Skyggerigernes fjerde prins.

Man ved aldrig hvem der er hvem, og hvem der er hvad.
Slottet i midten af byen, Cellarian som ligger i attenhundredetallets England, er beboet af en prins. En ung smuk mand, som efter sigende leder efter en brud. Byboerne elsker deres prins, som virker god og mild imod alle. Og enhver ung frøken i byen, stræber efter at blive hans dronning.
Men da en ung forslået pige en dag ankommer til byens port, og bliver taget i pleje af en familie, begynder mystiske ting at ske.
For denne smukke, troværdige pige, ser andet i prinsen end godhed.

13Likes
19Kommentarer
2684Visninger
AA

6. Prinsen af Cellarian.

”Det er ham!” ”Godaften Abbadon.” ”Hej!” Hun var forundret over alle de tilråb, den tilsyneladende fremmede fik, ligeså snart han trådte ind ad døren til kroen. Men han smilede bare roligt til alle, mens han tog fat i hendes arm, som om de kendte hinanden. Og hun fik kuldegysninger over det. Klokken var omkring halv ti, og der var næsten kun højtråbende mænd tilbage på kroen. Men de kvinder der stadig var der, var tydeligvis ved at dåne ved synet af ham . Det havde Paige også været da hun så ham først, men nu gik han hende på nerverne. Og hun skyndte sig også at rive sig løs, og løbe hen til Gwen ved disken, ligeså snart hun fik chancen. Gwen opfattede hurtigt hendes ubekvemme udtryk, og smilede. Så kastede hun hendes forklæde hen til hende. Paige greb det lykkeligt i luften, og tog det hurtigt på. Så begyndte hun at velkomme gæster, og serverer, mens hun gjorde alt for at lade som om hun var travlt optaget. Men et sted undervejs glemte hun vist tiden, og inden hun nåede at spørge Gwen, var det lukketid, og den fremmede var gået.

I den følgende uge, ledte hun kun efter en mulighed, for at spørge hendes plejemor. Hun var blevet besat af tanken om den fremmede, og hun kunne ikke få spørgsmålene ud af hovedet. Hun vidste ikke hvorfor, men han gik hende virkelig på. Mere end hun havde lyst til at indrømme. Hver aften ved samme tid som da hun mødte ham, gik hun udenfor for at vente. Men han kom ikke. Til sidst mistede hun sin forsigtighed, og bad Gwen om et par ekstra arbejdstimer, fredag nat.

 

”Det er ham!” ”Godaften Abbadon.” ”Hej!” Hun så op fra sin opvask, i samme øjeblik som hun hørte tilråbene. Rundt omkring rejste folk sig – mændene dog en smule usikre på benene – og kom smilende den fremmede i møde, endnu engang. Hun skyndte sig at skylle den sidste kniv, og greb viskestykket for at tørre af. Og så snart hun var færdig, løb hun næsten igennem rummet, og hen til den fremmede som smilede imødekommende. ”Godaften, smukke frøken.” Han så på hende, mildt, som om han havde forventet hende at komme styrtende. Hun smilede, pludseligt genert. Den fremmede grinte.

”Abbadon, prins af Cellarian.” Han rakte hånden frem imod hende. Hun tog den smilende. ”Paige, jeg er flygtning fra østbyerne. Gwen og Rudolf har taget mig til sig her, indtil jeg kan klare mig udenfor igen.” Abbadon kyssede blidt hendes hånd, og hun kunne mærke hendes kinder blive varme. ”Det er mig en glæde at træffe Dem.” Hun grinede. ”Du. Vi omtaler ikke hinanden som tredjeperson i østbyerne.” Og han sluttede sig til hendes latter. ”En prins er vel høflig.”

Klokken havde været omkring ti, da han ankom til kroen. Og i løbet af aftenen, glemte hun tiden. Hun havde det så sjovt, at hun helt havde fortrængt, at hendes vagt sluttede klokken elleve. Abbadon var et pragteksemplar, af en ung mand. Alt ved ham, passede lige til hende. Han var venlig, og tryg at være sammen med. Han var høflig, og så var han lige fyldt enogtyve. Han fortalte hende historier fra byen, imens de drak søde drikke. Senere hen tog han hende med udenfor. Ud i vinterkulden. Han gav hende hans frakke, fordi han selv sagde at han ikke havde brug for den. Og med den på, frøs hun ikke længere udenfor.

Sneen fald roligt, og let på denne vinternat. Og hun smilede lykkeligt, da han kyssede hende under en af gadelygternes blege lyskegle. Men så hørte hun klokken, fra byens tårn. Tolv lange slag, og i hendes underbevidsthed var hun klar over, at under normale omstændigheder, var hun nødt til at sove. Nu. Men hun var så tryg hos ham, at hun ikke orkede. Hun gad ikke gå i seng. Det var hendes tanker, indtil hun slog øjnene op, efter deres kys. Og så ham.

Hendes læber føltes varme imod hans. Denne unge pige, der var ankommet til byen for ikke mange dage siden. Hun var perfekt. Ligeså snart han havde hørt om denne skønjomfru i tilsyneladende nød, havde han haft en plan. Og da han havde set hende første gang, i mørket ude foran kroen, var han blevet utroligt tilfreds. Hun var perfekt. Smuk og delikat. Hendes blege, kolde hud, så urørt og sart. Hendes lysebrune hår, der hang fyldigt nedad hendes ryg. Hendes rosenrøde mund, og store grønne øjne. Hun var smuk. Og nu, efter han tankespil og manipulation, kyssede hun ham. Og endnu et spil var gået i gang. Men så, så han rædslen i hendes øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...