes du skal have den. Der var vist en del han aldrig fik fortalt dig.”

Daniel rakte tøvende en hånd ud mod bogen og trak den lige så forsigtigt ud af Keans greb. I ganske kort tid stod han bare og så på den, før han åbnede den og skimmede første side. Selvom hans hænder rystede og tårerne begyndte at presse sig på, kunne han mærke hvordan hans mundvige trak sig op ad i et svagt smil. Han lukkede den blidt sammen, som om han var bange for at den skulle falde fra hinanden, og så op mod Kean for at takke ham. Et øjeblik blegnede smilet, for Kean var ingen steder at se, men da han lod fingerspidserne glide hen over notesbogens glatte overflade smilede han igen. Med sin frie hånd åbnede han bildøren og satte sig til rette på føresæddet, men han lagde ikke bogen fra sig, og gjorde heller ikke mine til at ville starte bilen. I stedet lagde han notesbogen i sit skød og åbnede den igen, så han kunne se den første dobbeltside.

I det ene hjørne, sat fast med en multifarvet papirklips – alt for typisk Christian – sad et fotografi af ham selv, som han ikke kunne huske at Christian havde taget. Han sad i sin lejlighed ved vinduet og så ud over det grønne område bag komplekset med et fredfyldt smil på læben. Billedet var uskarpt og en smule udflydende, så Christian havde sikkert taget det lidt for hurtigt for at han ikke skulle lægge mærke til det. På dobbeltsiden i notesbogen kunne Daniel se skitsen af en tegning, lavet efter billedet i hjørnet. Blyantstregerne var utroligt præcise, der hvor Christian havde nået at få tilføjet detaljer og skygger, men der var noget anderledes ved det. Lyset der faldt gennem vinduet fik det til at se ud som om at der lå et svagt, unaturligt lys omkring Daniel, selvom tegningen ikke var i farver. I det nederste hjørne på den højre side, det modsatte af det hjørne billedet var klipset til, stod der skrevet ”Tillykke med fødselsdagen”, samt datoen; den 17. januar. Denne dag for præcis 3 år siden.

Der lød et dæmpet knirken fra notesbogens ryg da han lukkede den sammen, for at den dråbe af salt vand, der endelig fik presset sig ud mellem hans øjenvipper, ikke skulle ramme siden og ødelægge de sirlige blyantstreger. Han vidste ikke om han skulle være glad for at have fået en gave på sin fødselsdag, selvom den var tre år forsinket, eller om det var forkert af ham. Christian var død på hans fødselsdag, der var intet ved denne dato der var værd at fejre. Det eneste han var sikker på var, at den ubehagelige blanding af sorg og glæde, det sug der kom i hans mave når han så på den skrå håndskrift i hjørnet, ville plage ham hver kan han så på notesbogen. Alligevel ville han aldrig skille sig af med den – det var det eneste han havde tilbage.

Bilens motor spruttede og røgen stod ud af udstødningen som en grå tordensky, der tydeligt afslørede at den havde set bedre dage. Gearene gav en træt, knirkende lyd da Daniel bakkede ud fra parkeringspladsen for at komme væk fra byen. Endnu engang blev han hurtigt opslugt af sine egne tanker, og lagde ikke mærke til den ældre mand, der langsomt drejede hovedet efter bilen, idet han svingede ud på vejen fra parkeringspladsen. Et smil bredte sig langsomt, så det grå, gustne ansigt blev fordrejet i en underligt skadefro maske, og afslørede en række af helt lige hvide tænder. Mandens mørke øjne glimtede ubehageligt i det skarpe sollys.

”Du er kun undsluppet ind til nu, min kære Daniel.” Mandens stemme var hvislende og hæs, næsten som en slange, der havde fået evnen til at tale. ”Det er slut nu. Memento mori.”

 

 

Bygningen var mindre og mere faldefærdig end hun havde regnet med. Det havde taget hende flere måneder at finde frem til et navn og endnu længere tid at få fingrer i adressen, og nu stod hun her altså, på den flisebelagte sti op til den lille boghandel. Hun havde fået at vide at udvalget var småt og at priserne ikke var mindre af den grund, men til gengæld havde den et bredt udvalg af bøger om det okkulte. Hun havde altid interesseret sig for det overnaturlige og havde troet på det siden hun var lille. Første gang hun havde hørt om magi og dæmoner havde hun været 5, og siden havde hun troet fuldt og fast på dets eksistens. Den tro var falmet med tiden, for hendes liv havde været så kedeligt, almindeligt og ensformigt, at der umuligt kunne være noget overnaturligt – i hvert fald ikke i nærheden af hende. Det var efterhånden mere en svag interesse end noget andet. Men hun var her ikke for bøgernes skyld.

