Det skulle have været en god dag.

Dette er en novelle, historie - hvad du vil kalde det - som jeg skrev idag i skolen. Jeg får karakter for den, og jeg glæder mig til at se hvad min lærer syntes om den. Jeg skriver herinde hvad jeg vil få.

Der er kun ét kapitel, så det vil sige at der IKKE kommer mere.

Jeg syntes selv at den blev god, og jeg er ret stolt af den. Den fylder præcist 2 sider.
Jeg håber I kan lide den.
- Julie T.

2Likes
4Kommentarer
1166Visninger
AA

1. Det skulle have været en god dag.

Liv eller død

Julie 8.A.

Det sidste jeg så var airbaggen der udfoldede sig og kastede sig i mit ansigt. Dit angstfulde skrig, og dine forvirrede blikke.

Det var en dejlig sommermorgen, som tegnede sig til at blive en fantastisk dag. Vi havde besluttet os for at have en dag helt alene, som vi begge havde længtes efter. Efter at mor var død, var vi blevet meget tættere. Vi havde fået et helt andet bånd, og du lyttede mere til mig. Jeg var ikke lykkelig, det var du heller ikke. Men vi var på vej.. til at komme videre.

Er du ved at være færdig, skat?” lød min fars rolige stemme op gennem gangen. ”Jeg kommer lige om lidt!” råbte jeg tilbage og satte med tungen i munden, mit lange hår op i en hestehale. Min far havde fået den gode idé at vi begge to havde taget fri fra henholdsvis skole og arbejde – og skulle bruge hele dagen i hinandens selskab. Det trængte vi begge to til. Vi skulle ud og spise brunch/frokost sammen, hvor vi derefter bare ville slentre i Københavns gader. Jeg tog min iPhone i bukselommen, og løb ud i gangen, hvor min far allerede stod klar. De sorte Converse stod ved sin sædvanlige plads, og jeg hoppede ned i dem.

”Hvor skal vi spise henne, far?” spurgte jeg smilende, og kiggede over på ham. Han havde sine nye solbriller på, som han var ih så glad for. Han vendte hoved og flashede et lille smil, men sagde ikke noget. ”Jeg hader når du er så hemmeligheds fuld” grinede jeg og satte radio på. Jeg åbnede for vinduet, og nød at sommerbrisen kastede mit hår tilbage og solen skinnede direkte i ansigtet på mig.

Vi havde kørt i lidt tid, da radioen sagde den genkendelige lyd, når de har en vigtig besked omkring trafikken. Det lød at der var en spøgelses bilist lidt længere fremme, på den motorvej vi var på. Jeg blev med det samme bange, og kiggede over på min far som stadig lyttede godt efter – og sank den klump der nok var i gang med at forme sig i hans hals.

 Vi kørte igen lidt længere, og foran mig kunne jeg se 2 billygter, der vendte den forkerte vej. Mine håndflader var allerede ved at blive svedige, og sveden begyndte at sætte sit præg på min pande. Jeg kunne nu tydeligt se en stor sort firhjulstrækker med mindst 100 km/t imod os. Mine øjne blev større og større, og jeg kunne overhovedet ikke tro hvad jeg så. Jeg sank den klump, jeg havde i halsen og bed mig selv i læben. Nu sker det. Det sker nu. Det var den eneste tanke der kørte rundt. Min far tænkte det samme, da han hurtigt kiggede over til mig. Han havde travlt med at holde øje på vejen, og sørge for at vi ikke kørte galt.

Men det var alt for sent.

Jeg kneb mine øjne hårdt sammen og så skete det. Et ordentligt ryk i bilen, kastede mig og min far fremad – men jeg tror at de airbags tog det meste. Men vi blev kastet rundt i bilen fra side til side, op og ned, indtil bilen stod stille. Det føltes som om at vi lå der i flere timer, måske 5 timer? Mine ben var helt følelsesløse, og jeg kunne ikke bevæge noget som helst på kroppen. Dog kunne jeg vende mit hoved lidt til side, så jeg kunne se hvad der var sket med min far. Han lå på ryggen, med blod i hele ansigtet. Han havde en rigtig stor flænge ved venstre kind, og trak vejret med besvær. Det var meget tydeligt at han var i store smerter.

