Fuld af løgn - Justin Bieber 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2011
  • Opdateret: 2 okt. 2011
  • Status: Færdig
Efter en, en halv måned på Hawaii har Jessica kun fundet sin bedstemor, Alamea, som hun bor hos, og allerede har fået et godt forhold til. Jessica prøvet at lokke noget ud af sin bedstemor, men det er nærmest umuligt. Hendes mund er lukket, men Jessica giver ikke så let op. Hun har en mission, og tager ikke hjem, før hun har opklaret den... Selvom savnet til Justin er stort. Den dreng som hun svigtede ved at gå uden ét éneste ord, og den dreng som hun er forelsket i...

168Likes
958Kommentarer
22601Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Jessicas synsvinkel

Kunne det virkelig være ham? Men... hvordan skulle han komme her? Men alligevel... det lignede altså virkelig ham! Endnu engang så jeg ham slå en af de andre drenge. Eller egentlig var de 2 andre løbet deres vej, og de to som havde været værst var blevet tilbage, og prøvede at slås imod personen, som havde reddet mig, og jeg var ret sikker på, hvem denne person var. Det lignede i hvert fald ham utrolig meget! Men alligevel... hvorfor skulle han være her? Og specielt lige nu? Det er jo nærmest umuligt, og hvordan skulle han kunne finde mig? 

Jeg stod bare topløs, og kiggede på deres slåskamp. Det var ikke særlig sjovt at kigge på, men jeg kunne ikke lade være! Utroligt at han kæmpede for mig! Jeg forstod det virkelig ikke! Hvordan kunne han overhovedet være her? Det var virkelig uvirkeligt! Jeg så ham slå en af dem i hovedet, og den anden fik taget hjulpet ham hurtigt op, og sammen løb de væk. Det havde de virkelig godt af! Men jeg vidste godt nok godt, at de var fulde, men alligevel så var det bare virkelig klamt! Jeg ville gå op til ham, og kigge grundigt på ham, men mine ben ville bare ikke lystre. Jeg var fuldstændig i chok! Jeg kunne ikke fatte, at jeg faktisk var... ved at blive voldtaget! Og det var jeg nok også blevet, hvis han ikke var kommet! Jeg kiggede lidt rundt, men synes ikke, at jeg kunne se min top nogen steder.

"Leder du efter den her?" spurgte en stemme, og kastede min top hen til mig. Hans stemme lød så anderledes, men det var vel bare normalt for drenge? Måske var den gået i overgang? Jeg fik hurtigt taget den over mit hoved, og prøvede at kigge hen i nærheden af ham, men han begyndte lige så stille at gå af sted. Jeg fik hurtigt taget mig sammen til at rejse mig, og løb efter ham på mine ustabile ben. Jeg havde på fornemmelsen, at de kunne brække sammen når som helst! 

"Vent!" prøvede jeg at råbe, og valgte at stoppe med at løbe, inden det ville ende galt, og jeg ville ligge på jorden som en eller anden fisk. Han stoppede op, og kiggede bare lidt på mig, inden han begyndte med små og elegante skridt at gå hen imod mig. Bare den måde han gik på, gjorde et eller andet ved mig! Jeg kunne stadig intet se for det mørke, som var der, plus at tårerne stadig blokerede mit syn en del. Han stod foran mig, og kiggede bare på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller noget som helst. Hvad kunne jeg overhovedet sige? Det så ikke ud til, at han ville sige noget heller, men hvad skulle han også sige? "Tak," fik jeg endelig sagt, og fik kæmpet et smil frem. Jeg var stadig i chok, og kunne ikke fatte, hvad der lige var sket. "Du ved... for at redde mig," tilføjede jeg, og kiggede lidt ned, imens jeg gned min hånd op og ned af min arm. Jeg kunne fornemme hans nik i mørket, før han skulle til at vende om igen. "Hvor vil du gå hen?" halv råbte jeg efter ham, og jeg kunne se, at han trak på skuldrene, og ville gå videre. Hvor havde han overhovedet tænkt sig at gå hen? Det virkede ikke som om, at jeg ville få meget information ud af ham, men hvad jeg ville vide, vidste jeg egentlig heller ikke. Jeg ville vel bare udtrykke for ham, hvor meget det faktisk betød, at han kom, og hjalp mig i stedet for at stikke af og lade som om, at han intet havde set, som så mange sikkert havde gjort. Men heldigvis - så var han bare ikke ligesom alle andre!

"Prøv nu lige at vent engang!" råbte jeg efter ham, da jeg så, at han gik længere oppe foran mig, end jeg lige havde regnet med. Jeg fik sat mine ben i løb, og fik stoppet ham, og heldigvis stod vi i den rigtige belysning, så jeg kunne se ham ordentligt. Og dér fik jeg mig et chok! Det var ikke ham, som jeg troede! Mit fantasi havde fået mig til at opdigte ham, som jeg savnede så ufattelig meget! Jeg kiggede ordentlig på ham for at være sikker. Men ja, det var rigtigt. Det var ikke Justin, som jeg troede... Men i stedet Nohea...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...