Væddemålet

Dette er en novelle, som vi sammen har skrevet for et par år siden. Og siden den nu passer til en af de nye konkurrencer, har vi valgt at lade den deltage til "Ny i klassen" :-) Vi håber I vil synes om den.

53Likes
93Kommentarer
6326Visninger
AA

18. Del 18

Filmen sluttede, og vi bevægede os langsomt mod biografens udgang. Vi gik med vores hænder viklet ind i hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at smile stort. Meget stort, endda.
”Nå, hvem har vi så her? Er det monstro ikke Jannick, og hans kæreste Laura?” hørte jeg en stemme sige bag mig. Jeg kendte ikke stemmen specielt godt, men kunne huske, at jeg havde hørt den før. Jeg vendte mig overrasket om, og fik øje på Jakob og Niels, fra klassen. Som også, var med i Jannicks’ gruppe, eller hvad man nu kaldte det.
”Hold nu bare kæft” hørte jeg Jannick sige, og han begyndte straks at gå hurtigere. Jeg sagde ingenting, men fulgte bare ivrigt med flokken.
”Med hvad, Jannick? Med hvad?” sagde ham den lidt buttede, der vidst hed Jakob. Han havde sort hår, og fregner, og man kunne se, at de små skægstubbe han havde barberet af, så småt var begyndt at komme frem igen. Jannick svarede ham ikke, men gik bare. Jeg vidste ikke hvad der foregik; Jannick havde da altid fortalt hans gruppe, alting. Vi gik ud i mørket, og jeg kunne stadig mærke Jannicks’ temperament. For at være helt ærlig, gjorde det mig en smule bange.
”Hey, dengse! Kan vi ikke lige snakke med dig herovre, eller vi fortælle tøsen alt!” hørte jeg Niels’ skingre stemme råbe bag os. Jannick stoppede omgående op, og jeg kiggede forvirrende på ham.
”Fortælle mig hvad?” sagde jeg, og prøvede at fange hans blik.
”Det er ikke noget. Vent her, jeg kommer om lidt” sagde han, og gik over til de andre. Jeg kiggede nysgerrigt hen på dem, imens de ivrigt snakkede. Jeg hørte flere gange, høje stemmer, og Jannicks’ stemme der var ved at sprænges af raseri. De kiggede øjeblikkeligt alle tre hen på mig, som om de havde tænkt mine tanker.
”Vi ses på mandag, ikke?” hørte jeg Jannick sige til dem, inden han kom over til mig. Han gik med lange hastige skridt, og lagde en arm om skulderen på mig.
”Hvad gik det ud på?” sagde jeg, og stoppede op. Jeg lavede en hurtig bevægelse, så hans arm røg ned fra min skulder.
”Oh, ehm.. Det skulle have været en overraskelse.. Men, ehm, jeg ved at du snart har fødselsdag, og jeg var ved at planlægge..” sagde han, men jeg afbrød ham med at lægge en finger på hans læber. ”Det okay, jeg stoler på dig” hviskede jeg, og gav ham et hurtigt kys på kinden.
”Jeg fortjener dig ikke” mumlede han, imens vi gik.
”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirrende, og lagde mit hoved på hans skulder.
”Glem, at jeg nævnte det” Der dukkede omgående et smil frem på hans læber, og jeg blev helt blød i knæene. Jeg kommenterede ikke mere på hvad der var sket, for inderst inde, stolede jeg fuldt ud på Jannick. Men på den anden side, var der et eller andet lumsk ved det.. Som om, at der var noget han holdt hemmeligt for mig…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...