Bag Min Maskerade

OBS: Foregår i den sidste HP-bog, med lidt ændringer :D

Ally Penwood's mening har aldrig gjort nogen forskel i hendes liv, før den dag hvor opgaven at komme ind bag fjendens linjer og skaffe informationer, bliver lagt i hendes hænder. Ivrig efter at komme væk fra det utålelige pres fra forældrene, tager Ally til Hogwarts i håb om at hun vil kunne få fat i de informationer Mørkets herre kræver.

Men alt er ikke lige nemt, når det er Dumbledor's Armé der gemmer på informationerne.

14Likes
9Kommentarer
2462Visninger
AA

1. Prolog

Lokalet den sorthårede mand sad i var overdådigt. Værelset i sig selv var prægtigt, med de dybt mørkeblå vægge, der havde et mønster i guld og sølv som snoede sig ivrigt i siksakkende mønstre hele vejen op og ned af væggen. På det pragtfulde tapet var store malerier i støvede, men dog smukke farver, hængt op omkring med detaljerede scenarier af mænd og kvinder iført kapper og spidse hatte i dystre farver, med en stav af træ pegende op på enten den mørke aftenhimmel, eller på slavelignene folk i laset tøj, hvis skuldrer hang slapt ned af kroppen og deres sodfyldte ansigter viste et liv fuldt af fattigdom og tab. De spidshattede mænd og kvinder, smilede tilgengældt overlegent, på alle de dystre malerier og sendte grønne lyn ned mod slaverne, der faldt sammen når det ramte dem. Få af dem rejste sig ikke op igen. Møblementet i rummet bestod af to sofaer i mørkt læder som skinnede i det dunkle lys, fra den olielampe der med et umådeligt stærkt lys, oplyste rummet. Mellem de to sofaer befandt sig en kamin stor nok til at tre fuldvoksne mænd kunne stå i den. Der var dog ingen ild i den kolde pejs. Et sofabord i mørkt eg var placeret i midten af rummet og var skinnende rent, men tomt. Til sidst var der den grønne lænestol lavet i blødt, skinnende stof. Denne stol befandt sig ikke på sin sædvanlige plads ved sofabordet, men var trukket over i det mørkeste hjørne af rummet, hvor den sorthårede mand sad. Den sorthårede mand var modsætningen til det rum han befandt sig i, og han til hverdag kaldte sin stue. Hans skulderlange hår,var sat op i en sjusket hestehale, hvor halvdelen af det, var røget ud, og klæbede sig til hans ansigt, der udtrykkede udmattelse. Den grå kappe flagrede ikke i vinden som troldmændenes og heksenes på malerierne gjorde. Den hang i stedet løst om hans skuldre, krøllet og beskidt af mange ugers brug. Hans udtryksløse ansigtsudtryk blev fjernet af ærefrygt, da den kutteklædte mand dukkede op i midten af rummet. Hans kattelignende øjne fangede straks mandens blik og manden fløj op fra hans trætte stilling i stolen og bukkede ærebødigt for Lord Voldemort.

"Min herre", mumlede manden og Voldemort læber blev til et smalt, ondskabsfuldt smil, i det han nærmede sig Penwood. Penwood var langt fra den mand han var for nogle måneder siden. Hans ophøjede personlighed var forsvundet efter han havde fortalt Voldemort at Potter-drengen ikke havde været på toget, og Voldemort så havde givet ham ansvaret for at finde ham. Penwood havde ikke klaret opgaven, og selvom han arbejdede på det havde det ikke været nok for Den Mørke Herre, som havde pinet Penwood indtil han havde forstået opgavens betydning.

"Hvor er din datter, Penwood?" Spurgte Voldemort, men afbrød da Penwood ville svare. "Bad jeg dig ikke om at sørge for at hun var til stede, når jeg ankom?"

"Jo, min herre." svarede Penwood forsigtigt." Jeg bad hende om at vente uden for døren, min herre." Penwood gjorde mine til at gå hen mod døren, men Voldemort standsede ham med en kort håndbevægelse og Penwood stansede.

" Jeg ved at du har trænet hende," begyndte Voldemort og satte sig i en af de store lædersofaer. Penwood nikkede forsigtigt. Voldemort rejste sig igen fra sofaen og slentrede rundt i lokalet.        " Hun er 14 nu, ikke sandt?" Penwood mumlede bekræftende." Indtil videre har dig og Melissa undervist hende hjemme, men ikke længere" lord Voldemort smilede lumsk ved synet af Penwoods forvirrede ansigtsudtryk. " Jeg har brug for en spion," begyndte han. "En inde for Hogwarts mure, som eleverne vil betro sig til, stole på. En som din datter." Penwood var mundlam. Han vidste ikke om han skulle være glad eller fornærmet, selvom hvis han var fornærmet, selvfølgelig ikke kunne vise det for hans herre. På den ene side, slap han for den umulige opgave at finde Potter's skjulested. På den anden side, blev opgaven betroet til hans datter. 'som om hun kan gøre det bedre', tænkte han selvom han måtte indrømme at idéen var god.

"Ja, min datter er ret charmerende"sagde han endelig i det han trak sin tryllestav frem og åbnede dørene med den, så hans datter kunne træde ind. "Allyson, du har fået en højst betydningsfuld opgave af Mørkets Herre og du skal til Hogwarts omgående!" Sagde han med en formel tone. Den blege, unge  pige der var trådt ind af døren, smilede ikke og beholdt sit udtryksløse ansigtsudtryk, men indeni hjuplede hun. Endelig skulle hun væk fra dette helvede! Det med opgaven måtte hun tage senere. Ally bukkede dybt for Lord Voldemort og derefter for sin far, hvorefter hun med faste skridt, gik ud af rummet og lukkede dørene efter sig med et svip med tryllestaven. Lord Voldemort vendte sig mod Penwood.

"Sørg for at hun er mere diciplineret, når hun tager afsted." sagde han og vendte sig om for at gå, men stoppede. " Og en ting til. Det er ikke nok at hun ser ud som om hun har været igennem en en masse med dødsgardister. Man skal jo huske at leve sig helt ind i rollen, koste hvad det vil!" og med de ord forsvandt Voldemort ind i en tåget dis. Men han nåede dog at få et glimt af penwoods ondskabsfulde smil, idét han trak sin tryllestav frem og gik ud af døren, efter Ally.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...