Prøvelser & Kærlighed

Dette bliver en historie skrevet af to forfattere - MoMoChan og Angelina Rasmussen. Vi sætter hver især alle kapitler ind. Dette gør vi fordi, det er en af vores fælles historier. RESUME To piger fra vidt forskellige baggrunde mødes. De to piger har først nogle problemer, men bliver hurtigt bedste venner. Med venskaber kommer der også prøvelser. Derud over opstår der flere problematikker i deres familier og kærlighedsliv. Hvordan pigerne vil klare den, tja det vil kun tiden vise ...

3Likes
0Kommentarer
1962Visninger
AA

1. Catalina del 1

 

”Velkommen til dit nye hjem, Catalina,” præsenterede Malene - min nye plejemor. Jeg lukkede bildøren efter mig, mens jeg betragtede det gule hus foran mig. Jeg kunne ikke forholde mig til at min bedstemor - som jeg havde boet ved det sidste års tid – var flyttet til et plejehjem på en afdeling for demente.  Uden at svare Malene, bevægede jeg mig hen mod hovedøren. Min plejefar Torben, gik bag mig med min bagage. Jeg havde ikke særlig meget med, kun lidt tøj, min bærbar og et par dvd’er. Da jeg pakkede, smed jeg de fleste af mine ting ud. Tanken om at have dem omkring mig, ville bringe alt for mange minder frem. Minder jeg ikke ville tænke på … tanker der ville gøre mig trist.

”Sophia, Amalie og Casper er i skole, de kommer hjem ved to tiden, ” fortalte Malene, idet hun gik foran mig ind i huset. Jeg stillede mig i dørkarmen og kiggede tøvende ind i entréen. Jakker hang rodet på de fem knager, det så ud som om, der en gang havde været system i det. 

”Okay …” svarede jeg og stillede mine sko oven i skobunken i hjørnet. Torben fulgte mig ovenpå, hvor alle værelserne lå. ”Dette rum her er dit nye værelse,” forklarede han og stillede min sorte Adidas taske på den redte seng. Jeg kørte fingerspidserne hen over det hvide skrivebror. Der stod en HP printer med scanner og kopi funktion. I forhold til mit gamle værelse, var dette her mere lyst og rent.

”Kom ned når du har pakket ud, Malene er i gang med at bage eftermiddagskage,” meddelte Torben med et bredt smil, hvorefter han forlod værelset. Jeg blev stående i nogle sekunder med et tomt blik ud i luften. Det var ikke til at forstå, at der allerede var gået et år siden min bedstefar dødede af kræft. Jeg lukkede øjnene i og smed minderne væk, i frygt for der kom flere af slagsen.

 

”Hej nye søster,” hilste Sophia på otte år. Hendes blonde hår var sat op i rottehaler der dansede livligt, når hun bevægede sig. Jeg fremtvang et venligt smil, i et forsøg på at være imødekommende, men hendes øjne afslørede at det mislykkede. Jeg sukkede indvendigt. Okay Catalina, du kan godt klare det. De er en bedre løsning end børnehjem. Jeg rettede mig op og hilste på mine to andre pleje søskende, Amalie på fjorten og Casper på atten

”Kom og sæt jer ved bordet unger,” gav Malene os besked på. Jeg takkede hende indvendigt, for at have redet mig, fra den pinlige tavshed der var opstået.  

”Har du andre søskende end os?” spurgte Sophia nysgerigt, imens hun proppede kage ind i munden. Jeg brød mig ikke om måde hun omtalte sig selv på. Hun var på ingen måder min lillesøster. Vi delte hverken fortid eller blod.

”Nej … min mor dødede under min fødsel og min far …” Jeg tav, på grund af den klump der havde sat sig i min hals. Hvorfor var det så svært pludselig at tale om? Hundredvis af gange, havde jeg fortalt psykologer, lærere og nye venner om min fortid. Den var ikke så anderledes fra så mange andre piger på seksten, og alligevel vidste jeg, at min fortid ikke var helt tilfældig. Min far drak før jeg blev født, men det blev kun værre, da min mor dødede, samtidig med jeg kom til verden. Han kunne ikke klare at have mig alene, derfor overtog alkoholforbruget hans liv. Efter et år dødede han. Jeg var for lille til at opfatte situationen … for lille til at forstår jeg skulle leve mit liv hos min mormor og morfar.

”Catalina har en sød bedstemor,” blandede Malene sig, i et forsøg på at skifte emne. Torben nikkede bekræftende, inden han tog en tår af sin kaffe. Jeg smilte akavet … min mave snurrede sig sammen. Jeg havde lyst til at stikke af – ønskede at alt var som for et år siden. Den gang hvor alt var godt og morfar levede. Før symptomerne på mormors demens tog til.

”Hvorfor bor du så ikke hos hende?” spurgte Amalie med en spydig stemme. Hendes spørgsmål var som en mavepuster.

”Fordi … fordi hun er syg,” svarede jeg og rettede blikket mod min tallerken, hvor der lå en uberørt chokoladekage. Hvorfor sad jeg egentlig her? Jeg mindede mig selv om at dette var end bedre løsning end ungdomshjem. Spørgsmålene forsatte indtil vi alle var færdig med at spise og drikke varmkakao eller kaffe. Jeg forsøgte at besvare de fleste spørgsmål, men nogle gjorde for ondt. Heldigvis redede Malene mig hver gang. Måske var hun slet ikke slem, som jeg i første omgang havde troet? Jeg skubbede tvivlen væk og koncentrerede mig om de nye spørgsmål jeg fik smidt i hovedet.

 

- Angelina Rasmussen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...