Lily og James - En Ny Begyndelse

Det er en historie om hvordan Lily og James Forelsker sig.....

Det Er ikke mig som skriver!!
Har fået lov af person, som skrev Historien, til at sætte den ind her. For Hun Gad nemlig ikke........


10Likes
9Kommentarer
2058Visninger
AA

3. Kapitel 2. Why? Why? WHY?

En ganske almindelig, varm sommerdag hos familien Lupin. Eller, så almindelig en dag nu kan være, når The Marauders er samlet…

Familien Lupins hus lå et godt stykke fra en landsby tæt på skoven, så de kunne være i fred for nysgerrige blikke. Hvisken og mumlen var noget de helst var fri for, de havde ikke brug for at være mere anderledes, end de allerede var. En glad mrs. Lupin stod i køkkenet og bagte., en stille nynnen flød fra hendes strube. Hun så dybt koncentreret ned på dejen i hendes hænder, mens hun smilede for sig selv. Hun kunne høre drengene larme udenfor. Hun havde nu haft fornøjelsen af dem i en uge, og for hver dag havde hun moret sig mere og mere. Hun nød at have sin søns venner hjemme, nød at se ham smile og le. Hun elskede sin søn og ønskede af hele sit hjerte, at han kunne få et så normalt liv som muligt, og med de venner han havde nu, var hun ikke i tvivl om, at han nok skulle få et. Hun vidste det ville blive svært for ham, når skolen sluttede, men hun ville gøre alt for at hjælpe ham. Han var ikke den larmende, leende dreng, han havde været. Det var blevet ændret på en enkelt nat, men han var stadig hendes søn, han kunne stadig le, om end det skete sjældent. Han var meget stille og indelukket, han tilbragte de fleste af sine ferie lukket inde på værelset for at læse og afvente brev fra sine venner. Når han endelig kom ud, elskede hun at se et af hans sjældne smil, når brevet langt om længe var kommet.

Nu hvor hans venner var der, smilede han hele tiden, han lo, og han larmede. Han følte sig tryg. Selvfølgelig larmede han ikke ligeså meget, som de andre gjorde, men det gjorde intet. Hendes dreng var lykkelig.

Midt i den lykkelige følelse som fyldte hendes krop, sneg en angst sig ind under huden på hende. Hvad nu hvis alt dette ændrede sig? Hvad nu hvis de opdagede hendes søns hemmelighed? Ville de slå hånden af ham? Ville de frygte ham? Ville de gøre hendes elskede søn fortræd?

Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, der måtte ikke ske ham noget. En lyd bag hende sendte hende tilbage til virkeligheden. Hun stod stille et kort sekund, hvorefter hun snurrede rundt. Der var ingen bag hende. Hun sukkede. Det var nok bare hendes fantasi. Idet samme hun vendte sig om, så hun ud af øjenkrogen, en hånd skyde op og forsvinde igen, da den fangede en kage på køkkenbordet.

Hun smilede mildt og ignorere det. Hun formede langsomt bollerne, mens hun holdt øje med kagerne, men der var ikke flere hænder. Det havde bare været hendes fantasi, der spillede hende et pus. Ønsketænkning.

Hun åbnede ovnen og satte bollerne ind, men rettede sig hurtigt op, da hun endnu engang hørte noget. Denne gang så hun tydeligt en hånd snuppe en kage og forsvinde igen. Hun lagde også mærke til stilheden, som havde sænket sig. Hun stod stille med øjnene rette mod køkkenbordet. Et smil kunne anes på hendes mund, da hånden endnu en skød op og nappede en kage.

Hun listede hen og så ned bag bordet. Tre drenge sad og smaskede på kager. Sirius grinede til Remus med munden fuld af kage.

“Jeg sagde jo, det ville gå. Hun har intet opdaget, tænk engang at du ikke stolede på mig.

”“Moony stoler aldrig på dig, Padfoot.” lo James og klappede sin ven på ryggen.

Remus trak på skuldrene og sank sin kage, han var for høflig til at tale med mad i munden.

“Ja, men måske, og kun måske, ha jeg taget fejl denne ene gang. Måske har du rent faktisk udrettet noget.”

Sirius lagde ikke mærke til den skjulte fornærmelse og smilede blændende til Remus.

Mrs. Lupin himlede med øjnene af dem. “Smager kagerne godt, drenge?”

De tre drenge stivnede med kagerne i hånden, inden de så op på hende. James flækkede i et stort grin og pegede anklagende på Sirius, der sad helt stiv og gloede måbende på hende, mens Remus lo højt.

Mrs. Lupin smilede ned til dem og vendte sig tilbage til sin bollerne i ovnen, inden nogle af dem nåede at svare.

“Hun var ikke’ sur, vel?” Sirius så på Remus, der lå i sin seng med snuden i en bog.

“Nej da, hun nyder at have jer her. At du stjæler nogle kager ændre ikke på det, hun har kun savnet det.”

