One Night Stand (JB) 4

Mon alting kommer til at gå godt for Cady, eller sker der mere drama og ulykke for hende? At være fanget i Miami, hvor man ikke har en særlig fed fortid, er måske ikke en særlig god fordel...

327Likes
734Kommentarer
92418Visninger
AA

8. ...

Er det bare mig, eller er det typisk, at jeg skal stå i sådan en her situation?! Nej, det er ikke bare mig.
Justin så stadigvæk på mig, men jeg undgik at kigge på ham, ved at kigge ondskabsfuldt på Dylan. Han smilede bare ondt til mig.
”Har du ikke fortalt ham, hvad jeg gjorde?” spurgte han. Jeg svarede ikke, men sank bare en klump.
”Cady?” kom det fra Justin. Jeg kiggede modvilligt på ham. Han ventede et svar. Men det svar, nåede jeg ikke en gang at give ham, før en idiot brød ind.
”Jeg tævede Cady i går. Men hun har nok stukket dig en løgn om hendes knæ.”
Jeg så ned i jorden, så jeg kunne mærke Justin kigge på mig. Jeg havde løjet igen. Og jeg som ellers lovede, at jeg ville være ærlig overfor ham.
”Ups, er du i problemer nu, lille Cady?” spurgte Dylan ironisk, dog med et ondt grin. Jeg kiggede op på ham, trådte nærmere og gav ham en ordentligt lussing.
”Cady, for helvede,” sagde Justin hurtigt og tog min hånd, men jeg rev den straks til mig igen. Det her skulle Dylan ikke slippe godt fra!
”Din fucking luder!” råbte Dylan og begyndte at slå mig. Og så begyndte vi at slås. Justin prøvede at få mig væk, men det endte med, at Dylan gav ham en i fjæset. Vi stirrede alle lidt på Justin. Han så virkelig sur ud.
”Gider du godt skride væk fra Cady?” spurgte han truende. Dylan kneb øjnene sammen.
”Hvorfor skulle jeg? Hun er en ussel, lille luder. Du kan ikke bruge hende til en skid.”
Justin bed tænderne sammen og sparkede så Dylan lige i kuglerne.
”Årh!” råbte han og faldt sammen på jorden. Justin tog hurtigt min hånd, og afsted var vi. Jeg havde smerter i mit ene knæ. Virkelig voldsomme smerter. Jeg prøvede at ignorer det, men det gjorde så ondt, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var så også der, Justin valgte at kigge på mig.
”Hva...”
Han stoppede sig selv i en sætning og kiggede med et ulæseligt blik på mig. Jeg kiggede ned i jorden.
”Cady, hvad fanden har du gjort?!” spurgte han så – næsten råbte. Jeg sank en klump.
”Ikke noget...” mumlede jeg.
”Ikke noget?!” gentog han hårdt. Jeg svarede ikke.
”Den idiot var ved at dræbe dig?!! Hvad er der sket?!” råbte han så. Jeg sank endnu en klump.
”Cady, svar!” forlangte han. Jeg sukkede.
”Det var fordi, at jeg gik en tur i går... Og så kom han og sagde, at du var gay og, at jeg var en luder og alt muligt pis, og jeg kunne slet ikke styre mig, så vi begyndte at slås, og så slæbte han mig hen langs jorden, derfor fik jeg de fucking sår på knæene.”
Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg stod og græd hysterisk. Men det gjorde jeg altså. Justin så først normalt på mig, men så skuffet.
”Tillid, hva'?” sagde han.
Så begyndte han at gå. Uden mig. Han begyndte at gå hjem til mig. Jeg sukkede og kiggede op mod himlen. Solen stod højt.
Jeg begyndte at gå efter Justin, bare i baggrunden. Han ville heller ikke tale med mig. Det var sikkert. Jeg gik bare der og græd. Men det var nu mest på grund af smerter fra mit knæ. Det blødte. Og blødte. Og blødte.
Vi kom hjem til mig og gik i tavshed ind i huset. Mor og de andre var ikke kommet endnu. Jeg gik ovenpå og ud på badeværelset. Så smed jeg bare mit tøj og gik indunder den varme bruser, hvilket var virkelig dejligt. Det varme vand blev hurtigt lyserød, og mit knæ sveg fucking meget!
