Mor, er det dig?

Dette er min egen personlige historie om svigt, intet andet end navnene i denne historie, er opdigtede. Dog er tid og samtaler, selvfølgelig ikke helt præcise, men jeg håber i vil tage godt imod den. (:

5Likes
14Kommentarer
2339Visninger
AA

2. Et lydløst råb om hjælp.

Det er sommerferie, starten af Juni måned. Vejret er godt og det er meget varmt udenfor, men jeg føler ingen trang til at gå udendørs. Jeg har sovet det meste af dagen væk, klokken er nu 14:50 og jeg er lige netop vågnet. Lyden af min lillebror, Kris, der leger i haven, mine forældre der taler og fuglene der synger, gør mit humør en smule bedre, men stadigvæk ikke nok til at stå op og gå nedenunder. Nej, jeg vælger at blive liggende i min seng, og ruller mit solgardin helt ned, så der endnu engang bliver bælmørkt på mit ellers så farverige værelse. Jeg vælger at blive liggende i ti minutters tid, rejser mig derefter op og tager noget tilfældigt tøj på, - jeg er ligeglad med mit udseende lige nu, og så tænder jeg for min computer og stereoanlæg, sætter sangen "Your Guardian Angel - Red Jumpsuit Apparatus" på,  som er det eneste jeg har lyttet til længe.

 

Efter en times tid med den samme sang på replay, tager jeg mig sammen og går ned til resten af familien. De er alle sammen udenfor, og idét jeg træder ud ad havedøren kommer præcis de samme gamle, irriterende kommentarer, som jeg havde ventet. Mor: "Er du allerede stået op?" (ironisk toneleje)

Karsten, ældste lillebror: "Du er tidligt på den i dag, hva?" - Han giver mig derefter et lille puf i siden.

Jeg slentrer hen ad vores terasse, træt, sur og irriteret, gider ikke rigtig at svare dem, men ender alligevel med at sige noget i lig med "Ja, jeg skulle vel også op på et eller andet tidspunkt.. Desværre." De kigger begge på mig, smågriner, og går derefter tilbage, hver til sit. Irriteret som jeg er, kan jeg ikke undlade at rulle med øjnene, og vender derefter om igen og går ind i køkkenet for at lave "morgenmad". Jeg smider to brød i toasteren, tager et glas juice, og sætter mig dovent ned på en spisestol for at vente.

 

Da de to stykker franskbrød er spist efter en halv time, modtager jeg et opkald fra min kæreste. Jeg vidste det ville komme, men havde ærligt talt håbet på det modsatte. Jeg kan ikke overskue det lige nu, men jeg føler at det er min pligt, at jeg er nødt til det. Så jeg tager telefonen. Præcis som jeg havde forventet, er han meget ked af det, snakker løs om sine problemer og følelser som sædvanlig. Det skal lige siges at hans far har en meget alvorlig sygdom - ALS (Amyotrofisk Lateral Sklerose), som gør at hans nerver og muskler langsomt svinder ind, og til sidst dør han af iltmangel, da han ikke længere kan trække vejret. Det er dybt tragisk... Efter at have hørt på min kærestes forståelige beklagelser i en times tid, lægger vi begge røret på og beslutter os for at skrive på MSN istedet. Da vi begge interesserer os enormt meget for musik, bliver dette vores samtaleemne, men det ender ud i en kæmpe diskussion, fordi han ikke er tilfreds med det musik jeg hører. Han nævner gang på gang, at han ikke vil være sammen med mig, medmindre jeg ændrer min musiksmag, hvilket jeg bestemt ikke kan forstå, da det "bare" er musik, og han behøver jo ikke at lytte til noget fordi jeg gør det, -og omvendt. Men ja, jeg bliver enormt ked af det, bliver sur på ham, logger af MSN og sætter igen den samme sang på, skruer op - så højt jeg nu kan. Jeg kan mærke at tårene presser sig på, men jeg vil ikke lade dem komme, jeg er nødt til at være stærk. For hans, for min mors, min fars, min lillebrors, og min egen skyld. Jeg fortæller mig selv hvor dum og åndssvag jeg er, at jeg ingen grund har til at være ked af det, og overbeviser til sidst mig selv om at jeg er en kæmpe, idiotisk, egoist. -Og er der noget jeg ikke kan klare, så er det egoister. Derfor finder jeg igen en trøst ved et skarpt redskab, som ligger gemt væk i min røde skuffe, da det er den eneste måde hvorpå jeg kan udtrykke min smerte. Jeg mærker den bidende, men samtidigt behagelige smerte, og nynner med på sangen, halvkvalt i tårer.

 

I will never let you fall

I'll stand up with you forever

I'll be there for you through it all

Even if saving you sends me to heaven

 

Klokken er ved at blive mange, og jeg beslutter mig for at gå i seng igen. Lysten til at være vågen, er ikke stor. Jeg afslutter dagen med en bøn til en gud jeg ikke tror på, men jeg håber at han alligevel vil lytte og hjælpe hvis han er der, for det er der ingen andre der gør længere. Jeg beder om at min kærestes far skal blive rask på magisk vis, at min kæreste bliver glad igen, at jeg får den gamle søde dreng tilbage og at min mor igen vil give mig den opmærksomhed som hun ikke har gjort siden hun fik nyt arbejde som butikchef, - jeg savner hende.. Jeg savner dem.

Jeg har ingen tro tilbage, men håbet holder alligevel tankerne i live. Jeg lukker mine øjne i, trækker dynen op under hagen, og forestiller mig at alt bliver godt igen. Drømmer mig væk, ud på en grøn eng fyldt med flotte, farverige blomster, en skov med et lille vandløb og et brusende, men beroligende vandfald.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...