James, der indtil videre havde siddet dybt optaget af et kortspil med Peter, så op. “Hvorfor? Vi er sgu da pisse irriterende.”

“Præcis hvad Lily mener om jer.” mumlede Remus med en panderynken, mere henvendt til sig selv end til de andre.

“Hvad mener du med, at hun har savnet det?” “Mmm?” lød det fra Remus, der endnu engang var forsvundet ind i sin bog.

“Hallo? Padfoot kalder Moony.” Sirius viftede med armene over hovedet, men Remus ænsede ham ikke. Sirius så opgivende hen på James og Peter, der begge sad med meget koncentrerede udtryk i deres ansigter og spillede et spil, Remus havde kaldt fisk. Sirius smilede frem for sig og skævede til Remus, der stadig ikke lagde mærke til noget som helst. Han kravlede hen til sengen og kiggede op over kanten, han kunne skimte siderne i bogen. Han trak sig lydløst op i sengen og kiggede med over Remus’ skulder.

“Hvad læser du?” hviskede han stilfærdigt, hvilket slet ikke lignede ham.

“En eventyrfortælling.” svarede Remus uden at se væk, hans øjne fulgte linjerne i bogen, og end ikke Sirius’ ånde i hans øre, kunne hylde ham ud af den.

Sirius lænede sig længere frem, så han næsten lå ovenpå Remus, som nu så ud til at se, at noget var galt.

“Hvad er en eventyrfortælling?” spurgte Sirius så.

Remus drejede hovedet og så på ham med en rynkede bryn, Sirius smilede til ham.

“Padfoot, hvad laver du i min seng?”

“Jeg læser et eventyrfortælling.” lød svaret fra den mørkhåret dreng.

“Vær så venlig at flytte dig.”

“Hvad mente du med, at din mor havde savnet… et eller andet?"

“Flyt dig Padfoot.” “Svar på mit spørgsmål.”

“Skrub ned af min seng.”

“Please Mooohny?”

“FLYT DIG SIRIUS!”

Sirius tumlede ned fra sengen og ned på sin madras, han så forskrækket på Remus, der skulede ned til ham, inden han vendte sin opmærksomhed tilbage mod bogen.

Peter så skrækslagen fra den ene til anden, mens James tog sig et grundigt kig på hans kort.

“Hvad skete der?” lød Peters pibende stemme lidt efter, mens James dansede rundt som en sindssyg.

“Prongsie vandt over dig Wormie.” lo Sirius, mens han holdt øje med James’ vilde dans.

“Nej.”

“Jo han gjorde, Peter.” svarede Remus, mens han pakkede sin bog væk, lidt efter fandt han den dog frem igen, da Peter spurgte:

“Hvad skete der med dig og Sirius?”

Sirius grinede fjoget og iagttog Remus’ febrilske forsøg på at få fat i sin bog og gemme sig bag den.

“Han smed mig ned fra sengen, da jeg stillede ham et spørgsmål.”

“Det ville jeg også ha’ gjort.”

Sirius så på James, der havde droppet sin dans og lagt sig til rette på sin madras. Sirius langede ud efter ham, men kunne ikke nå, så i stedet kastede han en pude efter ham. James svarede igen med sin pude, og lidt efter var en vild pudekamp brudt løs mellem dem. Remus så på dem og kunne helt skjule et smil, da Sirius og James overfaldt Peter med to kæmpepuder.

“Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej.”

“Jo, jo, jo, jo…”

“SIRIUS.”

Sirius så på Remus, der lignede en der skulle til at eksplodere. Hans knoer var helt hvide, og hans øjne lynede af raseri. Lige pludselig virkede han meget større end normalt. Sirius havde det som om, det var hans mor, som stod foran ham.

“Men, men, men…”

“Nej Sirius, intet men.” sukkede Remus og rystede på hovedet, hans skuldre sank og hans arme hang livløse ned langs siden. Sirius vidste han virkelig havde klokket i det, Remus så forfærdeligt såret ud, næsten som dengang han havde troet, de ville slå hånden af ham, da de opdagede hans lille hemmelighed.

“Undskyld.”

Remus holdt afværgende hænder op, inden han drejede om på hælen og skyndte sig tilbage til huset.

Han smækkede døren efter sig med sådan en kraft, at vinduerne rystede, hvorefter han stormede forbi sin mor, der så forvirret op fra sin rengøring af stuen.

“Remus kære, er der noget galt?”

 

Han svarede ved at lukke døren til sit værelse med et brag. Hun så hen på Peter og James, der begge sad foran fjernsynet og så en ungdomsserie, som James fandt yderst fascinerende. Hun så spørgende på dem med sine gyldne øjne, der lyste af uro over sin søns opførelse.

“Jeg skal nok tale med ham.” svarede James på det usagte spørgsmål. Mrs. Lupin så taknemligt på ham, inden hun begyndte at pusle om Peter, der sad med åben mund og stirrede dumt ud i luften.

