Væddemålet

Dette er en novelle, som vi sammen har skrevet for et par år siden. Og siden den nu passer til en af de nye konkurrencer, har vi valgt at lade den deltage til "Ny i klassen" :-) Vi håber I vil synes om den.

53Likes
93Kommentarer
6294Visninger
AA

12. Del 12

Skoledagen gik hurtigt, og inden jeg vidste af det, var jeg på vej hjem. Jeg havde ikke snakket nær så meget med Jannick, som jeg havde håbet på, jeg ville komme til. Men det var okay; mit liv handlede ikke udelukkende om ham. Det blev jeg i hvert fald ved med at minde mig selv om mange gange, den forløbne dag. Himlen var ved at klare op, og regnen var så småt ved at aftage. Jeg gik og nød vejret, og brisen i mit nøddebrune hår, da jeg kunne høre en motor larme bag mig. Jeg vendte mig om imens jeg gik, og så Jannick, kom kørende på sin scooter.
”Det må jeg nok sige. Hvor gammel er du lige?” grinte jeg, da jeg stoppede op ved siden af mig.
”Gammel nok” sagde han med et glimt i øjet. Jeg nikkede til ham, og begyndte at gå videre. ”Vil du ikke have et lift?” Han begyndte at grine, da han så mit ansigtsudtryk. Jeg kiggede på ham med store øjne, og åben mund.
”Det tror jeg ikke lige” sagde jeg smilende, og sparkede til en sten der lå på asfalten.
”Kom nu, jeg skal nok passe på, at du ikke falder af” grinte han, og kørte ligeså stille ved siden af mig.
”Jeg tror nu hellere, at jeg vil have begge mine ben på jorden.”
”Hold nu op med dit pjat, Laura, og hop på” Han lavede et nik om på ’bagsaedet’, og jeg sukkede højt. Jeg satte mig bag på, uden den mindste lyd. Men da jeg ikke vidste hvor jeg skulle holde fast henne, var jeg alligevel nødt til at bryde tavsheden: ”Hvor skal jeg holde fast henne?” Da jeg først havde sagt det, kunne jeg godt høre, hvor dumt det egentligt lød.
”Ja, hvor tror du, Laura?” sagde han, og jeg kunne lige forestille mig hans ansigtsudtryk.
”Jamen seriøst, der er ikke noget håndtag at holde fast i?”
Han sagde ingenting, men vendte sig i stedet halvt om, og kiggede direkte ind i mine grimme, grønne øjne. ”Er det virkelig så slemt, at holde om mig?” sagde han, og prøvede at lyde seriøst – hvilket ikke lykkedes ham særlig godt.
”Hvad mener du?” mumlede jeg, og fastholdte hans øjenkontakt.
”Læg nu bare dine arme om livet på mig, så vi kan komme af sted.” Man kunne sagtens høre, at hans opmærksomhed, var ved at være brugt op. Jeg trak vejret en ekstra gang, og lagde så langsomt mine arme om livet på ham. Det gav et sug i maven, og jeg kunne mærke alle sommerfuglene titte frem. Han trådte uhyret i bund, og så kørte han. Jeg kunne mærke den friske luft imod mit ansigt, og jeg følte mig med ét godt tilpas. Jeg lænede langsomt mit hoved imod hans ryg, og nød det, så længe det varede.
Han stoppede op, og jeg opdagede at vi holdte udenfor mit hus. Hvorfra han vidste hvor jeg boede, vidste jeg ikke, og havde egentligt heller ikke tænkt mig at spørge ham. Jeg hoppede af, ved hjælp af hans ene hånd, og så stod jeg ellers bare og kiggede på ham.
”Ehm..” sagde jeg, da tavsheden var ved at blive lidt pinlig. ”Vil du med ind?” Jeg kunne mærke rødmen stige til vejrs.
”Er du sikker på, du vil have mig med ind?” han grinte, og hoppede af sin scooter. Vi gik op til hoveddøren, for at låse os ind…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...