Escape of Acteza

En bog om ensomhed, ulykkelighed, tab og kriser, som bliver vendt af en enkeltstående person.

2Likes
11Kommentarer
1356Visninger
AA

4. Tilgivelse er en smuk Ting

  Det skingre vækkeur flår mig ud af en dyb og drømmeløs søvn, og jeg rejser mig forskrækket op, og kaster mig hen for at slukke det. Jeg kan se en lystribe snige sig ind fra vinduet, og det gode vejr, gør det nemmere at stå op. Jeg kaster dynen af mig, laver en kande kaffe, og skynder mig ud i bad.

  Jeg går ud i det åbne samtalekøkken iført badekåbe og et håndklæde om håret. Kaffen står færdigtbrygget og lokker mig med sin varme og fyldige duft. Jeg snupper en kop, sætter mig til rette i lænestolen og tænder fjernsynet. Nyhederne er fyldt med ulykkelighed og mord, så jeg slukker hurtigt igen. Det kan jeg ikke lige overskue at se på lige nu. I stedet tænder jeg radioen og skruer helt op, imens jeg føntører mit hår. Jeg stikker hovedet ind i mit skab, og trækker nogle stramme minishorts og en grøn silkeagtig skjorte ud. Pludselig er klokken mange, jeg springer morgenmaden over, og snupper i stedet et blodrødt æble fra skålen, og stormer ud af døren med mine bilnøgler i hånden.

   Da jeg træder indi lokalet har folm samlet sig i små grupper og snakker og fniser sammen. Da jeg går forbi dem, kan jeg mærke deres øjne i ryggen, men jeg ignorerer dem og koncentrerer mig istedet om ikke at vælte over alle taskerne. Jeg sætter mig bagest i lokalet og trækker en stor notesbog frem og begynder at tegne. Jeg fremkalder mig synes af Shoma og forsøger at efterligne hans smukke øjne på papiret, men forsøget mislykkes. Selvfølgelig. De varme, mørke og spillende øjne kan ikke efterlignes. Jeg er dog god til at tegne, og det bliver da også flot, men det er ikke i nærheden af Shomas udtryksfulde øjne. Jeg hører nogle tøser hviske lidt væk, og da min hørelse er som en ulvs, kan jeg høre hvert enkelt ord, de siger.

  "Hvem fanden er hun?? Haha, tjek hende lige, som hun sidder der og ligner en skræmt fugl! Det skal nok blive rigtig sjovt at have matematik med hende!" hvisker en falsk blondine med en ondskabsfuld tone. Men jeg er da ligeglad. Jeg ved at Jake nok skal tage mig under sine vinger og lede mig igennem disse mareridtsår. 

  Timen er nemt overstået, for jeg hørte overhovedet ikke efter, men var fordybet i min Shoma-efterligning. Faktisk, så går resten af timerne med det, helt frem til frokostpausen. Da jeg træder en i kantinen spejder jeg efter Jake, og får øje på ham henne ved det bord fra i går. Jeg går derhen og siger hej, men han kaster bare et hurtigt blik på mig og mumler et eller andet uforståeligt. Jeg bliver overrasket af den pludselige kølighed, og beslutter mig for at spise udenfor.

  Der er kun mig ude ved den glitrende sø, og jeg nyder faktisk stilheden. Jeg lader min hjerne koble af og forsøger at indprente mig hele landskabet, bid for bid. Men jeg bliver afbrugt af lyden af tøvende skridt, og vender mig mod dem. Jake stopper op, sikkert overrasket over, at jeg kunne høre ham.

  "Hej," siger han usikkert. Jeg vender hovedet væk, og kigger stift ud over vandet. Jeg følte mig så ydmyget, og alene hans tilstedeværelse får vreden til at boble i mit blod. Koncentrér dig, Acteza. Lad nu være med at gøre noget dumt, bare fordi du er vred. Han er ikke tøvende mere, da han tilbagelægger de sidste par meter med hurtige og målrettede skridt. Han stiller sig lige foran mig og lukker for udsigten, så jeg er tvunget til at se direkte på ham. Mit blik er køligt og skarpt, da det fanger hans øjne. Han sukker og ser skyldigt på mig. Han sætter sig ned.

  "Undskyld, Acteza. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Kan du tilgive mig?" spørger han med bedende øjne. Smukke, blå, dybe, bedende øjne, som er rette mod mig. Kun mig. Så! Stop det der! Du kender ham jo næsten ikke!! Han rykker lidt tættere på mig og forsøger at fange mine øjne, som er rettet mod græsset foran mig. Jeg kigger langsomt op, og jeg finder hurtigt ud af, at jeg ikke kan være sur på ham, når han ser sådan på mig. Som en hundehvalp! Jeg nikker langsomt og hans ansigt lyser op i et stort og tilfredst smil. Han sukker træt og smider sig ved siden af mig. Han tager fat i min arm og hiver mig ned ved hans side. Jeg griner fjantet og vender mig mod ham. Han roder mit hår og griner højlydt, da jeg forsøger at stikke af, og han ved lethed for hevet mig ned igen. Vi sukker begge, og pludselig - så hurtigt at jeg ikke ser bevægelsen - stryger han en hånd over min kind. Jeg ser overrasket på ham, men hans blik er roligt og et lille smil trækker i hans ene mundvige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...