Hendes slidte gummisko gav en let klaskende lyd hver gang de ramte de hårde fliser. Selvom huset ikke var stort følte hun sig underligt lille. Det havde den slags udstråling, som de gamle huse i film – et af de steder man bare vidste, ville vise sig at blive vigtigt for resten af handlingen. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere efterhånden som hun nærmede sig. Langt om længe havde hun muligheden for at få svar på et spørgsmål, der havde plaget hende i mere end et år.

Klokken over døren gav en blød og klar lyd fra sig da hun åbnede døren. En tør, men behagelig lugt mødte hende da hun trådte ind i den lille butik; en behagelig blanding af gamle og nye bøger, og noget hun mente måtte være en form for te. Væggene i lokalet havde en blød cremefarve, men det meste af pladsen var optaget af reoler, der startede ved gulvet og endte får centimeter fra loftet. Gulvet var dækket af et tæppe, der så ud til at være lavet af hessian, hvilket blot gav butikken et varmere udtryk. Reolerne var det eneste mørke indslag i rummet, men det ødelagde ikke udtrykket for hende. På en måde følte hun sig hjemme her med det samme, som hun så ofte gjorde i boghandler, men der var noget særligt varmt og indbydende ved den her. Størrelsen havde også sin charme.

Lyden af en dør der åbnedes fik hende til at se over mod disken. En mand var trådt ud i rummet, formodentligt fra et baglokale eller et lager af en art, og så over mod hende med et venligt smil. Hun kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at han passede perfekt ind i rummet, med sin let solbrændte hud og det mørkebrune hår. For en gangs skyld følte hun sig ikke malplaceret i sine hullede jeans og den lange, lidt barnlige, gule jakke. Manden var ikke ligefrem snusket, men skægstubbene på hans hage, og de udvaskede jeans han bare, fortalte tydeligt at han ikke var typen der gik op i udseende.

”Leder du efter noget bestemt?” Hans stemme var behagelig, syntes hun. Lidt mørk og hæs, men stadig behagelig.

Hun rystede let på hovedet, men tog så sig selv i det. Hun ledte ganske rigtigt ikke efter noget bestemt, hun ledte efter nogen, men hun havde aldrig været typen, der bare gik hen og stillede fremmede mennesker spørgsmål. Hun begyndte automatisk at pille lidt ved kanten på jakkens ærmer, som hun altid gjorde når hun blev bevidst om sig selv. Det skete tit.

Manden bag disken virkede ikke generet eller irriteret over ikke at få noget svar, men så fortsat på hende med det samme venlige smil.

”Du må endelig sige til, hvis det er.”

Hun tøvede. Hun vidste at hun ikke ville få noget ud af at kravle langs væggene, eller går rundt mellem de høje reoler og lade som om hun studerede ryggene på bøgerne, mens hun i virkeligheden holdt øje med ham på afstand og tænkte på, om det var ham hun ledte efter. Hun tog nogle tøvende skridt fremad, før hun så gik helt hen til disken med lidt mere selvtillid. Han så bare på hende med sine varme, gyldne øjne imens. Hun knyttede begge hænder, endnu en dårlig vane hun havde fået gennem tiden, før hun løftede blikket og mødte hans.

”Er du… Daniel Le Bow?”

 

Baglokalet var ikke meget anderledes fra selve butikken; der var bøger stablet fra gulv til loft, men herude var der ingen reoler til dem. I stedet lå de i bunker eller i kasser. Det så nok rodet ud for fremmede, men Daniel havde helt styr på hver enkelt bog. Han havde altid haft en lidt unik måde at holde styr på sine ting, og dette rodede system var ingen undtagelse.

Han stod ved det lille tekøkken, der så ud til at være mast ind i hjørnet af rummet. Han vidste at hun stadig sad på den stol han havde bedt hende om at sætte sig på et par minutter forinden, for han kunne mærke hendes blik brænde sig ind i ryggen på ham. Han havde aldrig brudt sig om at folk stirrede på ham, men han kunne ikke rigtig bebrejde hende. Med et træt smil på læben vendte han sig om mod hende, med en kop te i den ene hånd, som han satte på bordet foran hende. Selv satte han sig overfor hende, på en stol på den anden side af bordet. Normalt lod han ikke folk komme herud, dels på grund af rodet, og dels fordi han ikke synes at de havde noget at gøre der, men han havde gjort en undtagelse, fordi hun havde virket så opsat på at tale med ham under fire øjne. Der havde ikke været andre end dem i butikken, men hun havde insisteret på at tale med ham et andet sted, så han havde lukket butikken midlertidigt og ført hende herind.

