Du hjalp mig med at komme videre (JDB)

Sandra er en pige på 17 år, som lige har mistet sin bedste veninde Lilly i en ulykke... Sandra og Lilly havde været bedste veninder siden vuggestuen, og siden den dag har de gjort alt sammen. De er som 2 dråber vand, de er en slags søster for hinanden, og de har aldrig givet slip på hinanden... Men en dag møder hun en, som vil få hende til, at komme videre i livet, og hun vil blive sit normale jeg igen... Hvad vil der senere ske? Kender de hinanden måske? Bliver de bare mere end venner? Kommer de pludselig en anden som kan snakke med/om Lilly?

0Likes
0Kommentarer
1184Visninger
AA

1. Kirkegården og tilbage i fortiden!

Sandra's synsvinkel:

Jeg sad med en bunke blomster i hånden, imens jeg kiggede ned på Lilly's gravsten. Lilly var min bedsteveninde, eller som sagt, en søster for mig. Vi lavede alt sammen, vi hjalp altid hinanden, når en af os havde problemer.

Hvorfor ligger Lilly her? Det får du afvide nu...

" Hey Sandra, hva' så? Der er noget jeg skal fortælle dig..." sagde Lilly til mig, og jeg nikkede bare som svar. Vi gik op på mit værelse og satte os i sengen. "Hva' så Lilly?". "Jo ser du, du ved jeg altid gerne ville komme på college ik? Jeg fandt et sted i Norge, som jeg gerne ville tage, og jeg skal allerede afsted her om 1½ uge!". Lilly kiggede så glad på mig, men jeg blev faktisk en smule trist, for vi havde faktisk tænkt på at vi begge skulle gå på det samme college... "Hey hvad er der galt Sandra? Du ser ikke så glad ud". " Lilly, vi havde aftalt at vi skulle gå på college sammen, det havde vi aftalt lige siden 8. klasse, og det er allerede, hvad 5 år siden ca...". Jeg kiggede trist på Lilly. " Sandra, jeg havde faktisk tænkt på, at vi måske skulle lave lidt mindre sammen, og ja jeg ved godt at vi havde lovet hinanden det, men det er så vigtigt for mig, at komme på college, også i Norge. Det er min største drøm at komme til Norge, det ved du også godt.. Men vil du ikke nok accepterer det? Acceptere at jeg kan gå alene på college i Norge, også kan du gå på et andet college?". Lilly kiggede bedende på mig, og med de hundeøjne, hun vidste jeg aldrig kunne modstå. Jeg opgav og sagde at det var OK, men inderst inde var jeg stadig meget ked af det.. Vi var sammen resten af dagen, og om aften efter hun havde spist middag hos os, tog hun hjem. Hun skulle hjem og pakke til den store tur. Lilly spurgte mig, om jeg en dag ville hjælpe hende med at pakke, og jeg nikkede som svar..

1½ var der gået, og vi stod nu i lufthavnen og skulle til at sige farvel. Jeg havde lovet Lilly, at jeg kom og besøgte hende et par gange om året. Lilly og jeg havde mange tårer i øjnene, og vi kunne knapt nok se hinanden med så mange tårer.    " Jeg kommer til at savne dig sååååå meget Sandra, og du må love mig en ting... Vi skal ringe til hinanden mindst 2 gange om dagen, og jeg er ligeglad med, om det så bliver en dyr regning, bare jeg får hørt din stemme". " Det skal jeg nok love dig Lilly, og nu må du have en god tur, dit fly flyver om ikke så længe". Vi sagde farvel til hinanden, gav hinanden et STOOOORT kram, og vinkede så farvel.

Efter et par måneder havde jeg det faktisk godt. Det var faktisk lidt godt at være fri fra sin bedste veninde, men jeg savnede hende faktisk. Vi havde ikke talt med hinanden i nok 1 uge, og jeg prøvede og prøvede med at ringe til hende, men hun tog den aldrig.. Endten havde hun nok for travlt med at være der, ellers havde hun måske glemt mig. Pludselig ringede min mobil, og håbede virkelig på at det var Lilly der ringede. Men da jeg tog mobilen op, så jeg at jeg ikke kendte nummeret. Jeg trykkede på den grønne knap, og tog den op til øret. " Det er Sandra Smith", "Hej det er Bibbi Jansan, fra det Norske Hospital. Er du Lilly's veninde Sandra?", jeg stod der med et forvirret blik og svarede så "ja det er mig, hvad er der galt?". "Jeg har en dårlig nyhed til dig. Du har nok hørt terroren i Oslo her i Norge, Jo ser du, din veninde var i Oslo på det tidspunkt, da en mand kastede en bombe, og det var det samme sted hun var der, der hvor manden kastede den hen. Og jeg bange for at sige, at din veninde ikke klarede turen. Hun var blevet ramt af bomben". Da hun fortalte det der var sket, stod jeg med tårer i øjnene, og kunne ikke få et ord ud af munden, damen i telefonen spurgte hele tiden om jeg var der, men da jeg ville sige noget, kom der intet ud. Jeg tabte min telefon, og løb ud af døren. Jeg ville bare væk, vøk fra det hele. Lilly skulle aldrig havde taget afsted, og hvis hun ikke tog afsted, ville hun ikke have været død nu. Jeg fandt et sted i skoven og satte mig der, jeg ville tænke det hele igennem, se min fremtid for mig. Nu havde jeg ingen søster, ingen bedste veninde mere, og jeg havde ikke lyst til erstate hende, det havde jeg virkelig ikke...

Det var sådan det hele skete. En dum mand skulle lige kaste en bombe i Oslo, hvorfor ikke bare i Sverige eller Tyskland, bare det ikke var der, hvor min bedste veninde var. Da jeg havde siddet ved Lilly's gravsten i et par timer, besluttede jeg mig for, at rejse mig op og tage hjem. Det var også ved at blive mørkt, og jeg hadede altid,at være på kirkegården om aften. Mine forældre vidste godt, at jeg altid var ved kirkegården efter skole eller bare i weekenden, når jeg ikke skulle noget, som f.eks lektier og sådan noget, og de vidste også godt, at jeg altid kom sent hjem om aften...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...