Skamfuldhed

Dette er en kort historie om to unge elskende og deres umulige kærlighed - Deres forbudte kærlighed. Verden er imod dem fra starten, men de kæmper sig sammen i hemmelighed, men verden har ikke glemt dem.

1Likes
0Kommentarer
967Visninger
AA

1. Jacques, min elskede

Giuseppe lå og stirrede ud af vinduet fra den overdådige himmelseng. Den tynde sommerdyne var trukket godt op omkring ham, selvom han langt fra frøs. Han ville bare være sikker på, at Jacques' duft og varme blev hængende omkring ham. For selvom Jacques havde forladt rummet for længst, så tænkte Giuseppe stadigvæk på ham. Hans arme omkring ham, hans bløde, men trætte stemme og hans brune ansigt med det venlige smil. Også selvom han var en bonde, så var han fantastisk. Han var grunden til, at Giuseppe dagligt stillede sig det spørgsmål igen og igen. Hvorfor var det de adelige, der skulle styre? Hvorfor kunne alle ikke være lige? Imens han lå fordybet i sine tanker om Jacques og hans uretfærdige fædreland, gled hans øjne trætte i. og selvom han havde besluttet sig for at holde sig vågen, så faldt han langsomt ind i en let søvn med et smil på læben.

Den dæmpede lyd af snak vækkede Giuseppe. Selvom han helst bare ville putte sig helt ned under den varme dyne og bare glide tilbage i drømmeland, så kunne han ikke falde i søvn igen på grund af stemmerne. Langsomt kravlede han op af sengen og kom op at stå. Hans lange, tynde krop stod en anelse usikkert på de lange ben, men han fandt til sidst balancen. Først da gik det op for ham, at han havde glemt at påføre sig sin natkjortel efter aftenens sidste aktiviteter. Han fik hurtigt bevæget sig over til sit smukt snedkererede klædeskab, som han åbnede. Inde i det brune mahogniklædeskab hang det smukkeste, skræddersyede tøj, som klart fortalte om Giuseppes status. Og selvom udvalget var stort og mægtet, så vidste Giuseppe aldrig, hvad han skulle tage på. Det skyldtes dog mere det faktum, at han hverken ville gå i guldbroderede fløjlskåber eller silkeskjorter. Derfor valgte han også at finde en simpel lærredskjorte og et par hørbukser frem inde bagerst fra skabet. Sådan noget var egentlig ikke beregnet til ham, det var bare noget, der tilfældigvis havde forvildet sig ind i hans skab. Han fik det dog trukket på og følte sig dejligt tilpas i det ellers uvante stof. Han gad hverken påføre sig nogen form for undertøj, sokker eller sko, inden han forlod det store, pragtfulde værelse. Ude for den mørke trædør åbnede sig en stor, lang gang udsmykket med vægtæpper, billeder og andre smukke nipsting. Selv gange var bare et stort vidunder i sig selv. Stemmerne var ikke langt væk. Det tog heller ikke lang til at finde frem til døren, der stod på klem, hvor lyden kom fra. Han kunne nu også med det samme høre, at det var hans moder, Vivienne, og hans fader, Bernard. Som altid var deres stemmer lave og dybt alvorlige. Typisk dem. Som om alt var så alvorligt. Langsomt listede Giuseppe hen til døren, dog uden hverken at røre selve døren eller at gå ind. Han skulle bare høre på afstand, hvad det nu var, hans forældre talte om. Så alvorligt behøvede det jo heller ikke at være, vel? Det gik dog langsomt op for ham, at det omhandlede ham selv, hvilket fik ham til at rynke sin pande en anelse. Hans blå øjne fik en alvorlig underlæbe og hans lyse læber blev spidset en anelse fremad i form af en trutmund. ”Er du sikker, Vivienne? En … bondedreng?” Idet hans elsker blev nævnt, stivnede han. Hvad? Havde hans moder set ham? Hørt dem? Hvad vidste de? Det fandt han langsomt ud af, da den sidste aften blev nævnt. Lyde. Navne. Billeder. Alt blev remset op igen som ét stort flashback. ”Men Vivienne, det vil ødelægge alt! Tænk på vores omdømme” Hvad med Juliettes trolovelse?!” Tanken om, at Bordeaux-familiens ry skulle blive ødelagt, var ikke det, Giuseppe havde tænkt på. Men ja. Hvis det kom ud, at han var sammen med en mand, så ville det ikke kun ødelægge ham selv og Jacques, men også alle omkring ham. Fortvivlet trådte Giuseppe tilbage med et forfærdet udtryk og en rystende krop. Selvom hans eget, og alle andres, ry var på spil lige nu, var det ikke det, han tænkte på. Nu var det kun at redde Jacques’ udsatte liv, der talte. Han vidste sig hurtigt om og styrtede imod sit værelse. Nu var gangens pragt og billedernes ansigter lige meget. Det faktum, at Jacques snart kunne blive dømt til døden, var langt vigtigere. Døren ud til palæets have og udgang fløj op med en kraft som aldrig før. Giuseppe havde fået et par brune læderstøvler og en simpel, lysebrun lærredsjakke på, hvilket var nok til der, hvor han skulle hen. Hverken hans udstråling eller udseende betød noget lige nu. Nu var det Jacques, det gjaldt.