Daniel skulle til at sige noget, men hun rystede let på hovedet, hvilket fik ham til at lukke munden igen. Hun havde virket genert da hun trådte ind i butikken, men nu var der et beslutsomt glimt i hendes blå øjne.

”Jeg ved godt at det virker lidt underligt, at jeg bare kommer væltende ind, men vil du ikke være sød at høre på mig?” Hendes stemme virkede bedende, selvom hun stadig havde det samme glimt i øjnene. Hun ventede ikke på svar før hun fortsatte; ”Mit navn er Ava. Ava Lefent.”

Daniel stivnede og spærrede øjnene op. Han vidste at hun så bekendt ud, hovedsageligt på grund af øjnene, men han havde slået det hen som sin egen sentimentalitet. Lefent. Han havde ikke regnet med at høre det navn nogensinde igen, og på en måde havde han været tilfreds med det. Efter Christians død og omstændighederne omkring den ville han have været ganske tilfreds med ikke at støde ind i familiemedlemmer. Heldet var åbenbart ikke på hans side.

”Du kender Christian, gør du ikke?” Spurgte hun, og den håbefulde undertone i hendes stemme fik hans hjerte til at synke endnu dybere. ”Jeg kan se på dig at du kender mit efternavn.”

Han svarede hende ikke. Han kunne ikke få sig selv til det. Hun virkede så håbefuld, som om hun regnede med at han kunne introducere dem for hinanden. En lykkelig genforening, der aldrig ville finde sted.

”Jeg har ledt efter ham i over et år nu.” Fortsatte Ava, da Daniel forholdt sig tavs. ”Hvis du kan hjælpe mig med at finde ham, hvis du bare kan fortælle mig hvor han er…”

”Christian er død, Ava.” Han kunne selv høre hvor træt og udmattet han lød. Et eller andet sted havde han ikke lyst til at fortælle hende det, og slukke hendes håb, men han var nødt til det. Han kunne ikke få sig selv til at lyve for hende.

Han fortrød det et kort øjeblik da han så hendes ansigtsudtryk. Hendes blå øjne var let opspilede og hendes læber formede en oval – let adskilte, som om hun skulle til at sige noget. Hun så yngre ud end hun havde gjort tidligere. Daniel var ikke sikker på hvor gammel hun egentlig var, for hendes beskedne højde og fregnerne på hendes kinder fik hende til at virke meget ung, men hendes stemme var som en ung kvindes. Lige nu lignede hun en lille pige, der var blevet efterladt i et mørkt rum, uden udsigt til at blive lukket ud igen.

”Jeg havde sådan håbet at finde ham…” Avas stemme knækkede, og hun klemte øjnene sammen, sikkert for at holde tårerne tilbage.

Daniel svarede hende ikke, for han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle sige til hende. Han kunne fortælle hende sandheden, men han nænnede det ikke. Sandheden ville formodentligt ødelægge hende helt, og han syntes at hun havde nok i at vide, at Christian var død.

Ava lod sit hoved falde en smule fremover, så hun sad og stirrede ned på tekoppen, hvis indhold hun overhoved ikke havde rørt endnu. Dampen bølgede op omkring hendes ansigt, mens hun drejede den mellem hænderne.

”Jeg fandt hans dåbsattest i min mors kommodeskuffe.” Hendes stemme var underligt hul og livløs. ”Mine forældre har aldrig fortalt mig at jeg havde en storebror. Jeg burde ikke have rodet i deres ting, men jeg skulle bruge nogle papirer til en skole opgave… Og der lå det. Jeg vidste at mine forældre ikke ville fortælle mig noget hvis jeg konfronterede dem med det, så jeg blev nødt til at finde ham. Hører sandheden. Men den finder jeg nok aldrig nu.”

”Jeg beklager meget.” Sagde Daniel, mens han holdt blikket på hende. ”Hvis jeg kunne hjælpe dig havde jeg gerne gjort det.”

Han kunne lige ane et smil på hendes blege læber, da hun rejste sig fra stolen. Hun løftede blikket og så på ham – Han kunne tydeligt se i hendes øjne at hun bestemt ikke var glad lige nu.

”Det ved jeg.” Svarede hun stilfærdigt. ”Du har allerede hjulpet mig, Daniel.”

