Væddemålet

Dette er en novelle, som vi sammen har skrevet for et par år siden. Og siden den nu passer til en af de nye konkurrencer, har vi valgt at lade den deltage til "Ny i klassen" :-) Vi håber I vil synes om den.

53Likes
93Kommentarer
6319Visninger
AA

8. Del 8

Næste morgen blev jeg vækket af min mor. Jeg stod op, og tog noget af mit nye tøj på. Et par cowboybukser, og en langærmet, hvid trøje. Jeg gik ud på toilettet, og satte mit hår op i en høj hestehale. Jeg smilte tilfreds til mig selv i spejlet, og smuttede nedenunder.
”Wow, det må jeg nok sige. Var det noget af det, du købte i går?” sagde min mor, og lød meget overrasket.
”Yup” sagde jeg, og hældte mælk på mine cornflakes.
”Ehm.. Det er meget anderledes end jeg havde forestillet mig” sagde hun, og jeg kunne høre på hendes stemme, at hun ikke var speciel begejstret for hvordan jeg så ud. Jeg trak på skuldrene, for hun kunne da være ligeglad med hvordan jeg så ud. Jeg spiste færdigt, og smuttede op på mit værelse, og fik gjort mig helt færdig. Jeg halvt løb ned af trappen med min taske over skuldrene, og gik med lange skridt, hen til hoveddøren.
”Kører vi nu?” råbte jeg efter min mor, og lidt efter kom hun luntende ude fra køkkenet. Hun sagde ingenting, men nikkede bare til mig. Vi gik ud til vores grimme, røde Toyota, og hun kørte mig til skole. Jeg havde bestemt mig for, at jeg ville begynde at cykle i skole, men det var nu også rart at blive kørt. Efter 5 minutters tid, holdte vi foran skolen.
”Tak for turen, mor. Vi ses senere” sagde jeg, og gav hende et kys på kinden.
”Vi ses skat. Pas nu på dig selv” råbte hun da jeg smækkede døren i. Hun rullede omgående vinduet ned, og jeg sukkede lavt.
”Ja ja, mor” Jeg smilte til hende, og gik ind ad hoveddøren. Det var længe siden, jeg havde været så ivrig efter at komme i skole. Det var helt.. underligt. Jeg havde altid hadet skolen, med stort H. Men det var som om at jeg nærmest glædede mig til at møde Helena igen. Inderst inde, vidste jeg godt, at det ikke var hende jeg mest ønskede at se, men Jannick. Men jeg ville ikke indrømme det. Jeg kunne ikke indrømme det! Jeg måtte bare ikke være faldet for ham; det ville virke så underligt, og forkert på samtidig. Jeg havde kendt ham i en enkelt dag, og havde knap nok været i nærheden af ham. Jeg åbnede forsigtigt døren til klasseværelset, og opdagede, at kun Jannick var derinde. Jeg fik en klump i halsen, og gik hen til min plads, med blikket rettet på mine fødder.
”Godmorgen” sagde Jannick sukkersødt og viste endnu engang sine smilehuller.
”Hej” Jeg rødmede, og kiggede hurtigt væk. Endnu engang svang han benene væk under mig. Jeg måtte altså indrømme, at der var et eller andet specielt ved ham.
”Du kommer tidligt” grinte han, og vendte sin stol om imod mit bord.
”Ehm ja, og i lige måde” smilte jeg, imens jeg hang min jakke over ryglænet på min stol.
”Laura, jeg vil gerne snakke med dig om noget” Han sad med armene over kors, og så rigtig alvorlig ud, og det fik mig bare til at smile endnu større.
”Snak løs?” mumlede jeg, og kiggede ham direkte i øjnene.
”Hvad kan jeg gøre, for at du vil gå med mig i biografen?” sagde han gådefuldt, og jeg sukkede en enkelt gang. Han ville bare ikke give op, eller hvad?
”Jeg er ret sikker på, at jeg gav dig en begrundelse i går” sagde jeg koldt, og nu var det min tur til at lægge armene over kors.
”Men jeg har tænkt over din begrundelse, og den holder ikke i længden.”
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg besluttede at lade være med at sige noget, for at han ikke kunne gøre grin med mig igen, hvis det nu skulle være tilfældet. Vi sad i to minutters tid, hvor ingen af os sagde noget. Jeg rejste mig forsigtigt op, og gik yndefuldt forbi ham. Jeg rev hurtigt hans hvide kasket af, og løb ellers alt hvad jeg kunne, imens jeg råbte: ”Hvis du kan fange mig, tager jeg med dig i biografen…” Og så var jeg ellers bare løbet derud af…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...