Gaderne uden for det adelige område var rent ud sagt et helvede. Sygdom og ødelæggelse prægede de fattiges liv. Dystre gyde, døende børn og affald i dynger. Hverdagen i byen var simpelthen et virkelig ragnarok. Men selvom de forfærdelige omgivelser var opsigtsvækkende, var det ikke det, der bekymrede Giuseppe lige nu. Han løb, så hurtigt han nu kunne, igennem de beskidte gader, imens han prøvede ikke at snuble i det klamme, lugtende mudder, der var smurt hen over de allerede snavsede gader. Han skulle hele vejen til udkanten af byen, ud til markerne. Ud til Jacques. Men det var et problem i sig selv, da han kun hade været der meget kort. Alligevel lykkedes det han til sidst at komme derned. Ud til de slidte kornmarker, hvor fredløse og andre kriminelle helst ville skjule sig. Tættest på byen lå det simple træhus med stråtag, hvor Jacques boede med sine forældre og fem mindre søskende. Det første, han gjorde, da han kom derhen, var, høflig som han var, at banke på. Trippede utålmodigt og afventede på, at døren skulle åbnes. Endeligt blev døren åbnet. Og dér, der stod Jacques. Højere og bredere end Giuseppe. Lysebryn hun efter meget arbejde i sølen, mørkebrunt hår og venlige, grønne øjne. Jacques. Hans Jacques. Der var virkelig ikke sket ham noget. Måske var det bare noget, han havde bildt sig ind. ”Hud ske tak og lov, Jacques, du…” Mere nåede Giuseppe ikke at sige, inden han blev fejet væk fra døråbningen, så hårdt, at han endte på roeven i en forhøjning af jord. Og inden han kunne reagere yderligere, så han Jacques blive ført væk af vagterne. Vagter udsendt af kongen, dem, der skulle straffe Jacques for hans synd. ”Nej!” Han rejste sig fra jorden og begyndte fortvivlet at løbe efter dem. Men efter det hårde stød og den lange løbetur havde Giuseppe mistet pusten fuldkommen. Selvom han prøvede og prøvede, så indhentede han dem ikke. Giuseppe ønskede inderligt, at Jacques’ tydelige modstand ville bære frygt, men vagterne var stærkere end ham. Giuseppe kunne intet gøre end blot at se til og vente.

Pladsen var fyldt. Menneskernes stemmer summede lavt med en masse spørgsmål. Hvem var det mon, der skulle straffes? Det måtte være slemt, siden opsætningen var så overdreven. Giuseppe stod mellem sine forældre, stadigvæk klædt i fattigt tøj, med blikket rettet imod jorden. Han kunne slet ikke se op, og slet ikke, da stemmerne døde hen, og folk rettede opmærksomheden imod scenen, der var stillet op midt på pladsen. Giuseppe vidste udmærket, hvem det var, der trådte frem. Kong Ludvig d. 16, bøddelen og Jacques. Kongen begyndte at fortælle om synderens forfærdelige synd. Hvordan han havde forført den unge, naive aristokrat med sin krop og viden til det formål at lokke penge ud af ham senere hen, men hvordan det heldigvis var blevet opdaget, inden synden blev fuldt udført. Og hvordan denne tåbelige bonde nu skulle bøde med sit liv for denne forfærdelige synd. Giuseppe rettede forsigtigt sit hoved op og lod sit blik glide hen over scenen, men han fortrød med det samme. Der, midt på scenen, stod Jacques med en løkke om halsen. Han var forslået, men hans våde kinder rørte Giuseppe mest. Kongens talte i baggrunden, men Giuseppe hørte det ikke. Han begyndte at bane sig frem imellem menneskemængden. Han ville ikke lade det sket. Han råbte og skreg, men der var som om, at ingen hørte hans fortvivlede ord. Ikke engang Jacques selv. Kom der overhovedet noget ud af hans mund? Løkken sad stramt om halsen på Jacques. Giuseppe ville redde ham. Redde ham for denne alt for tidlige død. Jacques, hans elskede. Han nåede aldrig frem til scenen, inden lemmen åbnede sig under Jacques fødder. Det var som om, at det hele gik i stå. Jacques forfærdelige ansigtsudtryk, da hans blik langsomt mødte Giuseppe. Og idet Giuseppe så Jacques smile svagt imod ham, faldt hans verden i grus. Da løs lyden af Jacques brækkede nakke. Det var slut.

Skam. Had. Udstødt. Bordeaux-familien skrabede snart bunden. Siden det var blevet opdaget, at den yngste søn havde et forhold til en bonde, og samtidig en mand, var alt gøet nedad. Selvom bonden var blevet hængt og derefter brændt for at forføre den unge dreng, så ville ingen adelige længere kendes ved den ellers rige familie. De mistede deres status, og dermed forsvandt deres penge også hurtigere og hurtigere. Den yngste søn, Giuseppe, blev fuldkommen frosset ude af samfundet. Selv af sin familie. Det, at han havde været sammen med en mand, en bonde, var ikke noget at tilgive. Selvom familien havde kunnet trække i nogle tråde, så han ikke ville blive henrettet, så ville hans synd ikke forsvinde. Og det var han udmærket godt klar over selv. Tanken om, at hele denne nedgang var hans skyld, at alle hadede ham, og at Jacques’, bondens, død var hans skyld, fyldte hans verden. Hans søsters fiasko af en trolovelse var hans skyld, hans families pengetab var hans skyld. Skammen begyndte langsomt at hobe sig op i ham. Han vidste godt nu, at det var forkert. Han var forkert. Alle skammede sig over hans handlinger. Men mest af alt var det tanken om Jacques, bonden. Det, at det var hans skyld, at Jacques liv var blevet taget fra ham, var en ubærlig tanke. Han var helt alene nu, og det var alt sammen hans skyld. Og det ledte få måneder senere til, at den unge Giuseppe Bordeaux, yngste søn af Bordeaux-familien, tog sit eget liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...