Jeg tror virkelig, at jeg står i problemer op til halsen. Jeg lyver, jeg slås, jeg... gør alt for meget lort. Jeg forstår godt Caitlin. Hvem gider ærlig talt at være venner med en løgner? En klam, fed løgner som mig.
Lidt efter stod jeg ud af badet og fandt et håndklæde. Jeg tørrede mig grundt,men opdagede så, at mit lorte sår ikke var stoppet med at bløde. Jeg sukkede, tog håndklædet rundt om mig og gik så ud af døren. Justin sad stille inde på sengen med sin iPhone i hånden. Jeg kiggede lidt på ham, men da han så kiggede op på mig, kiggede jeg hurtigt væk. At tale med ham kunne jeg ikke. Så ville jeg først sige alt muligt andet crap.
Jeg fandt hurtigt noget tøj og tog det så på. Så redte jeg mit hår stille og roligt, selvom det nok ikke var helt så stille og roligt...
”Cady, hvorfor lyver du så meget for mig?”
Åh nej. Jeg vendte mig stille om mod Justin. Han stod nu op og så indbrændende på mig. Jeg bed mig i læben og trak på skuldrende.
”Du ved det ikke?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet.
”Hvorfor sagde du ikke, det der var sket til mig i går?” spurgte han med en anelse surhed i stemmen. Jeg tøvede.
”Fordi... jeg ikke ville have, at du skulle vide, at jeg havde været oppe at slås,” mumlede jeg. Han gloede lidt dumt på mig.
”Og derfor syntes du, at det var bedre at lyve overfor mig?”
Jeg svarede ikke.
”Du er godt nok... Stoler du slet ikke på mig?!”
Jeg kiggede ned i jorden.
”Jo, men jeg...”
Jeg stoppede med at tale, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Jeg stolede jo på ham.
”Men hvad?”
Jeg kiggede op på ham. Han så afventende på mig.
”Men jeg var bare bange for, at du ville blive sur over, at jeg er en magnet, der tiltrækker ulykker,” svarede jeg så. Han sukkede.
”Cady, jeg er ligeglad, om du tiltrækker ulykker. Jeg vil bare være sammen med dig. Men hvis du virkelig skal lyve så meget overfor mig, gider jeg dig snart ikke mere,” sagde han skarpt. Jeg sank en klump, imens tårerne banede sig vej ned af mine kinder.
”Slår du op med mig?” spurgte jeg stille.
”Nej... Du skal bare fucking holde op med at lyve så meget overfor mig. Det pisser mig af,” sagde han irriteret. Jeg nikkede.
”En eller anden idiot så os åbenbart og lagde et billede ud på nettet,” sagde han surt. Det var min skyld. Alt var min skyld. Jeg burde egentlig bare dø.
”Undskyld,” mumlede jeg lavt.
”Det er lidt for sent at sige. Jeg går i bad.”
Med de ord smuttede han bare ud på badeværelset. Jeg satte mig ned i sengen, imens mine tårer stadigvæk trillede ned af kinderne. Justin havde lige truet med at slå op. Og det ville han garanteret også gøre en dag. Medmindre jeg tog mig sammen. Hvilket jeg nok bør gøre.
Lidt pludselig kunne jeg høre Justins iPhones sms-tone. Jeg kiggede lidt ned på sengen, der hvor iPhonen lå. Jeg kunne svagt læse navnet på displa... Selena? Hvad havde hun skrevet til ham? Ikke, at jeg ville tjekke beskeden, for jeg var ikke nysgerrig... Slet ikke nysgerrig. Okay, måske lidt. Bare en smule... meget. Okay, jeg var ekstremt nysgerrig. Men det var garanteret en kedelig besked som: hvad laver du? Men alligevel.. hvis det nu var noget spændende. Jeg var dum, men sådan var det bare. Jeg tog iPhonen op til mig og trykkede på knappen, der låste op. Man kunne se noget af beskeden på forsiden. Der stod:
Selena skrev: Slå op med hende?
Hvor svært kan det være?
Du har efterhånden skrevet så mange ting til mig om hende.

