I love the way you lie - svigtet

Riley er atten år gammel og bor allerede sammen med sin kæreste Phil og venter en baby. Riley har en mere eller mindre grum fortid vi følger parallelt med det der sker i hendes liv nu.
Allerede som etårig bliver hun svigtet af sin mor og hvad der er sket siden, kan kun b o g s t a v e r n e vise. Jeg håber I vil bedømme den og vigtigst af alt vil kunne lide den.

3Likes
12Kommentarer
1794Visninger
AA

2. Del 1

1993 Et lille spædbarn, meget skrøbelig og umulig ikke at elske. Men umulig er desværre et ord der bliver rettet til muligt. Hun var lille og fin, omkring tre måneder gammel. Hun havde meget hår. Det var brunt og krøllede på den sødeste måde. Hendes øjne udstrålede den sammen varme og brune farve som moderens. Moderen som skulle påtage sig den rolle, der gav den lille pige omsorg, hjælp, forsørgelse og kærlighed. Men denne mor var anderledes. Hun sad med dette lille barn, men kunne ikke få sig selv til at holde af det. Det lå forkert i hendes arme, forkert i hendes seng og forkert ved hendes bryst. Hvad lavede sådan én hos hende? Denne mor havde en dyb tvivl, som hun vidste ingen ville kunne forstå.

Hver dag følte jeg mig svigtet. Alene selvom jeg havde de sødeste mennesker omkring mig. Som om noget indeni mig manglede, som om en brik i mit hjerte aldrig var blevet fyldt ud. Den brik der hed Mor. Den brik havde manglet hos mig, lige fra jeg fandt ud at jeg faktisk var alene, i fireårsalderen. Derfra plantede sig en dyb sorg i mit bryst som ikke er forsvundet siden hen. Jeg støttede mig til håndvasken. Igen fik jeg sorte flashbacks. Flashbacks om stunder jeg ikke husker ved. Men selve hende, min mor giver mig kvalme. At forlade sit barn på den måde er utilgiveligt. Og den dårlige fornemmelse var kommet meget tiere efter jeg fik at vide, at en anden krop lå i min mave. Min mund havde rystet og havde været lam for ord. Phil havde lagt en varm hånd på min skulder og sagt: ”Det bliver skønt, skat.” Det var jeg bestemt ikke i tvivl om, men tanken om, at jeg muligvis kunne have arvet tomheden fra hende, fik mig til at få det dårligt. Hun havde svigtet sit barn, og sæt hvis det samme skete for mig. Jeg tog uroligt en hånd på min tykke mave og mærkede et blødt spark derpå.  Et smil formede sig automatisk på mine læber. Dette var noget særligt. Et barn var noget særligt. Noget man ikke tog forgivet, og derfra besluttede jeg mig for at tage denne opgave til fulde. ”Pas på, du strammer om babyen!” Sagde jeg lettere irriteret til min kæreste. Hans robuste arme klemte omkring min krop. Jeg skubbede ham væk og sendte ham et undskyldende blik. ”Du skal ikke blive så stresset over det med babyen, skat,” sagde han og så bekymret på mig. Jeg sukkede. Han havde ingen anelse om hvordan det føltes, men det læs i min mave. Det gav mig bekymringer. Sæt jeg skadede barnet? ”Undskyld, jeg vil bare ikke … svigte hende,” sagde jeg og stirrede på skærmen få meter fra mig. Et ligegyldigt komedieprogram kørte derpå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...