Daniel nikkede en enkelt gang, igen uden at svare hende. Han kunne ikke få sig selv til at tage imod hendes taknemmelighed, når han kunne have givet hende en del af den sandhed hun ledte efter, men bevidst havde holdt den for sig selv. Han rejste sig fra sin stol og tilbød at følge hende ud. Som han selv havde gjort nikkede hun blot, og lod ham føre hende ud i butikken igen og hen til døren.

Daniel blev stående ved et af de store vinduer og så efter hende, da hun gik ned ad stien og ud til vejen. Han kunne ikke undgå at lægge mærke til at hun lignede Christian, selv på denne afstand. De havde samme lette bygning, men til forskel for Christian, der altid havde haft en rank holdning, uanset hvad, gik Ava og faldt lidt sammen, som om en tung vægt lå mod hendes skuldrer. Han bebrejdede hende ikke. Det kunne ikke være nemt at have ledt efter nogen i et helt år, for så at finde ud af at ens søgen var forgæves. Han vendte sig væk fra vinduet med et lille suk, og følte sig endnu engang ældre end han egentlig var. Han havde aldrig følt sig så menneskelig, så dødelig, før han havde siddet på kirkegulvet med Christian i sine arme, mens han havde set lyset sive ud af drengens blå øjne.

Han så sig kort over skulderen, men Ava var allerede væk. Et eller andet sted håbede han, at han aldrig kom til at se hende igen.

 

 

Ava havde aldrig været en af de piger, som drengene vendte hovedet efter på gaden. Hun var hverken grim eller fed, men hun vidste godt, at hun ikke var meget værd, når det kom til udseende. Hendes veninder sagde altid, at hun var en køn lille sag, men det skulle de jo sige. Selv vidste hun at den var helt gal. For det første var hun for lille. Alle pigerne i hendes klasse var høje og havde lange smukke ben – selv gik hun dem til skulderen. Ava mente selv at det var en forbandelse, at hun som 16-årig ikke var meget over halvanden meter høj. Derudover havde hun ingen former. Ja, hun havde en smal talje og ja, hun havde en flad mave, men hvad hjalp det, når hun hverken havde hofter eller bryster. Og så var der fregnerne, der fik det til at se ud som om hun stadig var et lille barn. Højden hjalp overhoved ikke. Hendes hår havde også en kedelig mørkebrun farve, der mindede lidt om leverpostej, der havde stået lidt for længe. Det eneste pæne ved hende var hendes øjne, der havde en mørk blå farve, som himlen lige før tusmørke. Men han kunne umuligt se hendes øjne nu hvor de var rettet mod bogen i hendes skød, så det undrede hende, at hun hele tiden kunne mærke hans blik på sig.

Han havde siddet der allerede da hun var kommet ind, og hun havde lagt mærke til ham med det samme. Han var den type hun normalt kun kendte fra bøger, typen der gjorde hende blød i knæene; lyshåret og kølig, som om han vidste, at han var for god til resten af verden. Han sad lænet tilbage mod væggen med det ene ben over det andet, og hans sorte øjne var rettet mod vinduet. Hans ansigt var fuldstændigt udtryksløst. Ava vidste med det samme, at han var flere niveauer over hende, så hun havde ikke engang forsøgt at tiltrække sig hans opmærksomhed. I stedet havde hun sat sig i det samme hjørne som hun altid sad i; en lille bås, der bestod af to korte bænke, betrukket med sort læder, samt et lille bord i midten. Den velkendte lyd af læderet der gav sig da hun satte sig fik hende til at smile. Hun havde sat sin rygsæk – en gammel sag, som hendes lillesøster havde lavet til hende på fritidshjemmet – ved siden af sig, men åbnede den ikke endnu, for hun vidste at den unge servitrice, Ceala, ville stå ved bordet få sekunder efter.

”Det sædvanlige?” Lød hendes bløde stemme, ganske som Ava havde forventet.

Ceala var den slags pige, som Ava kun kunne håbe på at blive. Høj og timeglasformet, med lange smukke ben og en barm, der knap kunne holdes inde under den blå skjorte, der var en del af hendes arbejdsuniform. Hendes lange honningblonde krøller var sat op i en løs knold i nakken, og hendes store brune dådyrøjne strålede som altid. Ava hadede hende, men på samme tid holdt hun af hende. Ceala havde aldrig været andet end venlig og imødekommende overfor hende, i modsætning til så mange andre.

