Fuld af løgn - Justin Bieber 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2011
  • Opdateret: 2 okt. 2011
  • Status: Færdig
Efter en, en halv måned på Hawaii har Jessica kun fundet sin bedstemor, Alamea, som hun bor hos, og allerede har fået et godt forhold til. Jessica prøvet at lokke noget ud af sin bedstemor, men det er nærmest umuligt. Hendes mund er lukket, men Jessica giver ikke så let op. Hun har en mission, og tager ikke hjem, før hun har opklaret den... Selvom savnet til Justin er stort. Den dreng som hun svigtede ved at gå uden ét éneste ord, og den dreng som hun er forelsket i...

168Likes
958Kommentarer
22581Visninger
AA

20. Kapitel 19 - Jessicas synsvinkel

"Ciara jeg er hjemme!" råbte en mands stemme, og Ciara så allerede en smule nervøs ud. Mon det var hendes papfar, som kom hjem nu. Men hvis det var hendes papfar, så... var hende og jeg egentlig kun papkusiner. Alligevel så er jeg ret sikker på, at hun kan give mig nogen gode informationer... Især efter at hun jo fortæller, at hun også selv har ledt efter nogen spor eller noget. Måske har hun fundet noget nyttigt dengang, som jeg kan bruge? En mand som lignede min far ret meget, kom ind i stuen og smilede til Ciara, og hans blik faldt pludselig på mig. Han kiggede underligt på mig. "Hvem er det så?" spurgte han, og smilede et svagt smil.

"Jessica," mumlede Ciara stille, og endnu en gang kiggede manden, som sikkert var Ikaika, underligt på hende, og egentlig følte jeg mig ikke særlig godt tilpas i den her situation. "Du ved... Kanoas datter," mumlede Ciara endnu en gang, og han kiggede pludselig over på mig lidt underligt. 

"Altså... Den Kanoa?" spurgte han Ciara, men fastholdte sit blik på mig. Mest af alt havde jeg lyst til at gå direkte til sagen, og spørge om han vidste noget, men jeg var alligevel for nervøs og bange til at spørge ham om det. Jeg mener... hvad skulle jeg dog sige? 'Hej, jeg er Jessica, og er Kanoa, din brors, datter. Jeg ville bare høre, om du vidste noget omkring det, der skete den dag?'. Nej ikke rigtigt, vel? Ciara nikkede blot bare. 

"Jeg er Ikaika, og er din fars bror," sagde han lidt stift, og kom hen for at give mig hånden. Jeg tog blidt imod den, og følte straks nervøsiteten blive slemmere. Jeg ville virkelig gerne spørge indtil min fars død, men jeg var bange for, at det måske var et svagt punkt, at jeg selv ville græde, eller at han ville blive sur over, at jeg spurgte om sådan noget. Nu når jeg tænkte så meget på min far, gjorde det mig egentlig bare ret ked af det, men det var som om, at jeg var blevet stærkere, og ikke ville græde. 

"Mit navn er Jessica, og jeg er hans datter," sagde jeg med et svagt smil, og tog min hånd til mig. Han nikkede lidt, og kiggede så kort over på Ciara, før han kiggede på mig.

"Det ved jeg skam godt. Han sendte tit billeder af dig. Du var som hans lille øjensten," sagde han, og et smil kom frem på hans læber. Tanken om min far og hvordan han tænkte på mig, fik også mig selv til at smile, så det var dejligt, at jeg ikke var den eneste, som smilede ved tanken. "Så må du være..." startede han ud med, og det lignede, at han tænkte sig godt om. "17." Jeg nikkede smilende og kiggede bare på ham. Han satte sig ved siden af Ciara, og tog sin arm omkring hende, som om hun var hans rigtige datter. Egentlig gjorde det mig en smule ked af det, men hvad kunne jeg gøre ved det? De havde jo selvfølgelig ret til, at have et rigtigt godt forhold til hinanden uden, at jeg skulle blive jaloux. Men hvad kunne jeg gøre ved det? Jeg er jo jaloux? Jeg savner,at have min fars arme omkring mig, og at han kalder mig for 'skat'. I det hele taget savner jeg bare ham, og ville gøre nærmest alt for at få ham tilbage.

"Er du okay, Jessica?" spurgte Ciara, og lagde en arm omkring mig. Jeg nikkede stille, og prøvede at få et smil klemt frem, men det var ret svært. Det endte sikkert bare som en eller anden grim grimasse, men egentlig var jeg ligeglad. På den ene side ville jeg virkelig gerne spørge Ikaika ind til min far, men på en måde ville jeg bare ikke tænke på min far længere. Jeg savnede ham for meget.

"Jeg må nok hellere komme hjem," mumlede jeg. Egentlig var jeg kommet herud med taxa, men jeg kunne vel også komme hjem med en taxa igen.

"Bor du her?" spurgte Ikaika en smule forvirret, og rejste sig fra sofaen. Jeg rejste mig også selv fra sofaen og rystede på hovedet. Skulle jeg bare sige, at jeg boede hos bedstemor, eller skulle jeg lyve og sige, at jeg bor på hotel? Jeg må nok hellere sige sandheden. 

"Nej, jeg bor lige nu hos bedstemor, men jeg skal nok også snart rigtigt hjem til Atlanta. Jeg har bare en mission, som jeg gerne vil fuldføre først," mumlede jeg, og straks så Ikaika en smule nervøs ud. Hvad havde han dog at være nervøs over? 

"Øh... Må man spørge, hvilken slags mission?" spurgte han en anelse tøvende. Skulle jeg mon bringe emnet på banen nu, eller skulle jeg bare vente med at sige noget til ham? Jeg måtte spørge ham ind til min far på et tidspunkt, men om det her var det bedste tidspunkt, vidste jeg godt nok ikke.

"Jeg ville gerne snakke om det, men bedstemor begynder nok også snart at undre sig over, hvor jeg er henne. Jeg har ikke fortalt hende, hvor jeg er taget hen, og hvis i gad at holde på det også? Hun skal ikke vide det," sagde jeg, og smilede høfligt til dem begge.

"Selvfølgelig! Ikke også, far?" sagde Ciara, og vendte sig imod sin far, som nikkede lidt tøvende. Han var tydeligvis ikke helt glad for idéen, men jeg håber, at han holder det alligevel. Jeg smilede taknemmeligt til dem begge, og gik ud i gangen for at tage mine sko på.

"Vi ses," sagde jeg smilende, og gik ud for at få fat på en taxa. Jeg ville stadig have svar på Ikaika, men gad vide hvordan jeg skulle få det ud af ham? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...