Keep Holding On - Justin Bieber

’I tirsdags, d. 24 december forsvandt Jolana Morgan. En livlig pige, der altid havde et smil på læberne. Hendes forældre er fuldkommen ude af sig selv, og er ekstremt bekymrede, og det samme er kæresten, Justin Bieber. Ingen ved, hvor hun er, eller hvad der er sket. Er det måske et selvmord, eller er hun blevet kidnappet? Mange undersøger sagen, men indtil videre er ingen sikre på noget’

85Likes
304Kommentarer
12273Visninger
AA

7. Justins synsvinkel

Jolanas mor græd, hendes far gik rundt i cirkler på gulvet, og jeg sad med hænderne i ansigtet. Jeg var taget hjem til Jolanas forældre, da jeg ikke havde andet i tankerne. Jeg havde inderligt håbet, at hun var sprunget i mine arme, som jeg havde åbnet døren – men nej. Hendes forældre havde troet, hun var hos mig, men nej, det var hun ikke.

”Justin, hvad laver du her? Skulle du ikke være sammen med Jolana?” En bekymret stemme kom fra Jolanas mor, som hun mødte mit blik, i det hun åbnede døren. Jeg smilede svagt til hende, da jeg kunne regne ud, at hun heller ikke vidste, hvor i verden Jolana befandt sig.

”Det håbede jeg, men hun kom aldrig, efter hun havde skrevet. Så jeg gik ud og ledte efter hende, men så fandt jeg den her i sneen, med fodspor, der gik mod tunnelen” fik jeg sagt, mens Jolanas mor – Angie – hjalp mig ind i varmen, da kulden var ved at dræbe mig derude. Hun var den eneste i stuen lige nu, men hun viste bekymrede øjne for flere personer.

”Så det du siger er, at du ikke ved hvor hun er?” snøftede Angie. Og da jeg stille nikkede, gik hun helt amok, på den bekymrede måde. Hun startede med at gå rundt over det hele, og lignede en der virkelig var fortabt, som jeg forstod. Ingen vidste hvor hendes datter var, selv ikke mig selv. Hvem ved om hun nu bare var gået en tur, men det at der var fodspor i sneen, af sko der var blevet gliddet hen af sneen, samt det førte igennem tunnelen, som gik videre ud til den store skov. Et sted jeg engang havde været med Jolana, men vi havde hurtigt vendt om, på grund af uhyggelige lyde, og puslende buske. Aldrig ville jeg hen til skoven igen, men hvis jeg skulle søge efter Jolana – ved at gå den vej – gjorde jeg det. Jolana betød alt for mig, så hvis der skulle det til, måtte jeg tage mig sammen.  

Efter Angie så havde gået rundt som en sindssyg, var Jolanas far, Bob, kommet hjem fra arbejde, og straks havde Angie trykket sig ind i et kram, i hans arme. Han så helt uvist ud om situationen, hvilket han også måtte være. Hvad mon han ville gøre, når han fandt ud af, at hans datter var væk. Væk som i, at ingen vidste, hvor hun var. Tænk hvis min prinsesse var blevet kidnappet, og sad fast et sted, og var bange. Jeg var i hvert fald bange. Jeg vidste at Jolana led af klaustrofobi, så hvis hun var for indelukket i lang tid, kunne det gøre hende ret ør. Det havde jeg prøvet en gang før, og hun havde virkelig virket svag og nervøs. Stille kiggede jeg op på Bob, som stadig gik rundt i cirkler. De havde for nogle minutter siden, ringet til politiet, som ville komme hurtigst muligt. Jeg blev her, da jeg virkelig ikke havde lyst til at gå udenfor i mørket, og passere stedet, hvor der i hvert fald var sket et eller andet med Jolana. Min stakkels Jolana.

Døren gik pludselig op, men det var ikke politiet. Det var Jolanas ældre bror, Brad, på nitten. En rigtig cool fyr, som jeg tit kunne have sjove samtaler med, men nok ikke lige i den her sammenhæng. Jeg vidste at han for få minutter siden, havde været ovre hos hans kæreste, Melissa, da Angie havde fortalt det, efter hun havde ringet ham hjem. Hans øjne var også tårefyldte som resten her i stuen, og jeg vidste godt, hvor meget han elskede Jolana, som en lillesøster. Han havde tit fortalt mig om, hvor meget han altid har elsket at lege med Jolana, da hun var mindre, og tit har prøvet at lære hende forskellige ting. Det var også ham der altid hjalp Jolana med hendes matematik, da det i starten var et af hendes svage fag.  

”Hey Justin, hvordan går din karriere?” Altid i et positivt humør, selv i de mærkeligste situationer. I en blid bevægelse satte han sig på sofapuden ved siden af mig, kiggede lidt rundt i stuen, og så sine nervøse forældre, være helt ude af sig selv.  

”Du ved normalt. I studiet sådan hver anden dag og så videre” smilede jeg til ham, selv om der inde bag det smil, gemte sig en stor bunke nervøsitet. Brad nikkede forstående, men sagde så heller ikke mere, da han nok kunne mærke mit humør. Mit humør som var så negativt, at det ikke kunne blive mere. Jolana var ikke ved min side, hun var væk – til et sted jeg var uvist omkring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...