Kærlighed gør ondt. Især hvis den du elsker, er sadist.

Denne her korte historie, handler om mine følelser. Smid gerne en kommentar, og giv den stjerner. Håber i nyder/nød den. Tak for opmærksomheden. Det er btw en historie til min bror, der højst sandsynligt ikke læser den, da han ikke gider at læse.

5Likes
6Kommentarer
3799Visninger
AA

1. Mit ødelagte hjerte.

Skyerne over mig, var helt grå. Lige om lidt, ville de begynde at græde, på den øde gade. Jeg havde lagt min nakke bagover, og kigget op på skyerne. Indeni mig, skar smerten, i mit ødelagte hjerte. Du havde gjort mig ondt. Endnu en gang. Jeg vidste ikke hvornår det ville stoppe. Hver gang du gjorde mig ondt, var det, som at få en kniv i hjertet. Jeg elskede dig så højt, men det var du blind overfor. Du var ligeglad, og intet kunne få dig til at forstå det. Jeg prøvede at holde tårerne inde, i mine øjne, der var fyldt med tårer. En enkelt tåre undslap, og gled ligeså stille og lydløst, ned af min kind. Den forlod min kind, fløj gennem den vægtløse luft, og landede på asfalten. Lige da den landede, lød et ordentligt brag over mig, og så begyndte skyerne at græde. Jeg stod bare og kiggede på, jeg gad ikke hjem. Det var der du var. Mit hjerte, der allerede var gået i 1000 stykker, kunne ikke knækkes mere, men smerten indeni mig, var ulidelig. Jeg lukkede mine øjne, og lod så tårerne falde. Hvorfor fik du mig altid til at føle, at jeg var helt væk? At jeg ikke eksisterede, at der ikke var mere af mig tilbage, på denne jord. Du fik mig til at føle mig, som den rene luft. Hvorfor? Dine ord, var som piskesmæld mod min ryg, hvert ord, hvert slag, var ulideligt. Hvad skulle jeg gøre, for at få dig til at stoppe? Kunne jeg gøre noget?

 

Selvom mit hjerte allerede var i stykker, da du allerede havde flået det itu for længe siden, kunne det ikke knuses mere. Men det er som om, at hvert evigt eneste lille stykke af mit splintrede hjerte, føler 10 gange bedre, end mit hele hjerte. Mit hele hjerte. Der har næsten aldrig været et helt hjerte. Du ødelagde det. Du ødelagde det, som om det var ingenting. Det var kun det rene luft, for dine hånende ord. Indeni græd jeg, mens du snakkede til mig, men udenpå smilte jeg stort, og grinte, og lod som ingenting. Jeg ville ikke vise, at jeg græd, for det tog du som en svaghed. Jeg var svag, i forhold til dig, ikke kun fysisk, men også psykisk. Du krøllede mig, og rev mig i stykker, som om jeg var papir, og knuste mit hjerte, som var det lavet af glas. Gjorde det dig glad, når jeg havde ondt? Godt nok gjorde det ondt på mig, men jeg stod der stadig. Irriterede det dig? Var det derfor du blev ved? Prøvede du kun at knuse mig, at dræbe mig? Stoppede du først, når mit liv endte? Jeg prøvede at holde fanen højt, men det var svært, for du ødelagde alt. Jeg kunne intet gøre, uden det var forkert, i dine øjne. Men var du perfekt? Nej, du var langtfra perfekt. Ingen er perfekte. Alle har svagheder, alle har gjort noget forkert. Ingen er perfekte.

 

Hvad havde jeg nogensinde gjort dig? Havde jeg overhovedet gjort dig noget? Havde jeg? Jeg forstod dig virkelig ikke, hvad var dit problem? Kunne du ikke se, hvor meget jeg led? Havde du aldrig set dybt ind i mine øjne, og set, hvordan smerten lyste ud fra dem? Var du virkelig så blind? Kunne du virkelig ikke se det? Eller gjorde du det kun for at se mig, når jeg havde ondt? Var det der, det hele lagde? Var der overhovedet noget galt med mig?

 

Tårerne blev ved med at trille, ned af mine kinder. Én efter én, trillede de ned af mine kinder, som små perler, som små regndråber. Skyerne græd med mig. Både mig selv, og skyerne, var ustoppelige. Vi græd vores smerte ud. Jeg havde lyst til at skrige min store smerte ud, og det gjorde jeg. Jeg tog en dyb indånding, og åbnede så munden. Et smertefuldt skrig, kom over mine læber. Det var så fyldt med smerte, at man kunne tage og føle på den. Men ingen, uanset hvor lang tid de levede, ville kunne have følt min smerte, som jeg havde følt den. Jeg stoppede, og følte mig så meget lettere. Selvom mit tøj var gennemblødt, mit hjerte var gået i tusindvis af stykker, og jeg ikke havde noget tilbage, følte jeg mig lettet. En dytten lød lidt længere fremme, og straks slog jeg øjnene op. Jeg kiggede ligefrem for mig, men det var for sent. Jeg blev ramt med et stort brag, og det sidste jeg så, inden jeg tog min sidste vejrtrækning, var et par gule lygter, med lyden af et skrig, i baggrunden. Mine sidste tanker, sendte jeg til den der havde voldt mig ondt, den der havde ødelagt mig, men den person, som jeg elskede så højt. Husk det, jeg elsker dig. Min bror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...