Er det mig eller hende?


1Likes
0Kommentarer
581Visninger

1. Kapitel 1

'Ingen er som dig', havde han sagt. Hvis det virkelig var sandt, hvordan kan det så være, at det ikke er mig han sidder og holder om nu? Var det måske ikke ham, der lige havde siddet og sagt, at han havde håbet han ville komme hjem til mig hver dag? Jeg fatter ham ikke; det ene øjeblik er han helt min og jeg føler det som om, det er ham og mig, men lige så snart vi lægger på, ved jeg at det slet ikke er mig han skal hjem til, og det bliver det nok aldrig..

Her er lidt om mig: Jeg er en 31 årig single dame, der har prøvet adskillige datinghjemmesider, men alle sammen uden held. Jeg læser til speciellæge. Jeg bor en i en lille lejlighed, omkring 20 km. Fra min elskedes arbejde. Tjaeh.. Det var vel nok det.  Altså.. Det er jo ikke fordi jeg gør det bevidst for at såre hans forlovede.. Men jeg kan jo godt se at det ikke ligefrem hjælper, at jeg bliver ved med at se ham.. Men på den anden side, så var det jo faktisk ham der startede.. Men jeg kunne jo have stoppet det.. Men.. Nej, ikke flere men'er! Sket er sket og ja, sådan er det bare. Det er bare, jeg elsker tanken om, at han er min og at skulle vågne op sammen med ham og så ville han sige at vi to er sammen, og at vi altid skal være det. Men i stedet må jeg vågne op, med en besked hvor der står: ' tak for en hyggelig aften i går smukke. Vi ses på torsdag - knus herfra', og føle mig som en reservedel, hver evig eneste dag! Når, jeg tror bare jeg vil leve livet nu og prøve at skære lidt ned på besøgstiderne, og så til sidst fortælle ham, at det bare ikke går mere. Men, det var altså ikke helt sådan det endte. Som vores forhold er lige nu, så ville jeg nok give det 100 point, for lykkelighed! Fordi, når vi er sammen, er jeg én.. og jeg føler mig helt specielt med ham ved min side.. men samtidig, så kan jeg godt se det ikke vil holde i længden. Derfor vil jeg nu bare holde mig i nuet og lad det der skal ske, ske!

