Højt at flyve, langt at falde.

Den er taget ud af konkurrencen om Svigt. Jeg kan simpelthen ikke nå tidsfristen pga. skole.

Det er forresten en idé jeg har fået af sangen Kiss It Better med He Is We.

Link: http://www.youtube.com/watch?v=ldEInTtHZWc

10Likes
11Kommentarer
2378Visninger

3. 2.

Solen lå i udkanten af horisonten og gav det blå havvand en skinnende farve, som om at tusinde af små feer strøg tryllestøv ud over det hele, da Isabelle begyndte at trække ham ind mod tivoliet, hvor alle de andre mennesker befandt sig. Han mærkede det sorte monster i maven gnave voldsomt, men rystede det af sig. Han kunne ikke svigte hende, det måtte han bare ikke. Hun var hans alting. Han ville ikke leve uden hende. Aldrig nogensinde. Han rystede på hovedet for sig selv, og det fik hende til at se op på ham. "Er du okay?" Hun stoppede op og betragtede ham nøje, som om at hun forsøgte at imprente sig hver eneste lille detalje af hans ansigt.

 

Simon måtte anstrenge sig for at huske at nikke. Hun stirrede længe og intenst på ham. "Søde Simon .. Hvad sker der?" Hendes stemme var blød som nyt fløjl der aldrig havde rørt noget andet end dine hænder. Det bløde stof mod huden, trængte ind i ham, og nåede ham dybt inde. Han var nødt til at svare, for hun ville ikke give op før, at han havde gjort det. Det var jo det han elskede ved hende. "Jeg vil altid være der for dig, Isabelle. Jeg vil ikke kunne leve uden dig, sig .. Sig at du heller ikke kan leve uden mig," bedte han hende langsomt, indtrængende. Han måtte vide det. Vide at det ikke kun var ham der var fuldstændig beruset, ved tanken om at deres kærlighed skulle vare evigt. Hun lo. En rungende latter der kom helt nede fra maven af. Isabelle betragtede ham længe, og et lettet smil bredte sig på hendes blege læber, formede den perfekte hjertemund. Han lænede sig ind mod hende og inhalerede den berusende duft af hendes parfume. "Søde Simon," hviskede hun stille, mod hans læber, "Jeg vil aldrig, aldrig, leve uden dig."

 

En susen lød  for hans ører, og han kunne mærke hvordan blodet susede rundt i kroppen på ham. Adrenalinet pumpede rundt i hans krop og smilet blev endnu bredere end før. Han formede de tre små gyldne ord; "Jeg elsker dig," inden han kyssede hende blidt på læberne. Et pludseligt begær fyldte hele hans krop og han trak hende helt ind til sig. Han ville være en del af hende, de skulle være en del af hinanden. Han ville optage hende i hans egen krop. De skulle være én. Forsigtigt lod hans hænder finde vejen til hendes nakke, hvor han begyndte at nusse hende i små runde cirkler. En latter forlod hendes læber og stoppede kysset. "Kom, vi går hen i tivoliet," hviskede hun i hans øre og tog hans hånd. Forsigtigt flettede hun sine fingre ind i hans og sammen gik de igennem sandet til tivoliet.

 

Det larmende tivoli, var klart ikke stedet, hvis man havde lyst for at være romantisk. Men Isabelle havde altid elsket den store menneske mængde, sagde hun, og Simon ville ikke skuffe hende, være kedelig og sige, at han hellere ville sidde hjemme og se en god film. Sidste år havde han været der, for at se hvad hun lavede. Han havde fulgt hende over alt, på caféer, i biografen, han havde endda lært hendes skema udenad. Men nu, nu gik han hånd i hånd med hende, imens at der hele tiden gik små ladninger af strøm op gennem hans arm, der hvor hun rørte ham. "Kom min yndlingsbod er herover," fortalte hun, selvom han allerede var klar over det, og hev ham igennem den enorme menneskemængde. Der var mange forskellige typer omkring dem. Små børn, der gik rundt med candyflosser der var større end dem selv, kærestepar der stod og kyssede uden for forlystelser, og så de mere skumle. Dem der ikke tog af at sommer betød, at det var mindst 25 grader varmt, og stadig gik i lange bukser og hættetrøjer. Simon havde aldrig brudt sig om dem, især ikke fordi han havde set en af dem gå med pistol. 

 

Isabelle stoppede op foran en kæmpe bod, hvor det meste af bagsiden var pyntet af bamser og diverse gevinster i alle størrelser og former. Hun pegede frem for sig, på en stor panda, der hang i midten, hvor over der hang et skilt med teksten; "1. Præmie." Hun vendte ansigtet mod Simon der stirrede på de 6 dåser man skulle skyde ned på tre forsøg, med tre små rissække, hvor der nærmest ikke var nogen vægt i.

"Vind den til mig Simon, åh, vil du ikke godt?" Hendes stemme var så bedende, at han næsten ikke kunne klare det. Han nikkede stift og smed en de halvtreds kroner det kostede, på bordet og nikkede til manden, der stod bag disken. Han tog en rissæk op og kastede den imod tårnet af dåser. 3 røg ned. 3 tilbage. Han smilede for sig selv og kastede igen. Ingen ramte. Pludselig mærkede han alle de stirrende øjne i nakken, og han mærkede presset på sine skuldre. Han skulle klare det. For Isabelle. Han kastede.

Og ramte. Alle 6 dåser var væk. Et bifald brød ud imellem den mængde af mennesker der stod omkring dem. Manden bag boden smilede stort og rakte Isabelle den gigantiske panda. Den fyldte hele hendes krop.  Hun rakte den frem mod Simon, som tog fat i den, så den blottede hendes krop  mod mængden af mennesker, også lød der et skud, et skrig og pludselig lå Isabelle på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...