I will learn to love again

Følg en kvinde der formår at tage sig sammen, og springer ud i det hun er aller mest bange for - at være alene.
Man siger at kærligheden kommer når man ikke leder efter den, er det rigtigt?

- Den første kæreste, betyder ikke at det er ens første kærlighed...

5Likes
0Kommentarer
702Visninger
AA

1. Begyndelsen på slutningen

Det var endnu en af de regnvejrsdage som altid kom om sommeren. Det var umuligt at se ud af mine øjne, først troede jeg det var fordi regnen stod lige ind på ruden. Forgæves prøvede jeg at blinke mine tårer væk, men det resulterede blot i at de begyndte at trille ned ad mine kinder og samtidig gjorte plads til nye. Det ene snøft var efterfulgt af det andet og så ikke ud til at have nogen ende. Det var kun lige starten af sommerferien og samtidig slutningen på noget jeg længe havde villet afslutte. Mit blik faldt på min mobil. ”Du kan lige så godt få det overstået”… Sagde jeg til mig selv. Med en rystende hånd samlede jeg mobilen op og tastede hans nummer ind. Det føltes som en hel tidsalder før den blev taget. Jeg vidste at det her ville være det rigtige for mig, selvom det måske nu virkede uoverskueligt og helt forkert. ”Vi er nødt til at snakke…” Sagde jeg forsigtigt efter han havde præsenteret sig. Jeg knugede let mobilen i min hånd, og havde mest af alt håbet på et svar - men det kom aldrig. Han vidste det jo nok også et eller andet sted hvad det var jeg ville, eller var han bare helt uvidende som altid? De sidste par år havde bare ikke rigtig gået, eller det havde det egentlig aldrig. Han var en af de typer som var meget neutralt anlagt, og jeg kan ikke forklare hvorfor at der gik så lang tid før jeg indså at det ikke kunne gå.

Der var langt mere gråd end glæde, men det er svært at vide det ikke er sådan det skal foregå. Jeg var naiv, dum og ikke mindst uvidende. ”Har du mulighed for at møde mig ved stoppestedet?” spurgte jeg forsigtigt. Det var svært ikke at lyde som om at hele min verden var ved at briste. Al min fritid havde jeg brugt sammen med ham, og det ville være underligt uden. ”Ja det har jeg ” svarede han tone løst. Efter den mest upersonlige telefonsamtale jeg nogensinde havde haft, rejste jeg mig for at tage sko og jakke på. Jeg kunne lige så godt være der i god tid, så jeg kunne nå at tænke over hvordan jeg skulle sige det. I det jeg bukkede mig ned for at tage mine sko på kunne jeg mærke at jeg ikke kunne holde mine tårer tilbage. Det væltede ud af mig, som hvis et vandrør var sprunget.

Dog havde jeg ingen idé om hvorfor jeg var så ked af det? Var jeg egentlig bare mest af alt en tryghedsnarkoman? På vej ned til stoppestedet prøvede jeg at gemme mine ellers røde og hævede øjne. Hvis jeg skulle gætte lignede jeg nok en der havde været med i et trafikuheld. Men jeg havde ingen ting at miste, men alt at vinde. Efter så mange år med en der kun tænker på sig selv, var det på tide at komme videre. Jeg kunne umuligt bruge så meget som et sekund mere i dette forhold. Et eller andet sted havde jeg vel sammenlignet vores forhold som det man ser i fjernsynet – en masse misforståelser, frustrationer og ej at forglemme alle de skænderier. Det var bare virkelig ikke det værd længere, jeg var blevet klogere. Jeg prøvede at børste bænken regn med mit ærme, men det lykkedes ikke rigtig. Jeg satte mig arrigt ned på bænken med den viden at mine cowboybukser ville blive helt våde. Med ellers rolige bevægelser slog jeg hætten op på min jakke og skulede efter bussen.

Regnen havde taget til, og jeg havde selvfølgelig ikke tøj på til at være udenfor ret meget mere end 2 minutter. Som sædvanlig var bussen selvfølgelig forsinket. Da jeg så ham på vej ud af bussen, prøvede jeg at huske på hvorfor det var jeg gjorde det her. Jeg var nødt til at finde en grund som jeg kunne holde fast i. Da vores blikke mødtes smilede han uvidende til mig, jeg kunne ikke få mig selv til at smile igen. Han kiggede til begge sider før han krydsede vejen i en form for løb. Da han kom hen til mig lænede han sig hen imod mig for at kysse mig. Det var dog bare ikke rigtig det samme – eller det havde det vel aldrig været. Jeg prøvede at undgå øjenkontakt da han begyndte at snakke til mig. ”Hvad så, hvad sker der?”  Han var vel heller ikke dummere end han så ud til, han kunne vel også godt mærke der var noget galt. ”Jeg… jeg ved ikke hvordan jeg skal starte” fik jeg fremstammet efter at have sunket uadskillelige gange. Jeg var nok ikke så bange for at såre mig selv, men nok mere ham. Jeg havde ondt af ham et eller andet sted. Han var altid hos mig, og var faktisk stort set aldrig hjemme ved sin egen familie. Der havde altid været et eller andet galt ved den familie. Det var ikke kun et forhold han mistede men også noget familie. Hans bedrøvede øjne mødte mit blik som jeg hurtigt fjernede fra ham igen.

”Det kan ikke gå længere mellem os. Det gør mig ondt” Sagde jeg med al den medfølelse jeg kunne få klemt ud i de få ord. Han rejste sig meget brutalt og løftede sin hånd som om han skulle slå mig, underligt nok ville det faktisk ikke undre mig hvis han havde. Han slog heldigvis blot aggressivt ud i luften. ”Du er en so alligevel! Jeg behøver dig ikke jeg kan godt klare mig selv!” råbte han af mig. Det var altid noget at jeg boede ved et stoppested hvor der ikke var andre mennesker, og på den anden side ville jeg måske have følt mig mere tryg.  Han var altid meget uforudsigelig hvad sådan noget her angik. Jeg kiggede ned på de revnede fliser som han stod på. Hans hår dryppede ned i den vandpyt han ikke havde opdaget på grund af hans forhøjede blodtryk. Jeg kendte ham alligevel godt nok til at han mente det helt modsatte af hvad han sagde i sådanne situationer. Hans kropsprog var meget voldsomt men hans øjne sagde noget helt andet. Jeg hørte egentlig ikke så meget af det han sagde, jeg opdagede først at det var forbi da han begyndte at gå væk fra mig. Regnen silede fortsat ned da jeg endelig fik taget mig sammen til at gå hjem igen. Det var faktisk ikke en trist følelse jeg gik hjem med den dag, men en form for lettelse. Det var en enorm byrde der var blevet lettet fra mine skuldre, og jeg havde faktisk nu muligheden for at finde mig en person som kunne gøre mig lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...