Han tog mig i hånden. Jeg kiggede på ham og mødte hans øjne. Jeg kunne se på ham, at han var glad både indvendigt og udvendigt og det samme var jeg. Vi var ude, at gå i en hyggelig skov. I øjeblikket er det efterår, så bladene ligger rundt omkring og stråler, med deres så flotte, naturlige farver. Vi snakker om næste gang, hvad tid han skal komme. Vi har tænkt os at lave en romantisk middag, jeg glæder mig simpelthen så meget! Det er lige før at jeg får helt ondt i kæberne, af at smile så meget. Jeg siger en lille fniselyd, og smiler så igen. "Hvad er det du går og fniser af, hva' min lille fnisetrold?", jeg elsker når han kalder mig det. Det er på en måde lidt mit kælenavn, ifølge ham. "Ikke noget", svarer jeg med et smil, " jeg kom bare til at tænke på, hvor glad jeg er for dig", åh nej, nu rødmer jeg. Jeg ved han har lagt mærke til det, men han kommenterer det ikke, fordi jeg har sagt til ham tusinde gange, at jeg synes det er pinligt og irriterende, altså at jeg rødmer, så han svarer med et sødt svar:"Årh Josemus! Jeg holder faktisk også helt utroligt meget af dig! Det er måske lige før, at jeg.. hmm.. elsker dig!". Han begynder at kilde mig og jeg griner og råber stop, rigtig mange gange, og til sidst stopper han så også. Vi smiler og trasker videre. Der er stilhed, så stille at man kan høre, den lille bæk der risler ved grenenes berøring af vandet, og lur mig ikke om man også lige kunne høre et dyr, der listede, meget stille, over et par ellers friske blade. Hun smiler, og kigger op på ham. Han smiler også. Da hun har fået hans øjenkontakt, siger hun:" Jeg elsker også dig Thomas". Han kysser hende, og hun føler en kilden i maven og er ovenud lykkelig! 3 dage efter er de sammen igen. ’Det er i dag vi holder en hyggelig romantisk middag’, jeg fik et sus i maven og samtidig en kildende fornemmelse. Jeg dækkede op til os, tændte lys, hældte rødvin op og satte noget musik på. 20 min. senere kom han. Det passede perfekt, jeg skulle nemlig lige have gjort maden helt færdig. Han havde taget en skjorte på, og et super fint slips. Jeg havde taget min flotteste kjole og et smykke på, som han havde givet mig i fødselsdagsgave. Tiden gik med, at vi grinede, snakkede, fjollede og hyggede os. Det blev sent, men han blev og overnattede. Det blev en uforglemmelig dag og nat. Jeg vågnede ved at en blød mund kyssede mig på kinden. Jeg blinkede et par gange med øjnene, for bedre at kunne se, men han var allerede væk. Jeg gabte og rejste mig op, vaskede mig og gjorde alle de ting jeg plejer, før jeg tager på arbejdet.. Sådan gik det, de næste 3 måneder. Indtil jeg en dag, vågnede med én tanke - at nå ud på badeværelset før det væltede ud over gulvet. Jeg kastede op og sveden løb ned fra min pande og videre ned langs min hals. Jeg satte mig ned og rakte ud efter et håndklæde. Jeg tænkte på om jeg kunne have spist noget dårligt? Jeg gennemløb hurtigt måltiderne, fra den sidste uge. Hmm.. Nej, det kan ikke være noget jeg har spist. Jeg tænkte på noget andet. Nej, det kunne ikke passe. Eller? Nej, nu er jeg fjollet, det kan helt sikkert ikke passe. Jeg tænkte. Det KUNNE godt, altså der kunne måske være en lille risiko. Jeg tog ingen chancer. Jeg løb ud og klædte om. 2 min. efter sad jeg ude i bilen, på vej hen mod mit mål. Jeg steg ud, og småløb ind i butikken. En ekspedient kom hen til kassen. "Har I graviditetsteste?" sagde jeg, og snublede med ordene. Jeg havde aldrig forestillet mig, høre mig selv sige den sætning. Damen kom tilbage med en lille æske. Jeg betalte og løb ud til bilen igen. Jeg ringede hjem til ham: ”Thomas- jeg er gravid” og han råbte og skreg. Jeg ringede hjem til ham: ”Thomas? Er du okay?” og han lagde på. Jeg ringede hjem til ham igen:” Tho..”, han afbrød mig:” Jeg skal giftes i næste måned”. ”Hvad?!” skreg jeg højt i min lejlighed. Jeg bandede ham langt væk, rev billeder af ham og mig i stykker, kylede hans dumme gaver ud i skraldespanden og slettede ham fuldstændig fra mit hus. Jeg fik det måske en lille smule bedre, men kunne mærke tårer på vej. Jeg hentede en piges bedsteven(IKKE Thomas, men en æske chokolade) og satte mig ned i sofaen.

Jeg prøvede, det gjorde jeg altså virkelig! Men jeg kunne simpelthen ikke komme mig over den tåbelige nar! Altså, hvordan kan man være så dum, at man: 1. er utro, 2. går i seng med utro-kæresten, 3. GØR HENDE GRAVID OG SÅ IKKE ENGANG TAGER ANSVAR!? Okay.. Jeg har fundet på den fedeste plan. Den kan være lidt sårende for hans kommende kone, men HAN får sig et chok..

Jeg tændte min computer, fandt billeder af Thomas og mig, som jeg bare ikke havde nænnet at slette før!(heldigvis) Jeg kørte op til hans hus, med buketten i favnen. Jeg rystede og var skide nervøs, men jeg måtte bare fortælle det. Jeg ringede på og en flot ung dame åbnede. ”Hej”, sagde hun og smilede. Jeg fik simpelthen så dårlig samvittighed, men svarede tilbage. ”Hej, jeg hedder Josefine. Jeg.. Thomas har gjort mig gravid”, fik jeg afsluttet.’ Skide flot Josefine! Det var jo også det helt rigtige at sige!’ tænkte jeg. ”Kom ind”, sagde hun og fik et helt tåget og sløret blik..

Tjaeh.. Lad mig bare sige det sådan.. Mig og hans forlovede(som viste sig at hedde Kathrine) fik en god lang snak. Thomas fik røv og blev efterladt. Kathrine flyttede hjem til sine forældre, men har planer om at hjælpe til hjemme hos mig.. Fordi.. JEG ER BLEVET MOR! Jeg har den skønneste datter i hele verden! Hun hedder for resten også Kathrine..                                                                                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...