Fuld af løgn - Justin Bieber 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2011
  • Opdateret: 2 okt. 2011
  • Status: Færdig
Efter en, en halv måned på Hawaii har Jessica kun fundet sin bedstemor, Alamea, som hun bor hos, og allerede har fået et godt forhold til. Jessica prøvet at lokke noget ud af sin bedstemor, men det er nærmest umuligt. Hendes mund er lukket, men Jessica giver ikke så let op. Hun har en mission, og tager ikke hjem, før hun har opklaret den... Selvom savnet til Justin er stort. Den dreng som hun svigtede ved at gå uden ét éneste ord, og den dreng som hun er forelsket i...

168Likes
958Kommentarer
22604Visninger
AA

29. Kapitel 28 - Justins synsvinkel

Den måde hun bare løb ind i mig, fik mig til at kigge underligt på hende, men da jeg faktisk så, at det var hende, så blev jeg bare ked af det igen. Jeg kan ikke fatte, at hun bare løb fra mig. Jeg hjalp hende op og stå, og ingen af os sagde noget. Jeg havde intet at sige til hende. Hvis hun havde noget at sige, så måtte hun bare fortælle det. 

"Justin?" sagde hun stille og forsigtigt. Jeg vendte mig blik imod hende og nikkede. "Undskyld... for det i går, men grunden til, at jeg løb var... jeg troede, at du ville distrahere mig i min mission. Jeg troede, at hvis du og jeg blev kærester, så ville jeg ikke koncentrere mig om min mission længere." Hun sagde det så blidt og stille, men jeg følte alligevel, at det var en lidt latterlig grund. Var det bare en undskyldning eller hvad? 

"Jeg ved ikke, om jeg skal tro på det der, for jeg synes ærlig talt, at det er en lidt latterlig grund," sagde jeg og kiggede over imod Chaz og Ryan, som kiggede spændt herover. De regnede nok med, at der ville ske noget vildt. For bare nogen få minutter siden, havde jeg fortalt dem, at jeg ville smide noget papir ud i en skraldespand, og så ender jeg her sammen med Jessica. Lidt usandsynligt. 

"Justin, tro mig! Jeg vil ikke lyve for dig! Og hvis jeg skal være ærlig... så kan jeg virkelig godt lide dig. Jeg var bare bange for, at det ville påvirke, det jeg ville, fordi jeg nok ville bruge så meget tid med dig, hvis vi blev kærester, og så ville jeg ikke kunne koncentrere mig. Grunden til at jeg løb væk, var også, at jeg blev chokeret. Jeg regnede ikke med, at du havde så stærke følelser for mig," sagde hun stille og lagde sin hånd på min kind. Jeg lagde min hånd ovenpå hendes. Jeg synes nu stadig, at grunden var lidt rådden, men hvis det var sådan, at hun følte, så var det vel bare sådan. 

"Men Jess... føler du overhovedet noget for mig? For jeg føler, at mine følelser for dig er højere end dem, du føler mig. Hvis du altså overhovedet har nogen følelser for mig," sagde jeg stille. Mit håb blev kun mindre og mindre for hver dag, der går. Det virker ikke som om, at hun har nogen følelser for mig, og det ville kun gøre mere ondt, hvis hun sagde, at hun faktisk ikke har følelser for mig. 

"Justin, du skal ikke tro, at jeg ikke har nogen følelser for dig, for det har jeg! Jeg har været vild med dig længe! Da du sagde, at jeg kunne lide Nohea, følte jeg, at du hadede mig, og det gjorde mig bare ked af det. Du skal ikke tro, at jeg ikke har nogen følelser for dig, for jeg har lige så mange følelser for dig, som du har for mig!" Det fik mit hjerte til at blive ti gange lettere. Hun kunne lide mig... Hun kunne rent faktisk lide mig! Det gjorde mig utrolig glad, at hun faktisk også kunne lide mig! 

"Mener du det helt seriøst?" spurgte jeg for at være sikker. Hun nikkede og stillede sig et skridt tættere på mig. Hendes øjne var stadig en smule røde, og man kunne se, at hun havde grædt. Jeg tørrede forsigtigt tårerne væk fra hendes ansigt og smilede sødt til hende. Selv med røde øjne var hun smuk. "Hvorfor har du grædt?" røg det ud af mig.

"Jeg mødte jo min kusine - eller faktisk papkusine - og hendes papfar - som også er min fars bror - han havde så... du ved... dræbt min far," sagde hun stille, og nogen enkelte tårer trillede langsomt ned af hendes kinder. Jeg tørrede dem forsigtigt væk og trak hende ind i et kram. 

"Det er jeg ked af, Jess," mumlede jeg ned i hendes hår og kyssede blidt hendes hovedbund. Jeg tog hendes hoved imellem mine hænder og smilede et sødt smil til hende. 

"Det er jo ikke ligefrem din skyld," sagde hun og fik klemt et dejligt smil frem. Jeg smilede charmerende igen til hende og kyssede hende på panden. "Og Justin? Jeg tilgiver dig for det dengang på lejren. Altså du ved det der med, at du sagde det der til mig. Jeg har aldrig fortalt dig, at jeg er okay med det, men det er jeg." Et yndigt smil kom frem på hendes læber, og jeg følte mig i himlen. "Men vi kan ikke være sammen." Mit hjerte gik i stå i et øjeblik. Havde hun ikke lige sagt, at hun kunne lide mig? "Jeg kan virkelig godt lide dig, men jeg føler bare, at mit hjerte hører til her på Hawaii. At jeg hører til her på Hawaii! Jeg beklager," sagde hun undskyldende og kiggede ned. Hun kiggede forsigtigt op, kyssede min kind, vendte sig om og gik sin vej. Med tårerne løbende ned af kinderne. Her stod jeg så alene tilbage. Igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...