Dollyworld

Annabell er en helt almindelig pige, eller det tror hun. Dog finder hun hurtigt ud af at hun ikke er helt almindelig, og har nogle overdådige kræfter. Hendes krop er heller ikke helt normal, for hun er ikke som andre - hun er en levende dukke. Annabell har kugleled, og hun prøver så godt hun kan at skjule dem, men det er ikke altid det lykkedes. Folk i hendes by er blevet opsat på at få flere oplysninger om hendes race, og det skaber mange problemer for hende. Annabell bliver jagtet overalt, og hun har svært ved at kontrollere sin vrede somme tider. Men kommer hun nogensinde til at møde en der virkelig kan elske hende, som den hun er? Følg med her.

2Likes
5Kommentarer
1105Visninger

1. Forfulgt

Jeg traskede rundt på gaden, som jeg altid plejede at gøre, med min store blodrøde kjole på, og de lange handsker der dækkede det meste af min arm. Netop så man ikke kunne se mine kugleled, for det ville bare give mig problemer. Jeg så mig omkring. Det var aften, og det eneste lys der skinnede igennem var lyset fra gadelamperne i gaden. Dog var lyset fra dem ikke så gennemtrængene og jeg kunne næsten ikke se hvor jeg gik. Jorden var fugtig, for det havde næsten lige regnet, og man kunne høre mine flade ballarinaer pive lidt da jeg gik op af nogle trapper, som førte op til et stort vandfald midt i byen. Der var lys i det om aftenen, og det hvide lys var meget smukt. Vandet trængte blidt igennem mine sko, da jeg trådte i en kæmpe vandpyt. Jeg havde ikke set den overhovedet, så jeg var ikke forberedt på at min fod ville blive let våd. Jeg havde intet mål - jeg skulle bare finde hjem. Min lejlighed var ikke ligefrem noget at prale med, og der var næsten intet andet end min kedelige gamle seng, som var lavet af træ, en sort komode, og mit køkken og badeværelse selvfølgelig. Jeg spiste egentlig ikke særlig meget, og hvis jeg endelig gjorde spiste jeg for det meste ude, for jeg var selv elendig til at lave mad, og det gjorde det ikke ligefrem bedre når jeg ikke havde særlig mange penge. Intet job, er ligmed ikke særlig mange penge. Det eneste jeg levede af, var penge jeg fik når jeg var ude og optræde på gaden, og det gav som regel ikke meget mere end halvtreds kroner eller mindre. Måden jeg tjente penge på, var at synge og danse. Min eneste evne er at jeg kan synge folk ind i en trance, og nærmest tryllebinde dem.

Smilet bredte sig på mine læber da jeg endelig fandt min opgang. Tallet '21' stod ridset ind i døren på en metalplade. Jeg trak ned i det bronzefarvede håndtag i døren, og skubbede døren ind - så mig om i opgangen, og fandt stikontakten. Jeg lod min finger trykke knappen ned, og det sagde et klik før lyset kom til syne.. Det var ikke særlig stærkt, og man kunne lige akkurat tyde hvor man var henne, og sådan nogenlunde se det hele. Det lykkedes mig at finde min lejlighed, og jeg tog min nøgle frem fra min lille håndtaske som jeg havde hængene om halsen. Da jeg trådte ind i min lejlighed blev jeg overvældet af den dejlige lugt af min kat Nevia, som strøg frem og tilbage ved mit ben. Hun prøvede sikkert at sige at hun havde savnet mig, hvilket fik mig til at smile en smule. Jeg lukkede døren bag mig, og kløede Nevia kort bag øret.

"Hvorfor skal du altid være så sød imod mig Nevia? Du burde være ligesom de andre. Jage mig dag og nat, for at få et blik af mine led. Du er altid så kærlig, og imødekommene over for mig." En let summen pressede sig ud igennem min mund, da jeg sagde det. I det øjeblik kiggede jeg mig selv i spejlet, og kunne tydeligt se afsky i mit eget blik. Jeg hadede mit udseende, mine led, mig selv, min personlighed. Jeg hadede det hele. Aldrig nogensinde i mit liv havde jeg været heldig at møde den eneste ene, fordi de fjolser jeg mødte bare havde prøvet at få nogle billeder af min usædvanlige krop. Så snart jeg opdagede det, skred jeg fra dem og græd mig selv i søvn hver nat. Det var et forfærdeligt liv jeg levede. Jeg gik ud i køkkenet, og tog fat i den kedel der stod ude på køkkenbordet, og tog låget af den så jeg kunne hælde vand i den. Da jeg tændte for vandet i vandhanen strømmede det ud, så jeg blev nødt til at skrue lidt ned. Jeg hældte vand i kedlen og satte den i kog, for jeg synes jeg trængte til en kop varm te. Det var ekstrem koldt udenfor, og jeg satte mig ind i mig op i min seng og trak min dyne omkring mig. Den var dejlig varm i forhold til hvad det var udenfor, og jeg nød varmen fra den. Nevia havde sat sig lige ved siden af mig, og hun lå og legede ivrigt og drillesygt med spidsen af min dyne, som hun også nogle gange sutter lidt på. Og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at smile en smule, da hun ser utrolig nuttet ud, når hun ligger der - så lang hun er. Kedlen piber, og jeg rejser mig fra sengen for at gå ud og hælde det varme vand op i en kop. Jeg smider dynen fra mig, og griner svagt da Nevia kravler ind under den, og jeg rejser mig straks op og går ud i køkkenet. Forsigtigt løfter jeg kedlen og hælder det brandvarme vand ned i en tekop, hvorefter jeg stiller den fra mig og finder et tebrev. Jeg pakker det op, og lader det dumpe ned i mit glas kogende vand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...