Forladt

det var egentlig en opgave til skolen jeg kom i tanke om at jeg havde til at ligge, så jeg valgte at jeg ville ligge den herind.
den var tiltænkt som en gyser men ved ikke rigtigt hvor uhyggelig den er. en af betingelser ved historien var at den skulle have flashbacks. i må gerne give ris og ros.

1Likes
3Kommentarer
1229Visninger

1. Forladt

Trine havde ændret sig. Det var som om hun var besat. Mor ville ikke lytte, hun sagde, at det bare var fordi, hun var ved at komme ind i en ny ”fase”. ”Bare rolig Emily” havde hun sagt ”du kan ikke beskytte hende altid”. Jeg ville ikke tro hende, jeg kendte Trine bedre end nogen anden, og hun ville ikke ændre sig. Det var kun sket i løbet af en uge, så hurtigt ændrer folk sig ikke. Men i dag ville jeg ikke nøjes med mors forklaring. Så da hun sagde det igen, blev jeg så frustreret, at jeg løb ud gennem havedøren i sommerhuset og ud til stranden. Da jeg kom hen til stenen, kunne jeg se en skikkelse der bøjede sig over dukken. Det var Trine. Da hun rejste sig, så jeg, at hun havde dukken i favnen.”Trine hvad laver du?” spurgte jeg ”jeg tager dukken med hjem” svarede hun. ”det kan du da ikke!” sagde jeg lidt skræmt. ”det kan jeg da, se selv” sagde hun og gik forbi mig. Jeg kunne ikke slippe min uro. Skulle den dukke ind i huset? Jeg kiggede ned på stenen, hvor dukken havde lagt og tænkte på, da vi havde fundet den.

Det var en uge siden. Mig og Trine havde været ude og samle skaller, da vi pludselig så stenen. Dukken havde lagt på et håndklæde på stenen. Trine havde været som hypnotiseret, da hun så den. Hun var 12 men var stadig ikke groet fra sine dukker. Jeg syntes hun var sød, og vi havde altid været tætte, selvom jeg var 3 år ældre. ”Emily prøv at se er den ikke sød?” havde hun sagt. ”Det ved jeg ikke, lidt vel” havde jeg svaret, men det var som om, hun ikke lyttede. Hun var allerede gået hen til stenen og havde samlet dukken op. Pludselig syntes jeg det var, som jeg kunne se en mærkelig aura rundt om dem. Jeg rystede tanken af mig og gik hen til dem. ”Tror du jeg må tage den?” spurgte Trine. ”Det syntes jeg ikke du skal gøre, det kan være, der er nogen der savner den” svarede jeg. Hun så nærmest skuffet ud. Som om hun ikke havde tænkt på, at det kunne forholde sig sådan. Vi var gået hjem men siden det, var der ikke gået en dag, uden at hun havde været nede at se til dukken. Jeg var begyndt at ligge mærke til forandringerne to dage efter. Det var, som om hun var blevet blegere, og hun havde rande under øjnene. Men det mest foruroligende var, at hun havde pakket nogle af hendes dukker væk. Hun elskede de dukker, og da vidste jeg, at noget var galt. Hun snakkede også kun om dukken, som om den var levende.

Og i dag var mine værste tanker gået i opfyldelse. Hun havde taget dukken med hjem. Da jeg kom hjem, sad Trine med dukken i hendes arme og snakkede med mor. Af det jeg kunne høre, syntes mor også, at det var en fin dukke. Da jeg kom ind af døren, kiggede mor på mig. ”Kan du ikke tage hen og købe noget rugbrød Emily?” spurgte hun. Jeg nikkede bare og kiggede uroligt hen på Trine som sad og puslede om dukken, som var den en rigtig baby. Da jeg kom hen til købmanden, mødte jeg Christian. ”Hvad så Emily, hvordan har din søster det” spurgte han. Jeg havde allerede fortalt ham om dukken. ”Jeg er ikke sikker, men det er lige meget, for hun har taget dukken med hjem” svarede jeg. Han så forskrækket på mig, og jeg gengældte det med et uroligt blik. Christian havde tidligere på ugen fortalt mig en spøgelses historie der netop omhandlede dukken.

Det var, da jeg havde fortalt ham om dukken, og at Trine havde ændret sig. ”Har du aldrig hørt historien om dukken!” var han udbrudt. ”Hvad mener du?” havde jeg svaret. Han havde fortalt mig en historie om en lille pige, der var druknet en gang, hvor det var højvande for længe siden. Pigen havde lagt sin dukke på et håndklæde på en sten, og historien havde fortalt, at pigens ånd havde besat dukken, og hvis en person der mindede om pigen samlede dukken op, ville ånden besætte personen. Og de personer der blev besat var alle druknet.

Det var det, der var sket med Trine. Hun var blevet besat. Og nu havde hun taget dukken med hjem. ”Christian vil du med hjem til mig?” spurgte jeg næsten desperat. Jeg ville ikke være alene med det her. ”Okey” havde han bare svaret og var gået med hjem, efter jeg havde købt ind. Da vi kom hjem, og Christian ser Trine med dukken, kan han ikke andet end også at være bekymret. Hun sidder med den, og da mor siger, at hun skal ligge den væk, imens vi spiser siger hun, at hvis hun ikke kan sidde med dukken, vil hun slet ikke have noget at spise. Så hun går med til det. Men man kan se, at hun ikke er meget for det. Efter vi har spist, går jeg og Christian ind på mit værelse. Vi sidder lidt i stilhed for at tænke, det vi har set igennem. ”Jeg er bange, jeg er hendes søster, jeg burde beskytte hende” sagde jeg til sidst. Christian kiggede på mig. Jeg kiggede ned på mine hænder som lå i skødet. Pludselig hørte vi et skrig, og vi kiggede begge op. Jeg var den første der rejste sig, og Christian fulgte mit eksempel og gik med ud køkkenet. Det var ved at være mørkt, og mor havde ville tage dukken fra Trine, fordi hun skulle i bad. Det var Trine der havde skreget. Hun havde revet dukken ud af favnen på mor og var løbet ud havedøren. Vi løb efter hende. Vi så hende ude ved dukkens sten, hvor hun havde lagt dukken på stenen og var på vej ud i vandet. Hun var nået et godt stykke ud og var på vej ud, hvor hun ikke kunne bunde. Jeg kastede mig ud vandet efter hende, men hun var uden for min rækkevidde, og strømmen var hård. Men jeg fortsatte ud mod min søster. Lige da gik Trine under vand. Jeg var ved at være desperat, for der var stadig et godt stykke ud til hende. Da jeg endelig nåede hende, havde hun været under i et stykke tid, og det tog også et godt stykke tid at få hende ind. Da jeg fik hende lagt ned på stranden, trak hun ikke vejret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Christian skubbede mig til side og kiggede på mig, mens han sagde ”jeg kan godt lidt første hjælp” og han begyndte at give kunstigt åndedræt og hjertemassage, og til sidst hostede hun det vand, hun havde fået ned i lungerne op igen. Hun var stadig bevidstløs, så vi bar hende op til sommerhuset, hvor der blev ringet efter en ambulance som kørte hende på hospitalet, og tilbage på stranden lå den lille dukke på sin sten helt forladt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...