Kærlighed ved første blik♥JDB 6

Ramona er hårdt ramt, af at hun ingen nyre har. Derfor er hun i dialyse, som tager ekstremt hårdt på hende. Hun er meget svag, og kommer sig kun lidt en lille smule. Det går faktisk så langsomt fremad, at lægerne tror, at hun er ved at dø. Men når Justin får hjælp af en gammel veninde, vil alt så ændre sig, eller gøre det hele værre?

38Likes
189Kommentarer
6946Visninger
AA

5. Det har taget overhånd

En nervøs følelse gik gennem en krop, da Rosalie lige havde fortalt mig, hvorfor Ramona havde råbt. Selvfølgelig var det på grund af mig, og hun ville selvfølgelig tale med mig nu. På den ene side havde jeg lyst til at løbe væk, men det kunne jeg alligevel ikke få mig selv til. Jeg måtte gå ind til hende, og få uddelt smæk, eller hvad man ellers kunne kalde det. Stille åbnede jeg døren, og en sur Ramona kiggede på mig. Hvad skulle jeg dog gøre?

”Hvorfor løj du?” lød det trist fra hende, da jeg kom tæt nok på, til at se hendes grædefærdige øjne. Hun smilede ikke, men havde helt præcist mundvigene ned af, så godt man nu kunne. Jeg havde såret hende, det var nemt at se. ”Det var bare.. Jeg ville gøre dig glad..” fik jeg stille sagt, da jeg ville sige sandheden, det var det et forhold handlede om. Hvis man løj, kunne det nemt ende galt, som det også gjorde lige nu. Ramona kiggede endnu mere trist på mig, efter mine ord, og ville sikkert omlidt sige noget, som hun havde ret i.

”Hvis du ville gøre mig glad, hvorfor sagde du så ikke sandheden?” sagde hun stille, og undveg at kigge ind i mine øjne, selv om jeg så gerne ville se ind i hendes.

”Jeg ved det godt..” prøvede jeg stille at redde situationen med, men det gik ikke direkte den rigtige vej. Jeg kunne være direkte en idiot nogen gange, og det gjorde det bare værre hver gang jeg åbnede munden.

”Justin, helt ærligt. Jeg ville hellere have, at du så sagde jeg nok ville dø, for det ved jeg nu. Jeg vil dø snart, og jeg har indset det. Men at du i stedet giver mig falsk håb, gør mig virkelig irriteret på mig. Du skulle have sagt det som det var, for det andet er virkelig lamt” sagde hun irriteret, og kiggede ned på hendes hænder, som havde drop i. Hun sukkede stille, men kiggede stadig ikke. Hun havde fuldkommen ret, og det vidste jeg godt, at hun havde. Jeg skulle have sagt sandheden, men det kunne ikke komme ud fra min mund.

”Jeg prøvede, Ramona. Men jeg ville ikke se dig såret” sagde jeg stille, og kiggede nu selv ned i gulvet. Jeg ville ikke møde hendes blik, hvis hun skulle kigge på mig. Det at se ind i nogle øjne med tårer, kunne jeg virkelig ikke klare, og især ikke, når det var Ramonas.  

”Hvad ser du så nu, Justin? Ser du en glad pige, eller hvad?” sagde hun med en hævet stemme, og da jeg fik mig selv til at kigge op, kiggede hun stift på mig, men med tårer løbende ned ad kinder. Jeg rystede på hovedet, da jeg ikke kunne få ord ud. Ramona rystede også på hovedet, fordi jeg var så idiotisk som jeg var lige nu. ”Jeg har bare lyst til at dø, jeg gider ikke det her lort mere” sagde hun irriteret, og der gik det op for mig, hvor galt det her var. Hun sagde bandeord, det gjorde hun aldrig. Og pludselig begyndte hun at tage droppene ud af hendes hænder. Var hun blevet sindssyg?  

”Rosalie, hjælp!” råbte jeg skrækslagen, og løb ud af lokalet. Jeg forklarede hende at Ramona var i gang med, nærmest at begå selvmord, og hurtigt kom læger til, men ind af vinduet så det ikke godt ud. Ramona skreg som en sindssyg, og lægerne kunne ikke få hende beroliget. Det her kunne gå galt, hvis Ramona ikke slappede af. Jeg kiggede stille på Rosalie, men hendes blik sagde det samme som mine – uvidenhed. Vi var udvidende om, hvad der skulle ske. Hvis de ikke fik Ramona beroliget, kunne det ende galt, og det var det sidste jeg ønskede.

”Jeg bliver nødt til at smutte, jeg kan ikke holde ud at se det” og med de ord var jeg gået. Forladt Rosalie på gangen, til selv at kigge på hendes hysteriske søster, som også var min kæreste. Det hele havde bare taget overhånd igennem de sidste par dage. Hele situationen var for meget for mig, og det var svært at overskue. Jeg måtte få mig selv ud herfra, ud i den friske luft, og jeg vidste præcis hvor. Et sted jeg ikke havde været længe, men lige præcis det sted, hvor jeg kunne få mine tanker ud.  

Jeg var endelig kommet til klitten, og jeg frøs i min jakke, da det var koldt. Men jeg var ligeglad. Det var her jeg ville være nu, og da klokken var ni, var det dét perfekte tidspunkt til det. Jeg kiggede stille op i stjernerne, og stjernen jeg havde købt til Ramona glimtede blidt i himlen af stjerner. Jeg kiggede stille oppe ved himlen, og så en stjerne der bragte minder. Det var den stjerne Mona havde tilegnet sin lillesøster. Det var mærkeligt at tænke på, alt det vi havde oplevet, men det ville sikkert ikke ske igen. Pludselig hørte jeg nogle grene i vinden, og da jeg vendte mig om, så jeg en skikkelse som så ligeså overrasket ud som mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...