Vores Venskab

Min bog handler om pigen Thea, og hendes bedste veninde, Annika. De er udenfor, og har det sjovt, da der sker noget frygteligt. - det var en skoleopgave.

1Likes
2Kommentarer
937Visninger
AA

1. Dødens hvisken

Det ringede på døren og jeg hørte det lave riiing. Jeg tyggede hurtigt færdigt på min toast og sank. Jeg gik ud i gangen for at åbne døren og udenfor stod Annika med et triumferende smil på læberne. Hendes korte, rødbrune, krøllede hår sad tæt om hendes lyserøde kinder og hendes spidse, lille næse var også helt rød på grund af kulden. Hun havde mørkeblå ørevarmere på og en havblå dynejakke. "Hej Thea!" sagde hun med hendes livlige humør. "Hej Annika!" sagde jeg og smilede. "Hvad så?" "Vil du med ud? Det er bare lige herude på vejen." "Ja, da. Jeg tager lige tøj på." sagde jeg og tog hurtigt min grønne hue på, samt min mørkeblå dynejakke. Jeg tog mine vinterstøvler og mine vanter, og tog dem hurtigt på. Jeg boede blandt mange rækkehuse ved en allé der hed Sneglebo. Selve alléen hed Nøddeboparken. Udenfor mit hus var en lang, bred vej til biler og hvis børn nu ville lege. Jeg gik udenfor, tog min cykel, åbnede den grønne låge og gik ud. Hun smilede stadig og hendes grønne øjne lyste. De var helt mørkegrønne, ikke sumpfarvede, helt grønne som græs. Det var meget koldt, det var i slutningen af efteråret og det var også morgen. Klokken var otte, himlen var lyseblå og skyfri. Træerne omkring mig var enten helt nøgne eller med et par orange og gule blade, de svajede let med vindens retning. Jeg kunne godt lide efterårsfarverne, det havde jeg altid kunnet lide siden jeg var lille. Jeg boede i en lille by og det var et meget stille kvarter, der hvor jeg boede. Der var ikke mange der kendte til byen, men det var vel lige meget. Der duftede altid friskt. Annika havde en stor, blå damecykel med sort skrift på og en kurv både foran og bagpå. Min cykel var en lille, hvid cykel med blomster i bronze og sort. Den havde en kurv foran med en lille bule, fordi at jeg kom til at cykle ind i en pæl. Lidt klodset af mig. "Nå, hvad vil du lave?" spurgte Annika imens vi gik og smilede. "Jeg ved det ikke helt ..." sagde jeg og trak på skuldrene. "Det siger du altid!" sagde hun og lo. "Vil du cykle om kap?” "Det kan vi godt," sagde jeg og tog min cykelhjelm på, som var helt hvid. Annikas var mørkeblå med hvide mønstre. Vi trak cyklerne over til startlinjen som var lige ved en anden vej, hvor der var en legeplads. For enden af vejen var den store, brede vej hvor bilerne kunne køre forbi alle vejene i alléen. "Tre, to, en, nu!" sagde hun og fløj forbi mig og jeg skyndte mig af sted, men som sædvanligt var Annika meget hurtigere end mig og før jeg vidste af det var hun omkring tre meter foran mig. Hun var tæt på målstregen, da en stor lastbil drejede ind på vejen, den kom med fuld fart og ramte Annika så hun røg langt tilbage og hendes hjelm faldt af. Jeg skyndte mig at dreje af og endte i en tornebusk. Lastbilen var bare kørt videre og jeg skyndte mig over til Annika som lå midt på vejen. "Annika!" udbrød jeg og tog hendes hånd for at mærke hendes puls. Hun var stadig i live, men hun var ikke ved bevidsthed. Hendes hår var gennemblødt af blod og det flød med frit løb. Jeg tog hurtigt min jakke af og mærkede kulden omkring mig, men ignorerede den. Jeg tog min hættetrøje af og pressede den imod hendes hoved for at stoppe blødningen. Der lugtede stærkt af jern omkring mig, og det gav mig kvalme. Jeg ringede efter alarmcentralen og sagde at de skulle komme så hurtigt som muligt. Hendes ben lå forkert og hendes kind havde fået en stor hudafskrabning.

"Annika, hold ud," hviskede jeg stille med tårer i øjnene. "Hjælp!" Men ingen hørte mig, det var åbenbart alt for tidligt. De ville sikkert komme, hvis jeg ringede på, men jeg kunne ikke forlade Annika. Hvordan var det endt sådan her? Hvis bare jeg kunne skrue tiden tilbage. Senere kom ambulancen og jeg hørte lyden af sirener, men de erklærede hende død og jeg følte at verden gik i stå. Annika måtte ikke være død. En politibetjent bad mig fortælle hvad der skete, men min mund var helt tør. Mange råbte, men det lød blot som små ekkoer. Min mor kom ud og lagde armene omkring mig, og omfavnede mig, imens hun hviskede trøstende ord, men jeg havde det som om jeg blot var en robot. Jeg havde lyst til at græde, men jeg ikke kunne klemme en tåre ud. Annika var væk og vi nåede ikke at sige farvel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...