Hjemsøgt Kærlighed

Magan er dø da hendes far kørte galt med hende i bilen. Hun beslutter at hjemsøge folk og finder en dreng ved navn Jake. Megan begynder at give ham kort og blomser. Hun prøver at forklare hun er et spøgelse men Jake tror ikke på spøgelser.----jeg er ny til at skrive historier og jeg vil både have Ris&Ros. jeg skriver fra begges synsvinkler i nogle situationer. husk at tilføje på favoritlister og gi stjerner.

1Likes
3Kommentarer
2058Visninger
AA

1. Megan's Flash-Back

Megan's synsvinkel :

jeg læste forsiden af avisen på en fremmeds bord. det var næsten det samme der skete for mig for 10 år siden. overskriften var "BILUHELD FAR OG DØTRE DØDE" jeg læste det under overskriften.

En mand kørte galt sidste lørdag med sine døtre i bilen. bilen drejede ikke i vejsvinget og kørte videre ind i skoven. bilen ramte et træ og alle døde på stedet. bilen sprang i luften og vi blev nød til tjekke tandsæt. Freddie, Olivia og Mia Harringson er alle døde.

jeg kunne ikke lade vær jeg tænkte på natten i bilen for 10 år siden, da jeg var atten. da jeg sad i bilen og ventede på at være hjemme. og efter uheldet da jeg vågnede op og opdagde at der var to af mig. jeg blev så forvirret.

Flash-Back :

jeg sad på forsædet i bilen og ventede. jeg ville hjem til mor og have mad. det var aften og bilen blev kun oplyst af de lysende tal og visere i instrumentbrættet. jeg slog et enkelt blik på fart tælleren. vi kørte 110 km/t. "far vi kører for stærkt sæt farten ned" sagde jeg stille og kiggede på stadig på fart tælleren. den faldt ikke. "far hvorfor sænker du ikke farten?" spurgte jeg. han kiggede rundt om sædet og på mig. "fordi vi skal skynde os hjem" svarede han og smilede. "far du skal kigge på vejen" hviskede jeg. "hvad?" spurgte han og så stadig på mig. "far kig på vejen FAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAR!!!" jeg råbte da vi kørte igennem hegnet der gik langs vejen. vi kørte hen mod en klippeafsats. "FAR DREJ BILEN!" råbte jeg panikslagen. han drejede men vi skred fremaf. han fik bilen til at snurre rundt i stedet for. der blev rødt i mit synsfelt. "FAR tryg på seederen og kør!" jeg råbte stadig. han gjorde ikke som jeg sagde og bilen drejede stadig rundt. jeg kunne se skoven der passegerede sideruderne hele tiden og den kom træer tættere og tættere. jeg fik tåre i øjnene. jeg vidste jeg skulle dø her. "MOR OG FAR JEG ELSKER JER. PAS GODT PÅ MIN SØSTER JEG OGSÅ ELSKER" råbte jeg. det blev mine sidste ord. jeg så træet,hørte braget og mærkede døren knækkede og skar sig ind i mig. mit hoved fløj ind i ruden før jeg kunne stoppe det og at blev mørkere for til sidst at forsvinde. det sidste jeg hørte var min fars kalden af mit navn. "megan... MEGAN NEJ. MEGAN!" Det blev lyserer for mine øjne, et skær. da det forsvandt kunne jeg se. det var fantastisk, jeg ovelede. jeg sad stadig i bilen der var fuld af blod. jeg kiggede på mig selv men jeg var ikke såret. jeg hørte stemmer, min fars og nogle andre. jeg steg ud af den åbne dør på dan anden side af den jeg sad i. Det varede lidt før jeg vendte mig til de blåt blinkende lys. min far lå på en båre og snakkede men en betjent. jeg gik hen til dem og stillede mig ved siden af min far. han så ulykkelig ud. "hvad er der sket mens jeg var bevistløs?" spurgte jeg om men de svarede ikke. så gik jeg hen til en anden båre der lå en pige på. da jeg så hvem det var fik jeg et chok det var mig bare spejlvendt og smurt ind i blod med en masse sår. jeg forstod ikke jeg stod jo lige her i live, jeg var ikke død og hvordan kunne der være to af mig. alle ignorere mig, der er to af mig og jeg er ikke død. alt forvirrede mig. jeg gik hjem til mor for at snakke om det. da en tanke slog mig måske var jeg død men bare et spøgelse. jeg kom hjem og jeg kunne se at der var en politibil ude foran huset. jeg gik ind og så min mor med min søster på skødet, begge våde af tåre. min søster var ikke andet en 8 år. det var forfærdeligt at se hende sådan. jeg gik hen og satte mig i sofaen ved deres side. jeg strøg min søster hen over håret som jeg altid gjorde. hun kiggede frem fra min mors skulder og fik øje på mig. hun lyste op i et smil og skulle lige til at sige noget men jeg tyssede på hende. "jeg elsker jer men jeg bliver nød til at forlade jer.det der er sket er sandt" "du er død" mimede hun og hendes smil var forsvundet. min tavshed var et ja og det var forfærdeligt. jeg kunne mærke savnet bare ved at kigge på Emily. hendes dybblå øjne løb i vand igen og hendes underlæbe sitrede. det kønne ansigt der var indrammet i det blonde korte hår, var trist at se på. "jeg kommer igen på besøg. men du må love mig en ting og det er for altid. Okay?" spurgte jeg og hun nikkede trist. "du skal altid tro på spøgelser. Altid"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...