Væddemålet

Dette er en novelle, som vi sammen har skrevet for et par år siden. Og siden den nu passer til en af de nye konkurrencer, har vi valgt at lade den deltage til "Ny i klassen" :-) Vi håber I vil synes om den.

53Likes
93Kommentarer
6320Visninger
AA

22. Del 22

Jeg gik igennem den øde landevej. Ind imellem kom der biler kørende forbi, men det var ikke særlig sjældent. Det begyndte så småt at regne, og jeg begyndte at tænke på, at det var den sidste regn, jeg nogensinde ville komme til at se. Jeg gik forbi et stort birketræ, hvor der i toppen, sad en ugle og sang. Jeg smilte lidt for mig selv, og tænkte også på, at det sikkert var den sidste ugle, jeg nogensinde kom til at se. Jeg gik videre, og tænkte over livet efter døden. Jeg havde altid haft den latterlige tanke, at selvfølgelig var der da ikke et liv, når man var død, for så var man ligesom… død? Men nu hvor jeg snart stod ansigt til ansigt med døden, kunne jeg alligevel se det logiske i det. Hvis man havde et, rent ud sagt, lorte liv hernede på jorden, skulle man da have en ekstra chance oppe i himmelen. Ja, jeg troede nu på et bedre liv efter døden, og håbede på, at det var der.
”..så se dig dog for” sagde en gammel mand, og pegede på der hvor jeg gik. Jeg kiggede ned, og opdagede, at jeg gik oveni hans lilla violer.
”Det må du undskylde” sagde jeg smilende, og trak på skuldrene, og gik videre. Jeg besluttede med mig selv, at der ikke var noget ved at være sur, i de sidste minutter man levede i. Jeg drejede ind på banegården, og kiggede på skiltene efter hvornår de næste tog ville komme. Der stod, at det næste tog der kom, kørte imod Odense, og kom klokken 08.35. Klokken var nu 08.30. Jeg gik ud på perronen, og ventede. En masse forældre, stod med deres børn på armene. De ville komme til at se det hele. Selv når de var så små, børnene. Den yngste, var vidst omkring 2 år. Jeg smilte lidt for mig selv, og tænkte tilbage på den tid, hvor jeg var elsket, og havde nogle forældre at være sammen med. Og nu var det bare arbejde, arbejde og atter arbejde. Endelig hørte jeg et horn, og jeg kunne gætte på, at det var toget der kom kørende ind. Jeg tog en dyb indånding, og kunne skimte toget. Det var stort, hvidt og sort, også var der ret mange vogne koblet på. Det kom nærmere og nærmere, og da den holdt få meter fra mig, sprang jeg ned på skinnerne. Jeg kunne høre en masse skrig, og en masse børn der græd. Men jeg var ligeglad; jeg stod ansigt til ansigt med døden, og det sidste jeg tænkte, var: ”Jeg var, og blev aldrig ét af Guds’ syv vidundere.” Også kunne jeg mærke smerten, og endelig så jeg dagens lys …
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...