Væddemålet

Dette er en novelle, som vi sammen har skrevet for et par år siden. Og siden den nu passer til en af de nye konkurrencer, har vi valgt at lade den deltage til "Ny i klassen" :-) Vi håber I vil synes om den.

53Likes
93Kommentarer
6347Visninger
AA

4. Del 4

Jeg ved ikke i hvor lang tid, jeg sad på et af toilet kummerne, men det var i hvert fald i et godt stykke tid. Alle tankerne fór rundt i hovedet på mig. Selvfølgelig ville det blive lige så slemt at gå på denne skole, som det havde gjort på de andre fire. Hvorfor havde jo overhovedet tænkt den tåbelige tanke, at heldet ville være på min side, bare en enkelt gang. Det var åbenbart for meget at forlange af Gud. Jeg havde aldrig været et af hans syv vidundere, og ville sikkert heller aldrig blive det. Jeg var bare et nul, jeg var helt fortabt, og havde ikke en eneste ven. Endnu en tårer røg ned af kinden, og den landede på min t-shirt. Jeg tog et papir, og begyndt at pudse næse. Jeg kunne høre den store dør til toiletterne smække, og jeg blev omgående stille. Så stille, at jeg nærmest ikke turde trække vejret.
”Laura, er du herinde?” hørte jeg Helenas’ stemme sige. Jeg blev omgående lettet, men på den anden side ikke. Hvis hun så den her side af mig, ville hun sikkert bare synes, at jeg var en særling, ligesom alle andre. Jeg valgte alligevel at svare hende, med et lille og utydeligt ”Ja.”
Jeg kunne høre nogle sko skrabe imod gulvet, og jeg kunne selvfølgelig gætte mig til, at det var Helena der gik tættere på min toilet bås. ”Der er en der gerne vil snakke med dig, Laura” sagde Helena, og jeg kunne høre hun blev lidt utålmodig. Men samtidig, var der en snert af omsorgsfuldhed i hendes stemme.
”Hvem?” sagde jeg koldt og ligeud.
”Det får du jo at se, hvis du bare kommer ud fra den bås” sagde hun. Jeg tænkte lidt på hvordan jeg sikkert så ud nu, og smilte lidt for mig selv. Men det var ikke et lykkeligt smil, men et meget ulykkeligt smil, der indeholdte frygt, og mangel på selvtillid. Jeg havde altid målt mig med de andre piger, jeg havde gået i klasse med; de havde alle sammen været utrolig smukke, og haft en perfekt figur. Og så kom jeg gående, med det pjuskede nøddebrune hår, og slidte cowboybukser, for ikke at nævne, at jeg nærmest ingen figur havde.
”Jeg kommer ikke ud med det her fjæs” mumlede jeg, mest henvendt til mig selv.
”Laura, lad nu være. Han vil sige undskyld til dig” sagde Helena. Jeg kunne høre hun stod og skrabede i det hårde flisegulv, med sine sko.
”Han?” spurgte jeg, og sukkede. Selvfølgelig var det Jannick hun mente, men det var sikkert noget hun havde taget helt fejl af. Jannick ville aldrig sige undskyld til en som mig. Han ville bedømme mig overfor sine venner, grine ad mig, og spytte på mig. Ja, det var sådan en type som Jannick var. Der var ikke andet end lórt indeni ham. Jeg låste frivilligt døren op, da Helena ikke svarede på mit spørgsmål.
”Wow…” sagde hun og kiggede indtrængende på mit ansigt.
Jeg smilte lidt, og sagde: ”Jeg er fortabt, bare sig det, jeg ved det allerede” sukkede jeg, og gik hen til vasken for at vaske min udtørrede mascara af mine kinder.
”Du er ikke fortabt Laura. Du er en smuk pige, det mener jeg. Kom, efter skole, tager vi ned i byen, og så kan vi vinde din selvtillid tilbage” sagde hun, og lagde sin ene hånd på min skulder.
Jeg smilte til hende som tak, og sagde: ”Det vil jeg rigtig gerne, men jeg tror nu ikke der er mere selvtillid tilbage indeni mig” jeg vaskede mit hoved en enkelt gang, og tørrede det så i noget toiletpapir. Jeg lignede stadig et spøgelse, men dog ikke ligeså meget som før.
”Man skal aldrig sige aldrig. Kom, Jannick har jo nået han vil fortælle dig” hun smilte til mig, og jeg gik lydløst efter hende…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...