Keep Holding On - Justin Bieber

’I tirsdags, d. 24 december forsvandt Jolana Morgan. En livlig pige, der altid havde et smil på læberne. Hendes forældre er fuldkommen ude af sig selv, og er ekstremt bekymrede, og det samme er kæresten, Justin Bieber. Ingen ved, hvor hun er, eller hvad der er sket. Er det måske et selvmord, eller er hun blevet kidnappet? Mange undersøger sagen, men indtil videre er ingen sikre på noget’

85Likes
304Kommentarer
12449Visninger
AA

17. Justins synsvinkel

”Justin, du kan ikke give op. Det skal nok ske, det lover jeg dig. Vi finder hende!” sagde min mor bestemt. Jeg sukkede endnu en gang. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg var klar på at betale penge for at få Jolana tilbage. To måneder var alt for lang tid, uden hende, og jeg kunne ikke klare særlig meget mere. I den tid der var gået, havde jeg holdt det stille for mine fans, selv om mange havde undret sig over, at der ikke havde været nogle billeder af Jolana og jeg i de sidste to måneder. Men da journalisterne havde spurgt ind til det, havde jeg bare fået snurret et svar forbi det, så de ikke spurgte mere om det. Nogle troede vi havde slået op, hvilket jeg havde slået fast, at det havde vi altså ikke.

”Fint, men jeg kan altså ikke klare koncerten i aften” sagde jeg stille, og sukkede stille. I de to måneder havde jeg med vilje holdt alle mine koncerter og levet mig ind i det, så de fans der prøvede det første gang, kunne få den bedste oplevelse ud af det. De drømte jo ikke om at se deres idol Justin Bieber stå på scenen og være sløv. Derfor havde jeg givet alt hvad jeg havde, mens jeg havde haft Jolana i tankerne hele tiden. Det ved koncerterne der havde været sværest var hel klart, når jeg skulle have en ’One less lonely girl’ op på scenen. Det er smile sødt til en pige, der virkelig var i himlen, var svært når jeg ikke, som jeg plejede, kunne kramme Jolana efter mine koncerter. Hun elskede at være med til dem, og stod tit backstage. Tit fangede jeg hendes blik imens jeg var på scenen og det varmede mit hjerte, når hun kiggede på mig.  

”Det er i orden, Justin. Du har været flittig til at gøre det med de andre, så i aften kan du have fri” smilede min mor, og slap mig så, for sikkert at ringe til Scooter og aflyse den. Jeg bumpede ned i sofaen, og overvejede om jeg bare skulle sætte mig til at se fjernsyn, eller gå op på mit værelse. I hvert fald ville jeg bare lægge stille og ikke gøre noget fysisk, da jeg virkelig var udmattet.

”Jeg har lige ringet til Scooter, men han tager den ikke, men jeg får fat i ham, det lover jeg dig. Du kan bare slappe af” råbte min mor til mig, og jeg nikkede, selv om hun ikke kunne se det. Pludselig hørte jeg vores fastnet telefon ringe, og da den lå på sofabordet, tog jeg den, da jeg ikke havde andet at foretage mig.  

”Det er Justin” sagde jeg stille og gabte lydløst bagefter. Jeg kunne høre personen ånde efter luft, som når man løb. ”Justin, hvor er det dejligt at snakke med dig! Matt hjalp mig fri, og har kørt mig væk fra Austin og det hele. Jeg befinder mig nok en halv time fra tunnelen, hvis du føler vejen væk fra skoven. Mine ben er virkelig smadrede, så jeg kan altså ikke løbe mere, men jeg er bange for, at Austin har fulgt efter mig” lød hendes stemme. Jolanas smukke stemme, jeg havde savnet så forfærdeligt. Straks havde jeg fået en masse kræfter, og skyndte mig ud til gangen.  

”Jolana, du ved ikke hvor glad jeg er, for at høre din stemme! Du kan stole på mig, jeg er på vej” og da jeg sagde det, lagde hun på. Straks blev jeg nervøs. Enten havde Austin taget hende igen, eller forhåbentlig var den mobil hun ringede fra, gået ud. Jeg skyndte mig at tage mine sko på, og finde mine bilnøgler, en jakke var den simpelthen ikke tid til, selv om vi kun var i februar. ”Mor, lad vær med at aflys koncerten!” råbte jeg til hende, da jeg allerede nu havde en idé til i aften. Min mor nåede ikke at råbe noget tilbage, før jeg var ude af døren og nede ved min bil. Aldrig før havde jeg tændt min mobil så hurtigt, men der var også virkelig meget på spil.

Jeg stoppede bilen, og steg ud. Hvor Jolana var lige nu, vidste jeg ikke, men forhåbentlig var hun tæt jeg. Hurtigt smækkede jeg døren, og kiggede rundt. Jeg var endt på en gade med parcelhuse og en lang vej med træer i siderne. Da jeg kiggede op for enden af vejen, så jeg pludselig en skikkelse, der kom frem fra en af sidevejene – Jolana. Min Jolana, var nu så tæt på mig, men da hun så mig, faldt hun om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...