James forsvandt ovenpå til sin ven, som havde smidt sig på sin seng med ansigtet begravet i en pude.

“Remus, hvad er der galt?” James lukkede stilfærdigt døren og så bekymret på drengen i sengen. Der lød et suk fra puden.

“Ikke noget, bare lad mig være.” James smilede og satte sig på sengen, han strøg Remus over ryggen for at få hans opmærksomhed. Remus vendte sig om og så kort på ham.

“Hvad har idioten nu gjort?” Remus smilede ufrivilligt, James fandt altid de rette ord i sådanne situationer. Han rystede på hovedet, James skulle ikke have det at vide. Lige meget hvad Sirius end gjorde, fortjente han ikke to vrede venner.

“Jeg kan altså godt tåle mosten, Moony. Jeg er ikke et lille barn.”

Remus rystede igen på hovedet, James ville flippe endnu mere ud end han selv.

“Moony, sig det nu. Ellers er jeg nødt til at tigge på mine grædende knæ.”

“James…” mere nåede Remus ikke at sige, før James sad på knæ foran ham og bukkede. Hans arme var strakt ud foran ham, som om han tilbad den stakkels Remus.

“Åh herre, jeg beder dig. Fortæl mig hvad den langhårede dreng har gjort, jeg beder dem, fortæl mig sandheden.” James så tilbedende på drengen foran sig.

“James, lad nu vær. Jeg beder dig, det der er åndssvagt.”

“OOOOH min store, geniale herre.” vedblev James og bukkede sig endnu engang og kyssede samtidigt Remus’ sko, hvilket resulteret i, at han fik fod i hovedet. James faldt bagover, mens han hylede som en griseunge. Remus skyndte sig ned til ham.

“Prongs, er du okay? Er det alvorligt? Flyt nu de hænder, så jeg kan se. James, flyt de hænder.”

“Min herre behøver ikke være urolig. Intet er sket.” mumlede James, mens han holdt hænderne op foran hovedet. Han jamrede, mens Remus sled for at fjerne hans hænder.

Sirius åbnede døren og tittede ind, han spærrede øjnene op, da han så de to drenge ligge og slås på gulvet. “Moony, hvad går der af dig?” spurgte han og tumlede ind i værelset.

“Fjern nu de hænder, James.” “Nej, det gør ondt.”

Der lød et dybt suk fra Remus, der næsten var ved at give op. Han masserede sine tindinger, mens han så på den sorthårede dreng foran sig. James var ikke den klogest, hvis man spurgte hans omgangskreds på Hogwarts, men han havde sine daglige, lyse øjeblikke. Desværre havde han brugt dagens få sekunder inden, da han spurgte hvad Sirius havde gjort.

“Sig mig, prøver du at slå Prongsie ihjel?”

Remus’ hoved fløj op med et ryk, da han hørte Sirius’ stemme. Han kneb øjnene sammen og prøvede så vidt muligt at koncentrere sig om James igen, desværre satte Sirius sig på den anden side af James. De to drenge så længe på hinanden, de lagde slet ikke mærke til deres ven på gulvet, der lå og klynkede ynkeligt.

“Det var ikke med vilje, Moony.”

“Jeg gider ikke vide det, Sirius.”

“Padfoot.”

“Jeg er ikke i humør til dine julelege nu, Sirius.”

Sirius sukkede og så ned på James, der nu lå helt stille stadig med hænderne for ansigtet. Han prikkede lidt til ham, men der kom ingen reaktion. Han så op på Remus, der sad med et bekymret udtryk i øjnene.

“Han rører sig jo ikke.“ lød det yderst begavet fra Sirius, der så helt rådvild ud.

“Måske er han død.“

“Han er ikke død, Sirius. Han fik en fod i hovedet, det dør man ikke af.“ Remus’ stemme afslørede kun alt for tydeligt, at han selv sad med præcis de bange anelser, som den mørkhårede dreng foran sig.

“Moony, hvad gør vi hvis…“

“Padfoot, han er ikke død!“

Sirius så overrasket på ham, et lille smil kom frem på hans læber.

“Du sagde Padfoot.“ mumlede han lykkeligt.

Remus smilede svagt til ham. “Jeg kan ikke være sur på dig nu, vel?“

Forsigtigt fjernede de James’ hænder, de ventede begge at en grusomt syn ville møde dem. I stedet blev de mødt af en storsmilende James.

“Kan I så tale sammen nu?”

Sirius brød ud i sin gøende latter, mens Remus så surt på James, der stadig lå med et tåbeligt smil om munden.

“Hvorfor, hvorfor, hvorfor…” mumlede Remus lavt.

“Nogle skal jo gøre jer gode venner igen… AUW!”

James tog sig maven, hvor Remus lige havde plantet sin knytnæve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...