”Ja. Bare det sædvanlige.” Hun smilede ikke, som hun ellers plejede, når hu talte med Ceala – hun havde ikke været i specielt godt humør siden hun havde fået at vide, at Christian var død.

Ceala så på hende med et undrende blik, men i sidste ende stillede hun ingen spørgsmål. Endnu en af de ting Ava holdt af ved hende var, at hun aldrig blandede sig i andres sager, med mindre de bad hende om det.

”Et styk caffé latte med flødeskum er på vej.” Sagde servitricen, men hendes normale kække tone var ingen steder at finde. Hun kunne formodentligt mærke på Ava, at hun ikke var i specielt godt humør. De løse totter, der havde revet sig løs fra knuden i nakken, dansede omkring hendes skuldrer, da hun vendte sig og gik op mod disken.

Ava pillede selvbevidst ved en af sine egne lokker, der ikke engang nåede hende til skuldrene. Hun havde altid ønsket at hun kunne se ud ligesom Ceala, lige siden de havde været små og stadig rendte rundt ude i Cealas have sammen, for at fange sommerfugle. Selv den gang havde Ava lignet et trafikuheld, med sine knoklede knæ, der altid havde mindst et plaster, og de buttede, fregnede kinder. Hendes blik gled automatisk over på den unge mand i det modsatte hjørne, ham hun havde set da hun kom ind, men hans blik var stadig rettet mod vinduet – hun havde regnet med at han ville have glanet efter Ceala, som alle de andre drenge gjorde.

”Der er sikkert noget galt med ham..” Mumlede hun for sig selv, mens hun igen så ned mod bogen i sit skød.

Egentlig var hun ikke i humør til at læse lige nu, hun havde ikke rigtig haft overskud den sidste uge, men et eller andet var hun nødt til at fordrive tiden med. Lige så snart hun ikke lavede noget begyndte hendes tanker at flyve, og hun havde overhoved ikke lyst til at tænke for tiden. Hun havde op til flere gange overvejet at tage tilbage til boghandlen og spørge Daniel om Christian igen. Hvordan han var som person, hvordan de kendte hinanden. Hvordan Christian døde. Men hun kunne ikke få sig selv til det.

Hun lagde bogen fra sig på bordet da Ceala kom tilbage med hendes caffé latte. Den lille café havde altid haft en hurtig betjening.

”Endnu en bog.” Cealas tone var en smule drillende, og hun puffede da også blidt til Avas skulder, næsten som for at få hendes humør lidt op. Det virkede ikke.

Ava så op på hende med et lidt mat blik og et overfladisk smil, men mere blev det ikke til. ”Tak, Ceala.”

Servitricen blev stående hvor hun var, som om hun ikke var sikker på om hun skulle gå eller blive, men i sidste ende vendte hun sig om og gik tilbage mod disken. Ava vidste at det ikke var fair af hende at behandle Ceala med den kølighed hun gjorde, men hun kunne bare ikke få sig selv til at spille komedie for tiden. Hun syntes ikke der var den store grund til at smile. Hun skævede til bogen, men i sidste ende orkede hun faktisk ikke at åbne den, og da slet ikke at læse. I stedet løftede hun den ene hånd og lod pegefingeren hvile mod skeen, der var i koppen. Hun vippede den frem og tilbage et par gange, mens hun stirrede tomt på den.

Hun sad der længe, uden det store formål, hvor hun bare legede halvhjertet med sin ske. Efter en halv times tid, hvor hun overhoved ikke havde rørt sin caffé latte, stak hun hånden i sin taske og hev sin pung frem. Hun havde helt styr på hvad tingene i caféen kostede, så hun fandt det præcise beløb, og lagde pengene ved siden af den stadig helt fulde kop. Med et lille suk greb hun fat i bogen og lagde den ned i tasken, som hun svingede over skulderen. Hun kunne mærke Cealas bekymrede blik på sig da hun rejste sig og gik mod døren, men hun vendte sig ikke om mod hende for at sige farvel, som hun ellers plejede at gøre.

Ava holdt blikket rettet mod gulvet idet hun fortsatte videre ud af døren, men hvis hun havde været bare en smule mere opmærksom ville hun have lagt mærke til, at den lyshårede fyr ved vinduet rejste sig netop idet hun åbnede døren. Hans blik var ikke længere rettet mod gaden udenfor, men det hvilede i stedet på hendes spinkle skikkelse, da han fulgte efter hende gennem døren og ud på gaden.

 

Latin:

Pater – Fader. En betegnelse for katolske præster.

Domine – Herre.

Semper fidelis – Altid trofast.

Memento mori – Husk at du skal dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...