Hvad? Hvad har..? Har Justin skrevet til hende om mig?
Nu kunne intet stoppe mig. Jeg var nødt til at læse den sms. Jeg havde set Justins kode en del gange, så jeg kom hurtigt ind på samtalen, de havde i gang. Jeg kørte lidt op. Og ja. Justin havde skrevet... om mig. Jeg kunne virkelig ikke holde tårerne inde denne gang. Hvorfor skrev Justin så meget med den ko om mig? Kunne hun ikke bare passe sig selv? Hun var jo kun ude på at få Justin igen.
”Hvad laver du, Cady?!” tordnede en stemme pludselig henne fra badeværelsesdøren. Jeg tabte iPhonen af forskrækkelse ned på gulvet, så det gav genlyd i hele rummet. Justin stod bare og stirrede på mig.
”Hvad laver du med min iPhone?” spurgte han vredt. Jeg sank en klump.
”Ikke noget,” mumlede jeg halvkvalt. Han kom hen til mig, samlede iPhonen op og så, hvad jeg havde lavt. Pis og lort.
”Har du tjekket mine beskeder?” spurgte han med en stemme, der lød som om, han ville dræbe mig. Jeg svarede ikke.
”Cady, svar!” sagde han surt. Jeg svarede stadigvæk ikke, men græd tværtimod bare mere.
”Svar så for helvede!” råbte han. Jeg undslap et hulk.
”Ja, jeg gjorde,” indrømmede jeg.
”Det har du ingen ret til for helvede!”
Han var virkelig sur. Men jeg havde jo også pisset ham en del af...
”Og du har ingen ret til at skrive om mig til hénde,” sagde jeg forsvarende. Han rynkede panden.
”Hvad mener du?” spurgte han dumt.
”Justin, du ved udmærket godt, hvad jeg snakker om! Dig og Selenas samtale om mig. Og hvis du er så sur på mig, hvorfor skrider du så ikke bare hen til hende?!” råbte jeg. Et øjeblik stirrede han bare på mig.
”Så du vil bare have mig til at skride?” spurgte han i et stille tonefald.
”Det er lige før,” svarede jeg, selvom det selvfølgelig ikke passede.
”Nå, men så skal jeg vel nok overveje det nøje!” sagde han surt igen.
”Fint!”
”Og så finder jeg oveni købet nok også sammen med Selena igen. For hun er nok en lidt bedre kæreste, end du er!”
Det der sårede mig voldsomt meget. Jeg kiggede lidt på ham, men vendte mig så om og løb ud fra værelse.
”Cady...” kaldte han efter mig.
”Lad mig være!”

Justins synsvinkel
”Cady...” råbte jeg efter hende, da jeg havde fortrudt det, jeg lige sagde til hende.
”Lad mig være!” svarede hun og løb videre. Jeg sukkede og gik efter hende. Imens kunne jeg høre hende begyndte at trampe ned af trapperne, indtil der lød et ordentligt bump.
”Shit,” mumlede jeg, da jeg kunne høre hendes hulken blive højrere. Jeg løb ned af trapperne, og så hende sidde der på gulvet og tage sig til sit knæ. Det blødte. Det blødte virkelig meget. Hun så ikke på mig, men græd bare.
”Kom her,” sagde jeg og ville hjælpe hende.
”Stop, det gør ondt!” græd hun.
”Cady, du er nødt til at komme op at stå,” sagde jeg lidt skarpt.
”Jeg kan jo ikke for helvede!”
Jeg kunne sagtens se, at hun havde store smerter.
”Prøv nu,” sagde jeg. Som jeg sagde, hun skulle, prøvede hun at rejse sig, men hun kunne virkelig ikke. Jeg sukkede.
”Du er nødt til at komme til lægen.”
Hun svarede ikke.
Den endte med, at jeg bar hende ud til min bil. Jeg hjalp hende ind og sidde i bilen, og så satte jeg mig ellers bare over i min side, og så kørte vi afsted mod lægen. Cady sad bare og surmulede for sig selv. Hun var stoppet med at græde. Jeg kørte bare.. helt stille. Jeg havde lyst til at snakke med hende, men vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde såret hende ret meget, ved at snakke om Selena, men hun havde jo heller ikke selv været særlig uskyldig.
”Cady, un...”
”Justin, jeg gider ikke snakke med dig,” afbrød hun uden at skænke mig et eneste blik. Jeg sukkede. Fedt. Virkelig fedt. Jeg skulle virkelig ikke ha' været kommet på denne weekend, for det er da det rene helvede.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...