Du sagde du elskede mig, og altid ville være ved min side. Hvor er du så nu?


2Likes
16Kommentarer
2269Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg strøg fingeren over billedet, jeg havde med dig på. Du smilede stort, og dine øjne udstrålede lykke, mens din arm lå rundt om mine skuldre. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg fandt lighteren frem, og brændte det. Brændte det, ligesom du havde brændt mit hjerte af. Jeg gjorde det bare, alt imens en tåre, og et minde gled igennem mit sind.  

”Fang mig, hvis du kan,” råbte jeg, og løb hen af blomsterengen, væk fra dig. Solen skinnede, fuglene sang, og duften af mos, kendetegnede den dejlige sommer. En masse træer, med lysegrønne blade, omkredsede den halvstore eng, som vi var på. Vi havde altid elsket at være barnlige. Det var bare en del af os. ”Jeg er lige bag dig,” lød din dejlige, blide englestemme, lige bag mig. Jeg ville have løbet hurtigere, hvis ikke jeg var så forpustet. Jeg havde virkelig ingen kondi. Jeg lavede den fejl, at kigge bag ud. Jeg så dit kønne ansigt, og blev hurtigt opslugt af det. Dit korte, sorte hår, bølgede i den dejlige brise, dine flotte, himmelblå øjne, glimtede i det flotte sollys, og dine læber. Suk. Jeg turde ikke en gang at tænke på dem. Men jeg tog chancen, og kiggede på dem. De var så flotte, fyldige, og havde en perfekt rosa farve. De var formet omkring et stort, charmerende smil, som fik mig til at smile. Jeg elskede dine læber, og du vidste, at ét enkelt kys, kunne få mig til at ombestemme mig, jeg var en tjener, for dine perfekte læber. De ord de kunne hviske til mig, midt om natten, gav mig kuldegysninger, de var så lidenskabelige. De kys, de kunne give. De var som skabt, til mine læber. De var så bløde. Bløde, som den fineste silke. Jeg kunne kysse dem dagen lang, hvis du gav mig lov. Men du nød, at have magten over mig. Du elskede, den måde, du kunne få mig overtalt, med ét enkelt kys. Et enkelt, lidenskabeligt kys, var nok til, at sløre hele min tankegang, og hæmme min sunde fornuft, og straks var jeg i din magt. Dit blik forandrede sig, mens vi havde øjenkontakt, det blev alvorligt. Du skulle til at sige noget, men min fod stødte ind i noget hårdt, som fik mig til at snuble, og lande på græsset. Lidt efter, sad du ved siden af mig, på det bløde græs. ”Er du okay?” sagde du, med en bekymret stemme. Jeg fik mig sat op, og smilede stort til dig. ”Lorte sten,” sagde jeg, det fik dig til at grine. Det var en sød, lille latter, jeg elskede at høre. Den fik mig altid til at smile, uanset hvad. For eksempel, den gang min bedsteveninde havde sagt, at hun ville droppe mig, fordi jeg brugte for meget tid sammen med dig. Du sagde at alt nok skulle gå, og sagde en eller anden latterlig kommentar, jeg ikke fik fat i, men som fik dig til at grine. Det havde fået mig til at smile. Ja, selv i sådan nogle hårde tider, kunne det grin, få mig til at smile. Intet andet hjalp. Det var kun dig, der var min medicin. Du lindrede al smerte, jeg havde aldrig vidst, at du også kunne påføre mig stor smerte. ”Ja, det var da et dårligt sted, at lægge en sten,” sagde du, og smilede et stort smil. Jeg himlede bare med øjnene af dig, din sarkasme var tydelig at høre. Da du kiggede væk fra mig, så jeg mit snit, til at stikke af. Jeg rejste mig hurtigt op, og begyndte igen at løbe. ”Jeg har dig,” sagde du, og lidt efter, lagde din arme, omkring livet på mig. Et forskrækket skrig kom ud af min mund, efterfulgt af en latter. Jeg standsede op, og nød, at stå der, i dine arme. Jeg kunne mærke din varme ånde i min nakke, og lidt efter, dine læber mod min nakke. Mens jeg stod der, fanget i dine arme, burde jeg have vidst, at det ikke kun var min krop, der var fanget, også mit hjerte.  

Du var min medicin, men også min sygdom. Men kærlighed gør blind. Jeg kunne ikke gennemskue dine løgne, og kunne ikke se, at der var noget galt med dig. Hvis bare du havde sagt det. Det ville have gjort alt meget lettere.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...