Jeg selv havde tilsidesat alt min smerte, og fokuserede kun på to ting. Kommer vi ud? Hvad er der sket med min far? Sirenerne kom endelig tættere og tættere på. Hjælpen var på vej. Jeg var ved at døse helt hen til en anden verden, da jeg kunne høre en masse skrig og mumlen udenfor. Hvad tænkte folk ikke? Hvad hvis der havde været små børn, der havde set det her? Mit liv passerede revy. Men pludselig blev bildøren flået op, og en masse brandmænd og ambulancefolk kiggede ind til os. Min far var helt væk, men trak stadig vejret med meget besvær. Jeg havde stadig ingen følelser i kroppen. Jeg fik mumlet et ”Hjælp” frem med besvær og rakte stille armen ud, men det faldt med et slam ned på jorden igen.

Med værktøj og en masse andet grej, fik de os begge lirket ud af bilen. De havde lagt mig på en bestemt båre, for at beskytte min ryg, sagde de – tror jeg. Alt var tåget og mumlen for mig, i øjeblikket. Halskrave, drop og en masse havde jeg også fået. Vi blev sendt af sted i hver sin ambulance, med kørsel 1.

”Er du vågen, søde?” smiskede en blid stemme i mit øre, mens de trak op i mine øjenlåg for at lyse mig i øjnene. Jeg svarede ikke rigtigt med udstødte noget som et ”Hmm” og lukkede igen øjnene. For at de igen skulle flyve op, jeg kom i tanke om hvad der var sket med min far. ”Vent” mumlede jeg og prøvede på at rejse mig op i sengen. Men jeg blev hurtigt tvunget ned igen af 2 sygeplejersker. ”Hvad er der sket med min, far?” prøvede jeg og blinkede en enkelt gang, mens jeg kiggede skiftevis på dem begge to. De sagde ikke noget, men puttede tæppet op til min hage og forlod rummet. De kunne da ikke bare gå uden at sige noget!? Jeg prøvede at lukke mine øjne, men det var umuligt. Hvad hvis han var..? Nej, det kunne ikke passe. Ikke min far. Det kan han da ikke. En mandlig læge og de to samme sygeplejersker stod lige pludselig ved min seng, og kiggede ned på mig. Lidt creepy.

De introducerede sig alle 3, og begyndte at undersøge mig. Da de kom ned til mine ben, kunne jeg godt mærke smerte og begyndte at råbe op. Det viste sig så at begge mine ben, var brækket 3 steder – og min højre hånds knogler var helt knust. ”Hvad er der sket med min far?” spurgte jeg endelig, og kiggede med bedende blikke op på dem. ”Jeg er meget ked af det. Men han klarede den ikke” sagde han venligt, med et lille smil. Hvordan kan han dog smile over sådan noget? De to sygeplejersker lagde begge deres hånd på mine skuldre, og kiggede ømt på mig. ”Kan jeg se ham?” spurgte jeg skrøbeligt mens tårerne lydløst gled ned ad kinderne. ”Er du sikker på du vil det?” svarede han og nikkede til sygeplejerskerne som om at de godt kunne løfte mig ned i en kørestol.

Jeg sad stadig med hovedet i hænderne, og græd stadig. De kørte mig ind i et rum, hvor der kun lå min far. Han var helt hvid i hovedet, og havde utallige ar i hele hovedet. Han lå med et lille smil på læben, med lukkede øjne. Jeg blev ved med at vente på at han ville åbne dem og sige at det hele nok skulle blive okay. Men denne gang, skete der intet. Intet. De kørte sengen han lå på lidt ned, så jeg bedre kunne se ham. ”Far? Du lovede at du aldrig ville forlade mig, nu har jeg ingen mor og ingen far. Hvordan skal jeg klare det? Du lovede. Du lovede, far. Du lovede!” blev jeg ved med, indtil at jeg selv kunne forstå det. Jeg prøvede lidt på at fortælle mig selv, at det skulle blive okay. Men det ville det jo ikke. ”Du lovede, far” sagde jeg en sidste gang og lagde hovedet på hans mave. Denne gang strøg han ikke sin store hånd, henover håret på mig, og kyssede mig på panden. Mine tårer gled stadig ned ad kinderne, inden jeg en sidste gang kyssede ham på kinden, hvor jeg derefter blev kørt ud ad rummet igen.

Det skulle have været en god dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...