Livløse kroppe

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2011
  • Opdateret: 15 aug. 2011
  • Status: Færdig
Den er oprindeligt lavet til en stil, men har nu valgt at sætte den herind. Den handler om en dreng, og en rumprinsesse der bliver forelsker. Den er ret kort.

1Likes
2Kommentarer
1064Visninger
AA

1. Livløse kroppe

At være andeledes, har aldrig hjulpet mig, til at gøre mit liv bedre.

Det har altid kun gjort det værre. Det eneste gode i mit liv, er nu væk, og selv svæver jeg nu ude  rummet, med en iltflaske der snart løber tør for ilt...

Da den første måne stod op på Neptun, havde jeg lukkede øjne. Jeg vidste ikke at dagen i dag, ville være anderledes. Jeg vidste ikke at dagen i dag, ville ændre mit liv for evigt.

Jeg havde altid været anderledes, altid speciel. Selvom der var mange forskellige væsner, i det mørke univers, så var jeg den eneste, af min art. Mine forældre døde da jeg var lille, og jeg savner dem ikke rigtig. Jeg har ikke kendt dem. Jeg har klaret mig selv, og det har jeg det også bedst med.

Jeg skulle med til en parade den dag, det var en parade til ære for prinsessen, eftersom hun havde fødselsdag.

Jeg gjorde mig klar, og tog ud til den. Rumbadet, som gjorde mig ren, på nul komma fem, via varme, og sæbestråler.

Mine ben rystede, på de ujævne veje. De andre, som har tentakler, eller kan flyve, har det let, og er derfor ligeglade med dem. Derfor bliver der ikke gjort noget ved det. Der er ikke noget system i tingene. Jeg tjener penge på at rengøre robotters ædlere dele. De penge går til mad, tøj, og kongefamilien, som kun behøver lave parader engang imellem.

Da jeg ankom til stedet, ville jeg gå bag om stedet. Jeg stødte ind i en grøn MA89 som sendte mig et robot blik, der sagde jeg var død, hvis jeg så meget som så på den igen. "Se dig for, dreng," råbte den efter mig, da jeg løb. Jeg vidste fra mit job, at sådan en kunne formere sig selv. Selvom det var en robot, kunne den få børn, hvilket også gjorde at Jupiter, blev ved med at være livlig. Største delen af befolkningen bestod af robotter. Ca. 83%, der var 5% rumvæsner, med tentakler, og det man ellers kender, 0,1 % bestod af drenge mennesker. Aka. Mig... Resten bestod af ukendte væsner, som vi ikke har mødt, og heller ikke vil møde.

Jeg gik stadigvæk bagom, og stødte igen ind i en. Denne gang en pige, hvis grønne øjne, matchede hendes tentakler, så flot. Selvom hun var en alien, var hun pæn, mystisk, og sød. Hun smilede til mig, og jeg vidste derefter at vi var skabt for hinanden. Desværre ville det ikke ende sådan, men det kunne jeg ikke vide nu.

Hendes stemme var sødere end en robots, da hun sagde hvad hun hed, og hvem hun var. Jeg hørte ikke efter, men hvis jeg havde, var jeg sluppet for alt det jeg kom ud i.

Hun var prinsessen. En almindelig borger, og da slet ikke et menneske, må ikke tale med en prinsesse. Et menneske bliver smidt ud i rummet, kun med en ilt maske hvis man bliver fanget, og det blev jeg. Et rumvæsen ville få hevet sine tentakler af, og leve videre. En robot blev skildt ad, og brugt til reserve dele.

Vagterne ledte efter hende, og vi gemte os. Jeg vidste ikke hvorfor, på det tidspunkt, men det gjorde hun. Hun kendte følgerne, for hvad hun havde gjort, ved at tale til m. Hun vidste hvordan det ville ende, men hun gjorde det alligevel. Vi elskede hinanden fra første blik.

Jeg ved ikke hvordan, men vagterne fandt os, jeg blev taget i armen, og hevet med. Vagterne var tvekønnede robotter... Det sidste jeg så inden jeg blev slået ud.

At være andeledes, har aldrig hjulpet mig, til at gøre mit liv bedre. Det har altid kun gjort det værre.

Det eneste gode i mit liv, er nu væk, og selv svæver jeg nu ude  rummet, med en iltflaske der snart løber tør for ilt...

Jeg havde mistet hende, mistet mit livs kærlighed. Hvis man kunne høre lyde i rummet, ville de kunne høre mig skrige. Skrige af smerte.

Rummet virkede stort, uendeligt stort, og endnu større, med det hul der var plantet i mit hjerte. Det sidste menneske var snart død. Jeg havde ikke blot skuffet mig selv, eller min prinsesse, men også menneskligheden.

Imens jeg var i mine egne tanker, blev jeg prikket på min skulder. Jeg vendte mig om, og så hende. Prinsessen. Hun var kommet herud for at dø sammen med mig. Selvom man skulle tro rumvæsner kunne trækker vejret i rummet, men nej. De kan kun trække vejret på den planet de har været på sidst, jeg blev født på Jupiter, det samme gjorde hun. Vi skulle begge dø.

Vi kiggede på hinanden, velvidene at vores kærlighed ville vare evigt, selv i døden.

Hun svævede over til mig, og jeg holdte hende i mine arme. Der var ingen tyngdekraft, så hun var vægtløs. Vi døde på samme tid.

Oppe fra vores andet liv kigger vi på vores livløse kroppe. Vi er født på ny, sammen. Men denne gang på en ny planet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...