Kærlighed ved første blik♥JDB 6

Ramona er hårdt ramt, af at hun ingen nyre har. Derfor er hun i dialyse, som tager ekstremt hårdt på hende. Hun er meget svag, og kommer sig kun lidt en lille smule. Det går faktisk så langsomt fremad, at lægerne tror, at hun er ved at dø. Men når Justin får hjælp af en gammel veninde, vil alt så ændre sig, eller gøre det hele værre?

38Likes
189Kommentarer
6956Visninger
AA

10. Løgn og latin

”Jeg har mødt Mona i sød, men det er ikke som du tror” prøvede han at forsikre mig om, men jeg vidste præcis hvad de havde lavet, det var da soleklart? Kysset. Det irriterende mig, at han brugte sin tid med hende og ikke mig. Faktisk gjorde det mig direkte ked af det. Gad han mig ikke mere? Jeg mærkede vreden stige i min krop, og kunne nærmest skrige af vrede og skuffelse. Jeg havde virkelig ikke troet, at Justin kunne finde på sådan noget, slet ikke.

”Ikke som jeg tror, helt ærligt, Justin. Hvad vil du have, at jeg skal tro på?” spurgte jeg ham hårdt, og han kiggede ned i gulvet. Jeg vidste, at han løj.  

”Jeg vil have, at du tror mig. Jeg har ikke kysset hende, eller.. Den første dag, men ikke efter det, jeg mener det af hele mit hjerte” sagde han stille, mens det lød så falsk. Den måde han sagde det på, men alligevel havde jeg lyst til at tro ham. En gang var bedre end flere, men stadig, han havde gjort det. Kysset en anden end mig, hvordan kunne han dog. Jeg elskede ham, og at han så opførte sig sådan overfor mig, det gjorde ondt inden i mig. Og især da det var Justin. Hvis det havde været Samuel, ville jeg have forstået det. Han kunne ikke klare det, ikke at kysse med en pige i længere tid, og da jeg ikke rigtigt var i stand til det, i denne tilstand. Jeg havde dog ikke troet på nogen måde, at Justin var sådan en type – slet ikke. Han virkede virkelig som en dreng, der ikke kunne finde på sådan noget, men det viste vel bare, at jeg ikke kendte ham godt nok.

”Så du har kysset hende..” min stemme var lav. Det var ikke til at forstå, at han havde løjet for mig, men det der gjorde det hele en smule bedre var, at han endte med at sige det, og ikke holdte det inde. Hvis jeg fandt ud af det, på en anden måde, så var jeg blevet endnu mere sur og såret, og nok slået op med ham, men det kunne jeg ikke overskue at gøre nu, jeg havde nu heller ikke lyst. Justin betød jo alt for mig, lige meget hvad der så kom imellem os.  

”Ramona tro mig, jeg kysser ikke med hende, jeg snakker bare, om det med dig, da jeg har brug for at snakke med nogle om det. Vil du ikke nok tro mig, du ved, at det er dig jeg elsker” smilede han, og fik mig en smule overbevist. Det kunne da godt passe, at han snakkede med hende kun, men når jeg ikke var der, kunne jeg ikke vide det.  

”Jeg tror dig, Justin. Men vil du ikke nok være hos mig i dag?” smilede jeg til ham, selv om jeg stadig ikke troede fuldt og fast, men jeg måtte give ham en chance for at tale sandt, og forhåbentligt løj han ikke overfor mig.

Han kyssede min kind, ”selvfølgelig” sagde han stille, og det fik mig til at smile. Det var længe siden, at han havde været her, og vi havde haft noget hyggeligt tid sammen, bare os to, og ingen andre.  

”Vil du ikke tage min udenfor?” spurgte jeg, og håbede inderligt, at han ville sige ja. Hvis jeg kun havde syv korte dage tilbage at leve i, ville jeg så gerne nå at komme udenfor en sidste gang, da de sidste dage nok ville blive nogle, hvor jeg var meget udmattet.

”Jeg ville tage dig hele verden rundt, hvis det var det du ønskede” sagde Justin med et stort smil på læberne. Jeg forklarede ham, at han skulle hente lægerne, som han gjorde. De skulle altid lige sikre sig, at jeg var frisk nok, til at sidde i en kørestol, som de heldigvis gav mig lov til. Jeg kom op og sidde i en sort kørestol, og Justin skubbede mig igennem gangene. Det hele var hvidt, og efterhånden var jeg blevet ret træt af farven hvid. Da vi endelig kom ud, var luften kølig, men vi var i slutningen af januar, så det var forståeligt. Justin stoppede med at køre, og satte sig ved den bænk, han havde sat kørestolen ved.

”Det er en smuk aften, synes du ikke?” spurgte jeg ham, da der havde været en akavet stilhed. Justin nikkede, men svarede også;

”Jo, men ikke ligeså smuk som dig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...